Niels Mosumgaard har udsendt en EP, der føles drevet af nødvendighed – der er noget på hjerte, og det pakkes ind på velfungerende vis, dog uden der ligefrem er tale om musikalske nybrud.
Sidst jeg lyttede til noget af den rutinerede sanger og sangskriver Niels Mosumgaard, var det på et solidt selvbetitlet album fra 2018, hvor jeg druknede lidt i mængden af sange. Man kunne måske også godt høre, at albummet var en meditation over Mosumgaards livserfaringer og refleksioner over tilværelsen. Her er Mosumgaard på banen med en EP, hvor det er som om, Mosumgaard også har et mere presserende budskab, noget, der skal ud.
Det virker i hvert fald friskt og der er et drive på EP’ens fem numre. I følge pressematerialet behandler sangene vennen, forfatter Peter Øvig Knudsen’s indlæggelse på en lukket psykiatrisk afdeling med depression. Mosumgaard var med til at indlægge Øvig Knudsen, og oplevelsen ramte ham hårdt: “Jeg har erfaret at mange har stået i en lignende situation som mig, og at det er noget der virkelig påvirker. Min ven fik elektrochok og blev populært sagt nulstillet, men det gør man ikke som pårørende. Man er ikke nulstillet, man har hele turen med i kroppen, og ud over bearbejdningen er der en ny skygge af bekymring for, hvornår det sker igen”, fortæller Mosumgaard.
Med den baggrund for udgivelsen, er det befriende at høre åbneren ‘Lad regnen falde’, som allerede i åbningslinierne (som også er omkvæd) anslår en optimistisk tone; “Lad regnen falde/Den heler alle”. I versene beskrives så depressionen og Øvig Knudsen’s forløb, “Torden, lyn og elektrochok/Tænder regnen efter tørke nok/Du var det natdyr på en motorvej/Der faktisk kom hjem”.
Musikalsk snerper det lidt henad en dansk 80’er pop/rock lyd (tag bare den indledende guitarfigur) uden det føles alt for anakronistisk, men det er følelsen af nødvendighed, der for alvor driver nummeret frem – Mosumgaard har noget på hjerte, mærker man.
Det samme er tilfældet på den stærke single-forløber ‘Man er kun et menneske’, hvor både blæsere og orgel også gør sit indtog – og den stødvise levering på andet led i “omkvædet”, (efter linien “Man er kun et menneske”) “Si’r du – og – ryst-er – på ho’det” har en tendens til at sætte sig fast på hjernen. Også ‘Med en ven’ gør en god figur med sin mere snurrige melodi, der også smager lidt af dansk 80’er pop. “De der ting vi sagde/De der ting vi gjorde/De forsvandt en dag/Uden spor”, konstaterer Mosumgaard, og man fornemmer hele vejen igennem en sensitivitet i forhold til livets skrøbelighed.
Således også på den afdæmpede ‘Ser du stjernerne’, hvor akustisk guitar (og en bas?) er eneste akkompagnement til Mosumgaard’s vokal, der måske ikke gør det helt store væsen af sig, men fint formidler de tænksomme tekster. Også på ‘Vi når hele tiden frem’, der runder EP’en af. Den er også i den mere stille afdeling, og virker som en sang om, at være kommet om på den anden side – antageligvis af depressionsforløbet. Således kommer vi fra den elektrochok, torden og den forløsende regn, og frem til EP’ens afrunding i en mere afdæmpet og afklaret tone.
Man er kun et menneske er solidt sangskriverarbejde og fint udfoldet, men det er fornemmelsen af nødvendighed i Mosumgaard’s udtryk og tekster, der for alvor driver værket for mig her. Der er gode melodier flere steder, men der bliver måske også skævet vel meget til en noget gennemprøvet pop/rock-lyd, med tråde til store danske 80’er navne. Det gør dog ikke relevansen mindre, og EP’en kan anbefales både til folk, der gerne vil høre den lyd opdateret til et mere nutidigt udtryk, men også som en forbilledlig måde at behandle et svært emne som depression musikalsk. Vi lander på 4 pæne stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
