Kan du lide den garage-punk-rockede del af grungen, så kunne Nicotine Nerves’ debutalbum 1995 godt være noget for dig, med dens pågående, skramlet-støjende og stadig melodiske stil.
De aarhusianske garage/punk-rockere i Nicotine Nerves er klar med debutalbummet 1995, betitlet efter forsanger Rasmus Rankenberg Madsen’s fødeår, hvor grunge og punk blev mainstream. Netop grunge/punk fra slut 80’erne og start/midt 90’erne er hovedinspirationskilden for Nicotine Nerves, der i hvert fald kan strikke medrivende støjende rocksange sammen.
Det starter ret lo-fi og garage-agtigt på ‘Headache’, der indledningsvis lyder som om den er indspillet i en garage, men hurtigt bliver der skruet op for produktionen, og så står den faktisk nogenlunde lige så skramlet-skarpt som Nicotine Nerves’ effektive punk/grunge-sange, der sjældent kommer meget over 3 minutter på første halvdel af albummet. Til gengæld kan de noget af det, et band som Nirvana lykkedes fortrinligt med i de tidlige 90’ere – at være skramlede, kantede, kontrære og melodiske på én gang.
Der er dog ikke nogen ‘Smells Like Teen Spirit’ in spe på 1995, men det er vist heller ikke et rimeligt kritikpunkt. Til gengæld er der godt med hooks rundt omkring, om det så drejer sig om et tungt og kradsbørstigt guitarriff, som på ‘Ocean’, eller det nærmest stoner-rockende groove på ‘Alive’, eller den lidt Nirvana-lydende rytme på ‘Absurd’.
‘Is That So Bad’ smager en smule af Jay Reatard inden den går i grunge-modus, mens ‘Smile’ indleder relativt fredsommeligt, inden et smadret riff og trommerne losser til sagerne. Relativt simple virkemidler, men Nicotine Nerves bruger dem altså godt.
På anden halvdel af sangene, fra ‘Ocean’ og frem, skrues der op for længden, men ikke ned for intensiteten og ideerne, omend de ind i mellem bliver presset en smule. ‘Solitude’ svajer tungt i quiet/loud-dynamik, uden det bliver helt stille, men det ender dog også som et af de mindre spændende numre på albummet i længden.
Til gengæld byder ‘Never Stop’ på en effektiv popsang (endda en kærlighedssang – “I will never stop/Until I get your heart”) pakket ind i huggende guitarer og trommer, der får tæv, hvor Nicotine Nerves igen går blandt andre Nirvana i bedene – og igen fungerer det rigtig godt. Her sniger der sig også tangenter ind mellem guitar og trommer.
Den mere kantede og distortede (og lange, måske også for lange) ‘Weariness’ og ‘Los Angeles’ afslutter albummet, og med sidstnævntes kompromisløse men samtidig melodiøse frontalangreb er Nicotine Nerves næsten tilbage ved udgangspunktet – selv om vi får en lille, relativt afdæmpet outtro som krølle på halen. Og det er jo sådan set meget godt, udgangspunktet, når det nu fungerer upåklageligt for Nicotine Nerves at være støjende og melodiske i grunge-ånden og med garage rockens æstetik.
Der er en grundlæggende fed energi og umiddelbarhed over især de kortere numre, som desværre ikke helt holder kadencen på et par af de længere. Men hey, det er sgu stadig en ret fin samlet pakke Nicotine Nerves har pakket ind, og sådan én, der nok godt kunne eksplodere live. På plade giver det 4 stjerner.
Du kan finde Nicotine Nerves på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
