Den rutinerede sanger og sangskriver Niels Mosumgaard er på banen med et album, der har flere fine øjeblikke, men også er alt for langt til at fastholde interessen gennem samfulde 18 numre.
Ja, der er ikke mindre end 18 numre på Niels Mosumgaards nye, selvbetitlede album, og det er ikke fordi de varer under 2 minutter. Gennemsnitstiden er tættere på de 4 minutter og selv om Mosumgaard er en habil sangskriver og musiker (og bakkes fint op af andre dygtige musikere), så er det for meget.
Den 56-årige sangskriver har været aktiv på den danske musikscene siden 1979, og i følge pressematerialet, så er sangene baseret på Mosumgaards livserfaring og hans refleksioner over tilværelsen.Det kan man heldigvis godt høre i de generelt veldrejede tekster og den tænksomme underlægning.
Det kan i øvrigt anbefales at lytte til albummet med et par gode hørebøffer, da flere af nuancerne først rigtig træder frem her – det kan man forvisse sig om på åbneren ‘Langsom dans’, hvor strygere smagfuldt føjer lag til instrumenteringen og Mosumgaards relativt monotone vokal. Til gengæld er han ofte en ganske ferm lyriker, også på åbningsnummeret, hvor “Du prøver at rime//Sætte alt i system//Til alt hænger sammen//Med superlim//Det vejer ingenting//Det fylder alt”.
De følgende tre numre bevæger sig i nogenlunde sammen stemning og tempo som åbneren, og selv om jeg har svært ved at pege på, hvad der står svagest, så kunne den mere letbenede og lyse ‘Det langsomste tog vestpå’ med fordel være faldet tidligere. Netop åndehullerne mellem de ellers velskrevne og veludførte midttempo-refleksioner bliver dem man i første omgang bider mærke i, ganske enkelt fordi de umiddelbart skiller sig ud fra mængden.
Der er også lidt anderledes stemning på ‘Rosie’, som følger efter, men her er det lidt som om sangen hænger fast i samme rille hele vejen igennem – og på ‘Når sønnerne bliver fædre’ er vi tilbage i det reflekterende midttempo.
Så er det godt at ‘Jesus Loves You’ rykker lidt med sin western-guitar og -stemning og kvindekor, og den langsomt svingende ‘Rejsende’ får sendt en fin solo afsted over en relativt livlig rytmesektion, mens ‘Jenny & Mrs. Hyde’ med tangenterne som kerneelement er blandt albummets mest fængende. Men omvendt er det mere fordi, det er numre der tilføjer variation, end fordi de som sådan er stærke numre i egen ret, at man lægger mærke til dem.
For faktisk er Mosumgaard stærkest i de på overfladen lidt ensformige numre i middeltempo, hvor der er fokus på detaljerne i lyden og lyrikken – albumåbneren som et glimrende eksempel, men der dukker heldigvis flere op undervejs, blandt andet på den stilfærdigt swingende ‘Sådan er det’ og ‘En af dagene’, hvor et orgel får lov at udfolde sig i tæt samspil med guitaren. Også den nedtonede ‘Retten er sat’ og fortællingen om ‘Sally’s søster’ hører til i denne kategori.
Lidt mindre heldigt falder det ud på kærlighedshymnen ‘Vild og smuk (Bli’)’, hvor der er noget bølgende synth i baggrunden, der virker mere forstyrrende end godt er, mens det måske bliver lige adstadigt nok på numre som ‘En skygge af sig selv’, ‘Bare rolig’ og ‘Vi ses igen’.
Al ære og respekt for at udgive et 18 numre langt og gennemarbejdet album, uden der er egentlige vildskud i mellem, men omvendt ville en sortering, så der var skåret ned til 12 eller 10 numre, have fået albummet til at fremstå skarpere, uden der var noget, man decideret ville savne. Men et sympatisk og velspillet udspil er det stadig, og derfor lander vi på 3 pæne stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
