Nelson Can vendte hjem til Aarhus i triumf med udsolgt på Atlas til aftenens koncert og et lille gennembrud i bagagen. Der var dog mere arbejdssejr end æresrunde over aftenens koncert, selv om de forreste rækker var indstillet på hyldest.
Trioen Nelson Can fik sidste år hul igennem til radiospilletid for alvor med numrene fra deres EP3, som Ken anmeldte i begejstrede vendinger i efteråret og inkluderede på sin årsliste over bedste EP’er.
Et udsolgt Atlas tog imod i Aarhus, hvor Rainbrother stod for opvarmningen. Kvintettens lyd sad ikke helt i skabet fra start – Atlas-lyden var i det lidt rungende hjørne, men efterhånden var det som om band og lydmænd ramte balancen bedre. Bandet var lidt skævt samlet i den ene side af scenen, da Nelson Cans trommesæt lagde beslag på en del af den forreste sceneplads, så der var 4 mand på stribe foran trommerne.
Den melodiske folkede rock fik et skud rocksolo i andet nummer, mens det på tredje nummer gik i en mere meditativ retning.
Fjerde nummer, en fængende sag med “Do you really want me now?” som refræn, var det mest vellykkede hidtil i sættet, men stadig ikke noget, der for alvor virkede til at sætte folks pis i kog. Snarere snakketøjet.
Rainbrother blev i det fængende hjørne med ‘Warriors’, der også fik overdøvet snakken, og fornuftigt nok fortsatte bandet i det mere upbeat spor på de to sidste numre, og så fik Rainbrother alligevel hevet et par stik hjem.
Nelson Can
Det er ikke længere siden end oktober sidste år, at Nelson Can spillede på samme spillested. Siden er det fortsat gået fremad for den energiske trio, og der kunne da også sættes et udsolgt skilt på døren til Atlas.
Kort før kl 22 blev der skruet op for Billy Idol og ‘White Wedding’ i højtalerne som optakt til Nelson Can gik på scenen. De lagde direkte ud uden indledende snak, alle tre iført hvidt tøj, Selena Gin i en Impalers t-shirt, de to andre i poloer, og med Gin som energisk frontkvinde, drevet frem musikalsk af ikke mindre energiske Maria Juntunen bag trommerne og Signe SigneSigne på bas. ‘Downtown’ som andet nummer sørgede for en relativt blød åbning, hvor der stadig blev snakket lidt i hjørnerne, i hvert fald indtil intensiteten blev skruet op til sidst og trommeslagene begyndte at falde tungere.
Selina Gin takkede det talrige publikum, mens rytmen til næste nummer blev slået an. En svaghed ved materialet åbenbarede sig live, selv om det generelt gik ret godt med fremførelsen og det afsluttende a cappella vokalstykke sad i skabet. Mange af numrene kom i hvert fald til at cirkulere lidt uforløste, trods deres energiniveau. En lille snakkeklubfilial åbnede også tæt ved merchboden, men heldigvis skruede bandet igen op for intensiteten på den knugende ‘Troublemaker’.
Det blev ind i mellem lidt vel familiært og lukket fest-agtigt mellem bandet og vennerne foran scenen, men ‘Are You High?’ i ny indpakning fungerede nu alligevel godt, selv om den minimalistiske og halvdogmatiske instrumentering satte nogle naturlige begrænsninger, som bandet dog fint omgik, blandt andet fordi Gin har en stærk og alsidig vokal og de to øvrige begge leverede tæt på to instrumenter i fylde og variation hver.
Bandet var tydeligvis glade for at være på scenen, hvilket de gav udtryk for flere gange, og med ‘Glorious’ ramte de også en god, rocket fremdrift. Mere kraftfuld energi var der på ‘Go Low’ hvor Gin også hoppede ned fra scenen til sidst, inden ‘You Are Digging Your Grave’ fra EP3 fint understregede den musikalske udvikling bandet har været igennem. Fængende og hele tiden med fornemmelsen af at en eksplosion var lige om hjørnet. Samtidig fungerede det godt med vekslen mellem Signes lysere og Gins mørkere vokal.
Så spillede Nelson Can en trumf i form af smittende ‘Miracle’, som fik sat fut i festen foran scenen, mens responsen også var begejstret men noget mere afmålt længere tilbage i salen.
‘Call Me When You Wanna Get Laid’, en efterhånden gammel traver efter Nelson Can standarder, leveredes i stramt piskende version med flere temposkift end jeg husker fra sidst jeg hørte den live for et par år siden, og et fløjtestykke.
Herefter annoncerede Gin sidste nummer, og så fik vi ‘Move Forward’ som afsluttende energipille. Publikum ville dog gerne have lidt mere, så Nelson Can vendte hurtigt tilbage og spillede den næsten luftigt poppede (så meget det lader sig gøre med bas og trommer som kernen) ‘Break Down Your Walls’, hvor stortrommebeatet fik flere til at trampe med. ‘Talk About It’ fulgte efter, mens der efterhånden blev lidt mere luft mellem folk midt i salen. Energien var dog fortsat upåklagelig på scenen, og på den front fornemmede man at bandet godt kunne have fortsat ud over den times koncert det endte med.
Festen var uden tvivl størst på de forreste rækker, men Nelson Can formåede nu også at komme helt ned til endevæggen (og der er langt på Atlas), uden taget dog blev blæst helt af. Mere materiale på niveau med numrene fra EP3 vil kunne rykke bandet endnu længere frem i rækkerne, så måske det er Voxhall der skal stå for skud næste gang, hvis udviklingen fortsætter. Vi kalder det en solid arbejdssejr på hjemmebanen og kvitterer med 4 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall
