Dansabel pige-punk og rockabilly vil nogen måske kalde en gennemtæsket genre. Til trods for at der intet nyt er under solen hos Nervous Twitch, har Troels-Henrik alligevel ladet sig lokke på dansegulvet…
Én-to-tre-fir’ og så kører det ellers derudaf for Nervous Twitch på Get Back In Line. Vi er ude i dansabel pige-punk og rock’n’roll og til trods for at man skal kigge længe efter dybden, så fungerer det ganske fremragende for bandet fra Leeds.
Vokalerne fremføres med den for genren klassiske intensitet men alligevel half-arsed tilgang, som om man ikke rigtigt gider prøve. Resultatet er også ganske fint, og varieres da også med lidt pigeskrig i for eksempel åbningsnummeret ‘In The Street’… Kor er der ikke så meget af, men dog unison sang (muligvis to takes oven i hinanden?) og deraf følgende ikke helt stemmende vokal. All in a genre…
Når jeg skriver punk som reference, så er det mere en hentydning til attituden end til den hang, mange engelske punkbands har haft til at være utrolig sloppy og i virkeligheden forholdsvis talentløse. Nervous Twitch er det modsatte; det er skarpt og de forskellige idéer står helt, helt tydeligt frem – alle for øvrigt refererende til en tid, hvor det hele var lidt mere ukompliceret.
Og idéerne når også lige at få liv, før vi skal videre til det næste nummer: 11 numre er der på pladen, men ikke ét er så meget som tre minutter. Det er bare derudaf! Soloer findes stort set kun i det omfang, at versenes akkorder høvles løs et vers uden sang – eventuelt med et flabet na-na-nah-kor over.
Tekstuniverset kredser om klassisk rock’n’roll, hvor vi fx får en sang om ‘Jonny’s Got A Gun’ (der synges nærmest ikke andet, så det er åbenbart vigtigt at vi får dén besked) – eller ‘Somebody Else’, som omhandler hvordan man som stakkels ungmø kan komme ud for, at ’kranføreren’ har fundet en anden. Dybt? Nej. Men in-your-face-attitude? Ja, tak!
Sidst på første side af LP’en får vi så homage til Tarantino – ‘Tarrantino Hangover’. Vi er ude i klassisk surf-rock’n’roll som kan minde lidt om Wipe Out. Det kan de altså også – og det er ganske festligt.
Det samme kan siges om de numre, der har en vis ska-feeling over sig og med sine præcise off-beats forstærker indtrykket af en plade, man kunne have en veritabel fest til. Det er ikke ulig The Courettes – og dermed også være sagt, at det er meget godt, at denne genre ikke har et større antal bands, trods alt. For hvor meget kan man i virkeligheden variere klassisk rock’n’roll og punk?
Det er umiskendeligt retrospektivt og stilrent og prisen for dette er også, at der vitterligt ikke er nogen nytænkning her. Men det må anerkendes at pladen fungerer og man bliver i vældig festligt humør af numrene, der med deres intense energi rammer både dansemuskler – men samtidig rummer uanede mængder cool distance. Ja, det er et party trick, men de tager stikkene hjem med evner, stramhed og attitude.
Det er måske ikke en plade, der decideret råber på at blive startet forfra, når den med ‘All Those Cazes and Fads have Taken Their Toll On You’ klinger ud.
Men man skal nok være en lille smule død indvendigt for ikke at foden som minimum vipper med. Og hvor ofte kan man sige, at man møder en plade, der – overfladiske tekster til trods – er en total energiudladning.
Og en karakter over middel er derfor fuldt fortjent!
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
