Veteranerne i kultorkesteret Neurosis er tilbage med syv dystre numre, der er klar til at hjemsøge dig vinteren over.
Neurosis er dannet i det solbeskinnede Californien helt tilbage i 1985, med rødder i hardcore/punk. Men hverken alderen eller udgangspunktet kan man dog høre på bandets tiende studiealbum Honor Found In Decay. Bandet har udviklet deres lyd en del som årene er gået, med både elementer fra doom metal, dark ambient, industrial, stoner og folk. Neurosis har aldrig selv nydt bred popularitet, men til gengæld inspireret bands som Tool. Skulle man sammenligne med noget nutidigt, så aner man et slægtskab med et band som High On Fire, der selv udgav et fantastisk album tidligere i år.
Selve musikken er lidt vanskelig at gå i detaljer med nummer for nummer, da de fleste sange bevæger sig olmt fremad i samme nedsatte og slæbende tempo. Faktisk lyder Honor Found In Decay på mange måder som ét langt ondsindet, tungt og krybende nummer, delt op i syv dele – og lad det være sagt med det samme, det er fremragende. Men forvent ikke lige hitsingler og numre skåret til airplay, sangene varer fra 5.57 til 11.40, med i alt tre sange over 10 minutter.
Så det er selvsagt ikke for folk, der trænger til et hurtigt lytte-fix, men musik der kræver at man tålmodigt lytter hele møget igennem. Gør man det, åbner der sig også relativt hurtigt en foruroligende verden, med en faretruende og dyster atmosfære, som suger én ind og sjældent slipper sit kolde greb. Samtidig er det en plade, der giver en lyst til at dykke ned i teksterne, da musikken i perioder lyder som et skummelt soundtrack til ordene.
The sky it holds my father,
The sun recalls my soul.
The reason forgotten,
Of the lessons burned in oak
Sådan lyder det fra frontmand Scott Kelly på åbningsnummeret “We All Rage In Gold”, og allerede er undergangsstemningen slået an og den musikalsk luft fortættet med stanken af død og forrådnelse. Lækkert. Det egner sig perfekt til natlig tur i fuldmånens skær, imens man ubemærket sniger sig rundt i byens skygger – ikke at jeg gør den slags! Lyrikken i nummeret spyttes ud i et jævnt tempo, imens musikken kværner fremad med monoton og tonstung godstogsfart. Og så er det ikke engang det stærkeste nummer på pladen, vi er kun lige trådt ud i natten.
We gnaw and pull at the root;
A starved beast with the mind of a fool.
Skin stretched over bone cannot hide,
The way we are bleeding inside
På den over 10 minutter lange “At The Well” ryger vi HELT ned i tempo, Kelly brøler med dunkel og smertefyldt patos, som en forpint sjæl der vandrer hvileløst omkring i en mørk skov. Alene i mørket, et mørke der også på glimrende vis illustreres af den knusende musik. Der bliver også plads til lidt folk-instrumentering, der giver det hele en hjemsøgende keltisk klang. Det er uhyggelige sager, det her, men aldrig på en måde hvor det virker komisk eller påtaget – bare ondt.
Turen ud i den sorte skov følges op af Honor Found In Decay’s længste nummer, den næsten tolv minutter lange “My Heart For Deliverance”, der indledningsvis domineres af en trykkende stemning. En simpel guitar-figur, der svæver et sted i baggrunden, imens truende bulder og andre udefinerbare klange cirkler rundt i lydbilledet. Det afbrydes af Kelly’s hæse “Bleeding light in a life spent in broken arms, can’t return my soul to the mountain”. Der er sandt for dyden ikke meget mere lyst på bjerget, end inde i skoven. Halvvejs inde i sangen, og oppe af bjerget formoder jeg, lettes den dundrende og trykkende stemning dog lidt, og man kan få sig lidt frisk luft. Det er dog ikke lang tid man kan slappe af, inden musikken endnu engang rammer én lige i mellemgulvet, med en velplaceret knytnæve med masser af vægt bag. Det er simpelthen fabelagtigt, det her.
“Bleed the pig of its lies”, synger Kelly på “Bleeding The Pig”, hvor syndsforladelse og renselse åbenbart sker ved, at stikke og skære lidt i egen krop, så “den sorte tjære” kan løbe ud. Det lyder naturligvis ikke som fuglesang på en sommerdag, når Neurosis får det pakket ind i deres stoner metal. Så skulle det da lige være lyden af en mejetærsker, som jorder ind i en flok højlydte krager. Neurosis lyder ikke ligefrem som de lykkeligste mennesker her på jorden, men det kammer aldrig over i belastende eller påtrængende selvmedlidenhed, men føles nærmere som et fascinerende blik ind i en skyggeverden. En verden der kun får lidt lys ind ved, at åbne nogle sprækker når trykket skal lettes en smule, som det sker cirka fem minutter inde i “Bleeding The Pig”.
The sun is rising in the valley
And the sorrow breaks the dawn
Der er solopgang at spore på “Casting Of The Ages”, den sidste ti minutter + sang på albummet. Farvestrålende og oplyst bliver deres verden selvfølgelig ikke, men frem for regulær sortsynet, så er klangen indledningsvis mere i det sørgmodige hjørne her. Det klæder Neurosis at variere udtrykket en smule – ikke at jeg var træt af det andet – men afvekslingen giver en vellykket kontrast. Især når vi tre minutter inde i nummeret, igen skal køres over af Neurosis’s slow moving steamroller, der ikke lader sig bremse inden nummeret rinder ud.
“All Is Found… In Time” blæser pludseligt op til storm, efterhånden som vi har sneget os frem mod slutningen af Honor Found In Decay. Lydbilledet bliver mere turbulent og om muligt endnu mere kraftfuldt. Imponerende nok, at de aldrende herrer kan holde dampen oppe, og endda skrue lidt op for blusset. Og selv om man har stået i dem metalliske modvind igennem seks lange numre, så tager man gerne imod lidt mere.
Men så kan man næsten heller ikke modstå mere, “I can’t walk anymore”, som Kelly synger på den afsluttende “Raise The Dawn”. Vi er kommet nogenlunde helskindet igennem Neurosis-natten, der afrundes med pladens korteste nummer. Efter en afdæmpet begyndelse, tromler Neurosis dog Honor Found In Decay i mål med endnu en altudslettende sonisk trykbølge. Du kan lige så godt overgive dig, de stopper ikke før sidste mand er blevet mast godt ned i den sorte muld.
Jeg har aldrig været den store dyrker af Neurosis, de er på en måde røget under min radar. Mit største kendskab til dem, inden denne plade, stammer fra en søndagskoncert i Arena teltet på Roskilde Festival et par år tilbage. Det vil sige “udenfor” og ikke “i” teltet, da jeg ikke magtede meget andet end at sidde på nogenlunde sikker afstand og selvmedlidende sutte i et krus rød saftevand. Men nu er min nysgerrighed og begejstring vakt omkring disse mægtige mørkemænd. Honor Found In Decay er et fuldstændig overbevisende og storslået stoner-manifest. Har du blot lidt hang til langsom headbanging, så er der rig mulighed for at blive stiv i nakken her. Med eller uden rød saft, tendenser til dysterhed og ondskab eller trang til at dyrke livets skyggesider – der er masser at blive draget af på denne plade. Et album du ikke slipper foreløbig, og som rummer masser af lag at fordybe sig i.
Jeg gav tidligere i år High On Fire 6 stjerner for De Vermis Mysteriis, det fortjener Neurosis uden tvivl også for Honor Found In Decay.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
