Niklas Runge imponerer med en fremragende og alsidig vokal på et flot og vellydende sanger og sangskriver popalbum, hvor tekster og indpakningen dog bliver lige lovlig lækker i længden.
Det kan lyde lidt selvmodsigende, kan noget blive FOR lækkert? Ja, for mig kunne det i løbet af de 10 numre og lidt over 40 minutter tager os med ind i et tiltider storladent og dramatisk popunivers. Jeg kan godt lide sovs, men den bliver momentvis lidt for tyk for mig som pladen skrider frem.
Eksempelvis er det tæt på at kamme over i den stort anlagte ballade “Ocean” på pladens anden halvdel. Hvor jeg nærmest kan se for mig, hvordan vores hovedperson sidder med alvorlig, sørgmodig og “vigtig” mine, ensomt ved vinduet og kigger ud på regnen der slår mod ruden i en lidt for colorgraded sort/hvis musikvideo. “Don’t be afraid to let me wallow in my tears // Just let me drown a hollow man has no fear”, lyder det med sørgmodighed i stemmen ud af den grå håbløshed. Det bliver lige i overkanten for undertegnede, men hold da op hvor lyder det flot! Især Runges vokal, der står knivskarpt og uden antydningen af at være for presset hele pladen igennem, imponerer med sin rene klang.
Vokalen er én ting som pladen igennem holder et misundelsesværdigt niveau, han kan simpelthen ramme og holde nogle toner, der ville gøre at min stemme knækkede, hvis jeg bare overvejede at kaste mig ud i dem. Noget andet er selve den musikalske del, der sammen med vokalen skaber et volumiøst lydbillede, som kan minde om en storladen blanding af elementer fra navne som The Verve, Muse, Killers, Keane og andre alt-rock/indie navne i den dur. Bare med de mest rockede dele skrællet af og i stedet poleret og shinet op med højtragende pop, der også inkluderer klaver og sektioner med labre strygerarrangementer.
Det balancer næsten hele tiden på en knivsæg, hvor der ikke er langt over til det melodramatiske, som i den Muse’ske “Divided”, der lyder som den ballade Matt Bellamy ville ønske han kunne slippe afsted med, hvis han havde lidt mere stemmemæssig selvkontrol. Den selvkontrol mister Runge aldrig helt, slet ikke på vokalen, der hvor det kammer over for mig er nok mere et spørgsmål om, at den alligevel lige bliver lidt for tyk for mig, som i ovennævnte, men det er en smagssag – jeg synes ikke det er noget Runge “er skyld i” fordi han forcerer og læsset vælter.
Der er sådan set en god balance i tingene, hvis man kan klare mosten forstås, pladen igennem, hvad opbygning og sammensætningen af numre angår. Der lægges virkelig godt fra land med den første lille håndfuld sange, så kommer vi lidt ned på jorden igen inden der er fuld drama på drengen på albummets anden halvdel, inden vi vugges i mål med den sart lukker “Droplets”. Men især de første tre numre får sat barren for pladen ret høj, den svimlende The Verve’sk åbner “Hello Goodbye” sender os helt op i skyerne fra start, mens Runge viser en god portion ved at levere en regulær ballade allerede som andet nummer. Det er måske at gamble lidt, at tage tempoet så meget ned allerede, men “Above and Beyond” er så godt og overlegent eksekveret et nummer, at man helt glemmer at man var helt oppe i de højere luftlag på åbneren øjeblikket før.
Derefter følger “Crossroads”, der også har været ude som single, det er nok også et af de numre, sammen med den Keane-klingende “Elevate”, som rummer de største single potentiale på pladen. I den forstand, at der er noget mere umiddelbart og iørefaldende over de to numre. Men det er igen, muligvis en smagssag. Men på “Crossroads” rammer Runge en nær perfekt balance mellem noget enkelt og tilgængeligt, samtidig med at han slipper flot fra at smøre flere detaljer og lag på sangen igennem, så den føles i konstant udvikling og “stigning”, uden at det heller skummer over mod slut men derimod foretager lige den kontrollerede landing der var brug for.
I Know I’m Not Magnificient er trods mindre forbehold fra min side en fejdende flot debutplade fra Runge, der ikke er bange for at give den alt hvad den kan trække, når han besynger den besværlige kærlighed og livets genvordigheder. Det hele er meget godt illustreret på coveret, hvor en skikkelse er fanget mellem “a rock and a hard place”, faretruende tæt på at blive mast mellem noget udefrakommende og jorden under “ham”. Men er der håb i solens stråler eller er den ved at gå ned?
Magnificent kan oversættes til “pragtfuld” eller “strålende”, det er Runge i lange stræk på albummet her, der ender på 4 store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
