Ninna Andreasen: Barske Banaliteter ***** (5/6)

I en X-factor tid er Ninna Andreasen noget så sjældent som et ægte talent og lidt af et fund for Trechoma Records. Der synges på dansk, og man får rå hverdagsfortællinger, afvæbnende tør vestjysk humor og mere personlige fortællinger om livet på vestkysten og tilværelsen generelt. Pladens største force, er samtidig også den største svaghed, nemlig de danske tekster – de vil skiftevis begejstre og skurre lidt i ørerne. Men kedeligt eller ligegyldigt bliver det aldrig.

Hun kigger på os, Ninna, med en smøg i kæften på coveret, med et lige dele cool, hårdt og råt udtryk malet i ansigtet, som er helt oppe i fjæset på lytteren. Sådan forholder det sig også med de fleste af de 11 selvskrevne sange på albummet, der musikalsk bakkes op af Søren Poulsen (trommer), Henrik Poulsen (bas) og Rasmus Madsen (div. guitar, keys, teknik & produktion). Numrene summer helt inde i øregangene på lytteren, så stort set hvert et ord fra Ninna Andreasens høres ganske tydeligt. Og når teksterne samtidig er trykt i coveret, så er man ikke i tvivl om at det er lyrikken der er i centrum, og at den virkelig betyder noget for kunstneren. Skønt med en udgivelse, hvor man rent faktisk kan høre hvad der synges hele tiden, men når det hele foregår på mundret dansk, gør det også at der visse steder optræder vendinger eller sætninger, der kommer til at skære lidt i ørerne.

Det er ikke mindst modigt, nøgent og meget ærligt, det der leveres på Barske Banaliteter, en album titel, der ligesom sangene, fortæller den skinbarlige sandhed, som den ser ud fra Ninna Andreasens synsvinkel. Det er Danmark, og det lokale, set fra en barstol på bodegaen, minder fra barndommen og betragtninger om livets gang i en provinsby. Store som små fortællinger, pakket ind i et smagfuldt arrangeret og udført, afdæmpet lydunivers, der bevæger sig et sted mellem country, diskret blues og klassisk singer/songwriter stil. På de bedste steder er det næsten på niveau med en Allan Olsen, og på de værste hæmmes helhedsindtrykket af et stykke tekst, som tilfældigvis lige rammer denne lytter forkert – det vil nok variere fra lytter til lytter, hvad der rammer hvordan. Lyrisk er der både noget for alle, og sikkert noget der vil irritere alle, på hver sin måde, men det gør Barske Banaliteter til en særdeles spændende udgivelse fra en sangerinde der virkelig har noget at byde på, og som burde kunne ramme et meget bredt publikum. Ikke mindst folk der, som jeg, er vokset op “sådan et sted” (dog længere mod syd, dér hvor man lige skal krydse et vadehav, inden det bliver rigtig farligt).

Nogen smed lidt gift i Kærgård plantage
En rådden banan har skabt en del ravage
men det sker, der kommer nogen forbi

Vi giver gerne en tur på vores lokaliteter
følger lavtrykkets vandring på byens barometer
til der er fundet en kur mod geografien

Sådan indledes pladen på det intet mindre end blændende titelnummer “Barske Banaliteter”, der på fornem vis opsummerer pladens gennemgående stemning, både musikalsk med let country feel, Andreasens vokal der veksler mellem at smyge sig om én som en kælen jazz-sangerinde (tilsat en skvis Annika Aakjær), det nøgternt fortællende og tilbagelænet konstaterende, samt teksten der både er en hyldest til hjemstavnen og en råt for usødet fremstilling af området. Lokalt og personligt, men samtidig med en følelse af, at det kunne have været så mange andre steder i Danmark, at mange burde kunne genkende sig selv og éns egen hjemstavn.

De bedste numre på Barske Banaliteter indeholder denne dobbelt virkning, hvor jeg især er svært begejstret for “Den Sidste Vinterdag”, der på en måde minder mig om Allan Olsens fremragende “Mergelgraven” (der var han igen), dette nummer er sgu ikke mindre fremragende. Fra første strofe er jeg solgt: “Vi fandt en død gråspurv ved siden af en hundelort”. Så enkelt kan det siges, men straks bliver jeg transporteret tilbage til min sønderjyske barndom og fundet af en død kat sammen med en barndomsven.

Se, hvor frygtløse vi var, når man tænker lidt tilbage
da vi så døden lige i øjnene på den sidste vinterdag

Historien rummer barndommens uskyld og naive frygtløshed, det bliver næsten helt nostalgisk, især fordi man som lytter straks konfronteres med éns forhold til døden, som det ser ud nu, mange år senere. Pludselig er man måske ikke helt så frygtløs længere, og samtidig ville et dødt dyr næppe resultere i anden og større reaktion end “hov, den der skal jeg ikke lige jogge i”.

De sange der tiltaler mig mest på albummet, er helt klart dem hvor hverdagen beskrives i øjenhøjde, som de ovennævnte, og den mere tempofyldte, men stadig tilbageholdende, “Ingen Andre”, hvor vi både kommer forbi hjemmerullede smøger på køkkenbordet og spørgsmålet om fremtiden kan “spås i Nescafé-grums?”. Umiddelbart sker der ikke det vilde, men fortællingen starter en indre film, der gør teksten meget levende og konkret for mig som lytter. Måske er det mere gulnede lysbilleder end en egentlig film?

Andre gange så står jeg dog lidt af, når Ninna Andreasens tekster hopper ud af den lettere nostalgiske stemning og antager en mere konkret form, med en lidt for fastlåst historie. “Rockersangen”, der sikkert vil tiltale folk med oplevelser og følelser, der minder om Andreasens egne, hvad angår rockernes indtog i Esbjerg, bider ikke rigtig på mig. Og den Rollo & King-agtige melodi hjælper heller ikke på sagerne. Jeg tolker det som et forsøg på, med let og “morsom” tone at spidde rockerne, udstille den åbenlyse idioti i hele den livsstil (ifølge Andreasen, jeg lægger mig ikke ud med rockere), men jeg kan bare ikke relatere til det. Lyrisk bliver det simpelthen lidt for fjollet og opstyltet for mig, når der serveres verbale håndmadder som: “Og jeg er hverken allergisk over for birk eller bynke // Men hold nu kæft, hvor jeg slår ud af ham der Jønke”. Pludselig begynder jeg at nyse lidt.

Et andet eksempel, er den sikkert velmenende lyriske lussing til nutidens politikere i “Bolsjebutik”, hvor teksten aldrig fanger mig og desværre samtidig kommer til at virke lidt for letkøbt, og, for albummet generelt, ukarakteristisk klodset.

De sælger kun skolekridt i den her bolsjebutik
Dengang vi var børn havde verden lidt fornuft
Man fik holdkæft-bolsjer, hvis man lækkede varm luft.

Så hvis tale ikke var andet end varm luft, fik politikerne lukket næbbet? Ah, der er vidst ikke sket en væsentlig udvikling på det punkt, i min optik. Men måske set fra der hvor Andreasen sidder? I så tilfælde ser vi bare ikke det samme, og nummeret bliver et, der ikke siger mig noget.

På den slags numre på Barske Banaliteter, bliver teksterne til lidt stive fortællinger/betragtninger, der ikke river mig med og som jeg har svært ved at relatere til. Det er bestemt fine sange, som “Tonni Siger”, men historien om folk og røvere i byens gangsterunderverden, hvor bossen Tonni lokker sangens hovedperson til et sidste job, bliver aldrig lige så levende for mig som de tidligere nævnte sange. Musikalsk er pladen dog medrivende udført fra ende til anden, også på “Tonni Siger”, der nok er albummets mest trampe-rockende øjeblik, faktisk så meget at den ikke havde været fejlplaceret på Rasmus Madsen’s Motor projekts Da Capo Gorilla plade fra efteråret.

Det er dog ikke alle de mere socialrealistiske fortællinger der er uden virkning for mig, “Jeg var kun et barn da jeg forstod // At det var bedst at nøjes med at råbe inde i mit hoved”, lyder det på “Stæreblind”, om “manden på hjørnet” der står og råber, tilsyneladende umotiveret. Her føler man, at man er på slentretur rundt i byen med Ninna, imens hun kommer med små fine observationer, der er med til at give oplevelsen liv. Musikalsk er det lyden af en regnvejrsdag i grå nuancer, meget afdæmpet og med simple keys i forgrunden. En fin kontrast til billedet af den råbende mand, og samtidig giver det følelsen af, at livet går videre rundt omkring ham, uden at andre end Ninna Andreasen lige er stoppet op og har gjort sig nogle tanker omkring optrinnet.

Mest personligt, formoder jeg, bliver det på “Hvilken Du Fløj”, der på en måde rummer svage ekko’er af nyere Michael Falch, med en længselsfuld sødme svævende rundt i den musikalske melankoli.

For når regnen falder tungt
befris den trælbundne her
Jeg husker dig kun – og kun
i solskin og evigt sommervejr

Barske Banaliteter bliver aldrig så personlig eller selvudleverende, at jeg ikke føler at der er plads til mig og mine tanker som lytter. Ej heller bliver det for generaliserende og overfladisk, eller som Ninna Andreasen selv skriver det i coveret:

“… en ærlig skildring af de ting, jeg har gået og funderet over de senere år. Et inden for rimelighedens grænser ydmygt bud på en dansksproget plade uden alt for meget indadskuende, emotionelt bullshit, men som omvendt ikke putter glasur på kokassen”.

Det er sgu’ meget godt ramt, ligesom pladen helt overordnet set er lidt af en fuldtræffer. Her er musikalsk variation i det små, men noget for enhver smag, ligesom i teksterne. Nogen vil elske de samme sange som mig, andre blev jeg ikke helt opslugt af, men nogle vil med garanti sluge det hele råt. Det har intet at gøre med kvaliteten af de 11 sange, niveauet er imponerende højt, men grunder i personlig smag – derfor også de 5 stjerner, for en gennemført fejende flot debut, lavet på hvad der lyder som helt egne præmisser (og crowd funding fra 90 gavmilde sjæle).

Hvor er det dog befriende med en sangerinde, der i stedet for at jagte den flygtige reality succes, spankulerer direkte fra virkeligheden ind i min stue, og uden at spørge om lov, tænder en smøg og begynder at synge om store og små barske banaliteter med en jordnær naturlighed. Mere, tak!

Skrevet af Kodi

Barske Banaliteter udkommer mandag d. 27/5 på Trechoma Records

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!