Navneløs imponerede med debuten Værk, som udkom for to år siden. Nu er de så klar med opfølgeren Lava, som desværre ikke helt lever op til forgængeren, trods mange gode elementer.
Ligesom Værk er Lava en ambitiøs størrelse. Der er ingen tvivl om, at Navneløs gerne vil gå andre veje end de fleste andre bands, og alene det gør også at man spidser lidt ekstra ører. Men desværre bliver man kun sporadisk belønnet på Lava, hvis grundlæggende problem er at den bliver for dvælende, og, i mine ører, ind i mellem en lille smule kedelig. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at komme efter på Lava, for hvis man giver sig tid til at dykke ned i albummet, så åbner der sig nogle temmelig vellykkede passager.
Navneløs er ikke pop i gængs forstand, men ind i mellem aspirerer de til at være en slags drømmepop. Men de tager sig væsentlig mere tid til at bygge op, og svæve og dvæle rundt, mens Lin Rosenbecks vokal ligeledes svæver på sin egen nærmest sky måde, mellem melodiske guitarlinier, nysgerrige basgange, sfæriske keyboardflader og det overvejende diskrete trommespil.
Det er svært at fremhæve enkelte numre, for meget af den samme stemning og karakter gennemsyrer de fleste af sangene på albummet – dermed også sagt at flere af numrene, især på albummets første halvdel, flyder sammen for mig, også efter en del lyt. Det er der både positive og mindre positive aspekter ved. Det giver en fornemmelse af helhed og homogenitet, men det gør også at højdepunkterne bliver svære at identificere.
På første halvdel er den pulserende bas og den glasklare guitar på ‘Forhindre tanke’ blandt de øjeblikke jeg husker, mens ‘Nedsmeltning’ både irriterer mig en smule, men alligevel også fænger. Jeg bliver en smule irritabel af ‘Kalypso’, mens ‘Kig på mig’ igen er dragende med sin ekshibitionistiske tvetydighed. Her virker Rosenbecks vokal ungpigeagtigt ligeglad-forførende.
På albummets anden halvdel er der flere passager jeg bider mærke i. ‘Beth’ åbner for eksempel med levende basspil, mens ånden halvdel også rummer singlen ‘Bukseløs’, der metaforisk udforsker en tur ud i byen uden bukser. Såmænd. Også ‘Lunt i svinget’ har gode melodiske kvaliteter, mens albummet afsluttes af først ‘Kujon’ og siden den langstrakte ‘Elektrisk hånd’, der lader sine lydlandskaber sno sig adstadigt afsted. Og når den så løber ud, sidder jeg igen og prøver at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om Lava.
På den ene side er den egensindige insisteren på en egen lyd og et eget tempo absolut et plus, som viser at Navneløs er en nysgerrig størrelse, som giver sig tid til at udforske sit materiale og afsøge et udtryk grundigt. Omvendt er det også en del af kilden til, at jeg ind i mellem tuner noget ud og har svært ved helt at få greb om, hvad det er bandet vil mig med deres musik. Samtidig er jeg heller ikke helt overbevist af de minimalistisk-metaforiske tekster, selv om Rosenbecks vokal og lyrik bestemt har et dragende potentiale.
Måske føler jeg også (igen) jeg er lidt hård ved gruppen karaktermæssigt, når den lander på 3 store stjerner – jeg er også fuldstændig sikker på at andre vil kunne lade sig opsluge af gruppens univers. Andre igen vil ikke nå mange minutter ind, før de er på vej til noget andet. Jeg lander et sted midt i mellem, og det afspejler måske mest at jeg synes Navneløs besidder et stort potentiale til at lave anderledes dansksproget pop/rock, men kun indfrier det momentvis for i stedet at dvæle og svæve for meget rundt om egen akse, både lyrisk og musikalsk.
Men Navneløs er stadig et band man bør holde øje med, det ændrer Lava ikke på. Man kunne dog ønske sig at der var mere af lavaens varme kraft og ustoppelighed på albummet.
Navneløs kan findes på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
