Bevæbnet med bas, trommer og vokal brager Nelson Can tilbage på musikscenen herhjemme og i udlandet efter en længere pause. Den har de blandt andet brugt på at få 6 alsidige numre ned på EP3. Den helt store sammenhæng mangler måske, til gengæld er enkeltstående numre helt forrygende.
Og dermed mener jeg, at det muligvis er lidt svært at anskue EP3 som et sammenhængende værk, men at der mere er tale om 6 nedslag i hvad Nelson Can anno 2017 kan og er. De tre kvinder der udgør bandet beskriver også selv EP’en, som et billede på den proces de har været igennem. Både musikalsk, men især også som venner og deres indbyrdes forhold.
Så er spørgsmålet, om man er typen der synes det skal trække ned, at det som samlet udgivelse måske virker lidt søgende i sit udtryk, eller blot forskelligartet. Som karakteren øverst afslører, så har jeg valgt at sige, at det ikke skal trække ned her, dertil er de 6 numre simpelthen for stærke sange hver især – så kan den større sammenhæng komme på næste album. Det her virker både som en opsummering af deres fortid i det mere punkede og rå, som en afsøgning af et mere atmosfærisk og fortættet udtryk og et bevis på, at den her trio kan frembringe nogle forbandet fængende melodier, når det lige kommer over dem.
Næstsidste nummer på EP3, “Move Forward”, er en kort, kontrafæisk sag der på under 3 minutter går fra det ulmende og opbyggende til noget mere råt og udfarende. Den har allerede gjort en god figur i det engelske kan jeg forstå på det hele, og den rummer da også noget krudt og kraft, især de bankende trommer, der gør at den får markeret sig. Den følges på af “Stonewall Frank”, hvor vi skal ud og køre og musikalsk pløje nogle fodgængere ned. En mørkt brummende garagerocker, med mere hysterisk og utøjlet vokal end det man ellers oplever på EP’en. Det er nok her de lyder mest som et ekko af noget ældre Nelson Can, med den garagepunkede vibe, og også det nummer jeg synes er mindst interessant på udgivelsen.
Spoler vi lidt tilbage, til sang nummer to og tre, der virker som to numre der stemningmæssig og stilistisk hører sammen, så er det et anderledes afdæmpet, men ikke mindre kraftfuldt, Nelson Can man oplever her. På “Downtown” får forsanger Selina Gin vist, at hun kan komme ret langt ned i kælderen og hente nogle dybe toner op, mens Maria Juntunen på trommer demonstrer mådehold og at hun kan andet end baske igennem. Det der driver det stemningsfulde og dunkle nummer fremad, er en lusker basgang fra Signe Signe Signe, der gør at nummeret føles som om det både kredser om, og jager en, en smule. Mod slut går der sådan lidt fængende og trancefremkaldende “indianerrock” i den, så man må op og danse lidt rundt på stuegulvet.
Der følges op med “You Are Digging Your Grave”, der med en spilletid på kun lidt over 1 ½ minut minder måske mere om en art mellemspil midt på EP’en, men den er et godt bevis på, at Nelson Can har fået et godt greb om noget mere atmosfærisk og her er der også en vis uhygge. Den virker som en appetitvækker på noget mere grumt og dystert, der som det kvinde/sirenekor man hører i baggrunden lokker og drager.
Hvad mangler vi så? Ah ja, bare to af de bedste og mest effektive singler jeg har hørt i år, nemlig åbneren “Break Down Your Walls” og “Miracle”, EP’ens fjerde nummer. Der er intet at sige til, at alt fra BBC til hjemlig P det ene og det andet har haft de to numre i rotation, de er lige nøjagtig som jeg synes singler skal være. Skarpt skåret, catchy som bare pokker, med rytmer og melodier der straks hænger fast, ikke FOR overfladiske, så man faktisk har lyst til at høre dem igen når de 3 minutter er gået.
“Miracle” er måske et nummer der umiddelbart kan fremstå simpelt, og også lidt påtrængende med sin pumpende, dunkel-disco rytme. Men det er netop den dunkende puls fra bas og trommer og så Selina Gins disco-diva vokal der straks gjorde mig hooked. Det er, muligvis, et nummer man i det lange, seje træk kan blive en smule træt af, men som en radiobasker på 3 minutter hist og her, da fås det i mine ører ikke meget bedre – det er jo ren danserock der går lige i fodtøjet… og muligvis Elvis anno 1975 hofterne.
“Break Down Your Walls” er nok den mest slidstærke af de to, her er vi ovre i noget meget mere storladent, som man ellers ville forbinde med et navn som Florence + Machine, mens vokalen rummer ekkoer af Grace Slick fra Jefferson Airplane. Det er kort og godt et fremragende nummer. Jeg kan lide alt her, fra bandets klang, den bass drevne melodi, opbygningen, det helt rigtige tidspunkt trommerne sætter i på, et hyl der lyder som om det kunne stamme fra Bruce Springsteen’s Nebraska album (“State Trooper”) og ikke mindst vokalen. Lige i skabet, hele lortet.
Hvis Nelson Can har flere hits af samme kaliber i ærmet, som de to sidstnævnte, så er det klart her de bare skal gå all in i min optik. Ja, det er bestemt mere poppet end de øvrige numre, men ikke på en fordummende eller triviel måde, overhovedet.
Indtil da kan man smage på lidt af hvert fra trioen på denne EP, der peger i lidt forskellige retninger, men kan man leve med det så er det en lille, 5-stjernet oplevelse, trukket op af nogle fantastiske singler.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Nelson Can på Facebook
