På Et Uvurderligt Minut tager Nikolaj Paakjær et afbræk fra hverdagen og livet, sætter sig ned og tænker lidt over tingenes tilstand. Og tilværelsen og det omkringliggende samfunds små og store op- og nedture, samt de uretfærdigheder man møder på sin vej. Giver det nogle uvurderlige musikalske minutter?
Det korte svar er, at uvurderligt nok er et lidt for voldsomt ord, men i hvert fald 32 minutter jeg sætter meget pris på. Og er Nikolaj Paakjær en tænker, eller er han i virkeligheden en, som spekulerer og funderer? Er der nogen forskel?
Jeg har ikke alle svarene, det har Paakjær heller ikke. Det ville nok også være urealistisk at forlange, at den slags kunne koges ned på lidt over en halv time fordelt på 9 korte numre. Lidt hurtig hovedregning, en af mine forcer, giver lidt over 3 minutter i gennemsnit til hver musikalsk tanke. Det betyder ikke, at der ikke er tid til fordybelse, eller relativt store tanker. Blot, at det har en snert af musikalske strøtanker, små indfald og idéer over sig.
Det giver en relativt varieret plade, hvor Paakjær både finder plads til, at kanalisere sin indre singer songwriter, visesanger og huspoet. Og samtidig tillader sig, at stikke af i flere lidt halv-skæve retninger, som nogle udflugter ud i næsten punket energisk lo-fi synthpop. Hvilket blot bidrager til følelsen af, at man sidder og lytter til en sanger og sangskriver, som på effektiv vis får tømt hovedet og luftet ud i øverste etage.
Der nærmest rables løs over samfundets indgroede selvmodsigelser og uretfærdigheder på den herlige titelsang. Et nummer, som jeg inden jeg lyttede til albummet, var blevet bekendt med i en akustisk live-single version. Hvor sangen er radikalt anderledes, nedbarberet og helt tæt på, så man får alle knaster i Paakjærs vokal med. Og får lov til, at smage på ordene sammen med ham.
I albumudgaven forløber og leveres den i et radikalt opskruet tempo og anderledes indpakning. Det er meget mere synth-“bloppet”. Som en delvist debil 80er grand prix basker. Det er ganske uimodståeligt og smittende. Jeg kan lide begge versioner af nummeret, hvilket viser, at Paakjær har fat i et fundamentalt velfungerende og godt nummer. Den febrilske albumversion har noget manisk over sig, som om tankerne bare hober sig op. Den akustisk, er den eftertænksomme “nu trækker vi lige vejret” side af samme sag.
Disse kontraster går egentlig igen pladen igennem, hvor Paakjær på effektiv vis veksler mellem, at læne sig tilbage i stuen og lige lade tankerne bundfælde sig. For så, at lade samme tanker løbe af med ham, og bare sende dem ud i rummet og se hvor de lander. Gerne i samme nummer, så man får en fin lyrisk kontrast og fornemmelsen af, at lytte til et menneske der ikke har alle svarene. Men, ikke er bange for, at stille spørgsmålene og komme til kort. Er det måske noget af fidusen, ikke være bange for, ikke at have svaret på alt, men i det mindste tænke over tingene alligevel?
Jeg hører Kraftwerk gennem landet
seks timer i en bus
Her er ikke plads nok til
at lade tankerne
om alt jeg forlod i København
vokse sig større end de allerede er
Lyder det på åbningsnummeret “Laksko, Solur og Søstjerne”. Det er de tre ord, en fremmed kvinde læner sig frem mellem sæderne i bussen, og hvisker til vores sangskriver. Tre ord hun synes er smukke. Det giver Paakjær en sang, og vi får en sang om, at skrive sangen og lidt til. Et øjeblik af nærhed mellem to mennesker, der tilfældigvis var steget på samme bus.
Paakjær lader til flere steder, at kredse lidt om livets små tilfældigheder. Eller ER de det? (ja, ja de er, red). Det der uvurderlige minut, hvor livet kaster en skruet bold. Noget overraskende, eller uforudset. Det handler, som her, også om Paakjærs forsøg på, at bringe orden tilbage og omsætte det til poesi og musik.
Den her sang
er kun et sørgeligt forsøg på
at få tankerne i gang
Sådan lyder det et sted i “Den Her Sang”. Det er meta. Og handler om, at skrive en sang, blandt andet. Det er set og hørt mange gange før. Er det en fribillet og en “gratis” måde, at få en sang på? At skrive og synge om, at skrive og synge? Ja, måske, men Paakjær, som her igen er ude i semi-discofil synthpop (minder mig om tysk radio fra 80erne, der hvor JEG kommer fra i det sønderjyske), får det alligevel til, at vokse til mere en “bare” en metasang.
Paakjær kan noget med ord og sproget. Det overrasker, sættes sammen på lidt uventede måder. Og så er det, hvis ikke billedskabende, men også underligt levende og boblende. Et af de der uvurderlige øjeblikke, hvor ordene bliver levende og hopper op fra papiret og bliver til noget andet og mere. Noget, som jeg, desværre ikke formår at puste nok liv ind i mit eget sparsomme sprog til, at formulere og beskrive helt præcist.
Spredte sætninger og vendinger, fordelt ud over hele Et Uvurderligt Minut. Sproglige blink, som fanger min opmærksomhed, pirrer min nysgerrighed og stimulerer et eller andet. Øjeblikke, som jeg egentlig helst ikke vil dele med andre, eller fremhæve her. Jeg vil have dem for mig selv. Og jeg ønsker dem ikke “ødelagt”, eller punkteret ved, at skubbe dem ud i spotlyset og blive hånet af andre lyttere og læsere.
Det gør, at Et Uvurderligt Minut også er en meget personlig oplevelse. En personlig oplevelse af en meget personlig plade, hvor en kunstner ikke er bange for, at blotte sig. Lade det meste hænge ud og udstille sine selvopfattede mangler. Det er, at tage tyren ved hornene på en eller anden måde. Muligvis er det også navlepilleri, hvor en del af den finurlige fussel, som graves frem kan virke uvedkommende for andre.
Et Uvurderligt Minut er heller ikke nogen perfekt plade. Det skal den heller ikke være, jeg kan lide den, som den er. Med sine små skønhedsfejl og mindre vellykkede øjeblikke. Et lidt sentimentalt og “ømt” nummer, som “Yil” er ikke lige mig. Men, den er nok heller ikke skrevet til MIG. Albummets produktion og lyd kan i længden også lyde en anelse spæd. Som det hvad det muligvis er, én mands vision og musikalske aftryk. Det LYDER i hvert fald, som om det er Paakjærs fingreaftryk, der kan findes på alt.
Det begrænser, muligvis albummets samlede udtryk en smule. På den anden side, så føles det hele som om det kommer ufiltreret og usminket fra Paakjær selv. Sådan er det, når man afleverer en “stil”, som i “Stoptidens Unge”.
De afleverer en livsstil
og får den retur
med røde streger overalt
Nutidens unge er stoptidens unge? Fed titel.
Nok kunne man sætte et par røde streger hist og her i løbet af Paajkærs Uvurdderlige Minut. De er, i den større sammenhæng lidt ligegyldige. Det er alligevel bare en understregning af nogle arbitrære regler, som nogen har vedtaget for, hvordan man gør ting på den korrekte måde. Paakjær gør det på sin egen, og består med bravour i denne censors ydmyge optik.
Af Ken Damgaard Thomsen
