Mine forventninger til denne koncert lå på et meget lille sted. Jeg har aldrig været den store fan af mørkemanden og hans kumpaner fra Australien, og de gange jeg har hørt dem, har de ikke ligefrem imponeret mig voldsomt, så det var noget overraskende at stå to en halv time senere med årets live oplevelse i rygsækken.
Imponeret blev jeg så sandelig denne regnfulde og kolde aften i Danmarks nye musik arena. Ikke bare musikken var i en klasse for sig. Royal Arena gør sig umådeligt godt som spillested, alt fungerede, de lange køer blev hurtigt omsat, lige fra entre til bar, og lyden var lige i skabet, på trods af en placering øverst under taget til venstre for scenen.
Nick og Co indtog scenen lidt over 20, og startede stille og roligt op med “Anthrocene”, som blev leveret siddende på en barstol. Der har været meget snak om respekt blandt publikum i forhold til snak under koncerter, og jeg skal love for at der var respekt for folkene på scenen. Der var ikke en lyd at høre fra publikum under de stille sange, og man ville nok kunne have hørt en kapsel ramme gulvet – intet mindre end imponerende. Det hjalp selvfølgelig også at det der blev leveret fra scenen var af uhyre høj kvalitet.
Warren Ellis styrede så vel violin, Korg orgel og hvad han ellers kaster sig over med hård hånd, og resten af det 5 mand store The Bad Seeds leverede ligeledes på et meget højt niveau koncerten igennem, hvor intensitet og energi var i højsædet. Nick Cave supplerede med en tilsvarende vokalpræstation, og sammenholdt med hans enorme nærvær og energiske optræden, gik alle elementer op i en højere enhed.
Efter den stille åbner, gik det udelukkende i en opadgående kurve, der blev lagt lag og bygget på, på fornemste vis, intensiteten steg, og “Jesus Alone”, “Magneto” “Higgs Bloson Blues”, hvor bord og stol fik et spark og en flyvetur og “From Here To Eternity” satte gang i koncerten. Publikumskontakten fra Nick Caves side var under hele koncerten overskudsagtig, og en del tid under sangene, blev brugt på at røre og række ud efter publikum fra scenekanten, hvilket, ikke overraskende, affødte en række-ud-efter-Nick reaktion fra publikum i det område han stod, der alle ville frem til deres helt eller ligefrem Gud. Det så sådan lidt zombieagtigt ud, med arme der rakte ud mod manden, i en pøbel godt 3 meter bred og 6 meter lang, der bevægede sig lidt fremad. Måske ikke en ny ting fra Nick Cave, med alt det kontakt, men det var underholdende at se på.
Tilbage til musikken. Der blev spillet ikke mindre end syv sange fra seneste album, Skeleton Tree, der blev skrevet inden, men indspillet efter Nick Cave søns tragiske død, og derfor har noget ekstra tungt hængende over sig. Dette var også tilfældet i aften, hvor danske Else Torp gæstede scenen under “Distant Sky”, som hun også gør på albummet, og endte med at levere aftenens mest rørende indslag.
Ellers stod de gode sange i kø, “Jubilee Street”, “The Ship Song”, “Into My Arms”, “Red Right Hand”. På første ekstra nummer, “The Weeping Song”, gik Nick Cave ned blandt publikum, og ud til et mindre podie til venstre for scenen hvor han, til stor begejstring for publikum, lod sig tilbede som den rockgud han gerne vil være, og var denne aften. På efterfølgende fremragende “Stagger Lee”, som varede tæt på et kvarter, blev publikum inviteret på scenen, og der blev de indtil de sidste strofer at “Push The Sky Away” havde forladt Royal Arena, og Nick og band havde forladt scenen.
Denne koncert var intet mindre end underholdning i verdensklasse. Det var musikalsk formidling i en klasse for sig, og det slog mig, at efter de første 5 sange, som blev slugt råt, at jeg ikke rigtig kendte et af dem på forhånd. 45 minutter hvor man som publikum er mere end opslugt af noget man i forvejen ikke er bekendt med er sgu da en imponerende bedrift fra en hvilken som helst artist. Sådan var det i de 2 timer og 25 minutters koncerten varede, hvor niveauet bare steg, og hvor én mand og et band tryllebandt 16.000 mennesker, og havde dem i deres hule hånd. Det sker ikke tit og det er nok de færreste artister der kan gøre det som Nick Cave & The Bad Seeds gjorde fredag aften på Amager. Så kan det godt ske at det virkede lidt noller at fylde scenen med folk i de sidste par sange, de havde absolut ingen funktion. Men omvendt passede det godt til koncertens udvikling, og det var som om at Nick Cave havde brug for, og levede af, denne enorme publikumskontakt og den energi det affødte.
Fem store stjerner for en musikalsk oplevelse, der kommer til at hænge ved i meget lang tid. Det har var årets live oplevelse.
Sætliste:
1. Anthrocene
2. Jesus Alone
3. Magneto
4. Higgs Boson Blues
5. From Her to Eternity
6. Tupelo
7. Jubilee Street
8. The Ship Song
9. Into My Arms
10. Girl in Amber
11. I Need You
12. Red Right Hand
13. The Mercy Seat
14. Distant Sky
15. Skeleton Tree
Ekstra:
16. The Weeping Song
17. Stagger Lee
18. Push the Sky Away
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFR
