Natskygge definerer sig som intet mindre end “hippie-space-doom-rock” i deres pressemateriale til det selvbetitlede debutalbum. Det rammer faktisk ganske godt lyden af esbjergenserne, der markerer sig som et spændende nyt skud i en del af det musikalske landskab, hvor der er mange dygtige bands i Danmark.
Spids Nøgenhats gennembrud for snart 10 år siden lader til at have givet mange bands blod på tanden. Der var givetvis en del derude i forvejen, og der bliver ved med at dukke nye dansksprogede rockbands frem, der tager udgangspunkt i 60’ernes og 70’ernes syre- og tungrock.
Blandt de mest spændende nye bands, jeg er stødt på, finder vi Natskygge. Bandet har haft et singler ude som forløbere for albummet, og her har man fået en fornemmelse af bandets relative alsidighed; hvor ‘Drømme Falder’ var en ligefrem omgang melodisk psych-rock, er ‘På Hjørnet af Galaksen’ tungere og mere sammensat. En af Natskygge’s styrker, er at de bevæger sig relativt ubesværet mellem de to punkter.
Albummet åbnes af ‘Flimmer’, der hører til i den mere ligefremt rockende ende. Jeg skulle lige tune ind på Thomas Iversen’s relativt lyse vokal, men da det først skete, faldt den fint på plads i lydbilledet.
Det bliver lidt mere dæmpet og spacet på indledningsvis på ‘Kaptajnen’, inden der skiftes tempo til en mere garage-fræsende afslutning, som fører over i single-forløberen ‘Drømme Falder’. Ganske velvalgt, for den har også albummets måske mest fængende omkvæd.
Det bliver mere dystert og tungtrockende på ‘Silhuetter af Liv’, hvor vi får et blues riff breakdown, og i det hele taget en gennemført og stemningsfuld levering med masser af tyngde. Glimrende afslutning på albummet første halvdel (hvis man lytter på vinyl).
Andensinglen ‘På Hjørnet af Galaksen’ åbner pladens anden halvdel, et nummer, der, som Ken beskrev det i Repeat #41, er pakket med kontraster. Her bliver både spacet ud og hugget tungt igennem, og man får, måske også som det eneste sted på albummet, for alvor oplevelsen af at komme en tur med ud i rummet. Det svinger og groover herligt undervejs, med en tyngde der går lige i dunken.
Vi skal også til havs på ‘Oceaner’, der sådan set også svinger tungt, og lidt stoner-agtigt. Gode riffs, men det ender også en smule ensformigt, inden Natskygge vender tilbage til det mere melodiske spor med ‘Røgslør’, med akustisk guitar og andenstemme, der giver det et alternativt univers-vibe. Vi får også et fint eksekveret temposkift, inden sangen vender tilbage til grundtonen, hvormed albummet egentlig løber ud – i hvert fald hvis man har den elektroniske version.
På vinyludgaven finder man også bonusnummeret, ‘Livets Kulør’, som har en fin energi, men som man måske også godt forstår er endt som bonus. Det er lidt skævt, men buldrer også godt igennem, og rummer dermed også nogle af Natskygge’s kvaliteter. I øvrigt også et fint træk, at give dem, der investerer i vinylen, lidt ekstra.
Når ‘Livets kulør’ løber ud, sidder jeg med fornemmelsen af et band, der har rigtig godt styr på hvor de vil hen, på deres håndværk og deres lyd – det jeg måske kan savne, er flere hooks, så elementer og numre virkelig sætter sig fast, og at bandet lader deres musik komme lidt mere ud i “space” og flyde ind i mellem. Det bliver næsten holdt for skarpt og præcist, men omvendt er det altså også ofte en styrke på albummet. Så sidder jeg her og skriver, at de både skal være mere spacy og fastholde stringensen? Et eller andet sted, så…ja! Det er givetvis en hårfin balance og også noget med smag og behag, og der er en hel del, der falder i min smag på Natskygge. Det resulterer i 4 store stjerner, til et band, det bliver spændende at følge videre.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
