Danske my dyingDay spiller lidt firkantet sagt energisk hardrock, med spredte elektroniske elementer og effekter. Det er sidstnævnte der peger fremad for bandet, der på albummets 10 numre ikke lyder uden potentiale og kreativitet – men helt overordnet mangler nok gode sange at hænge det hele op på.
Det er den korte og lidt grovkornede dom over my dyingDay og deres 10 numre, det er for mange numre til hvad de har fået ud af sangskrivningen, men skitserne og idéerne til at kunne fylde spilletiden ud, aner man et sted. Kernen i gruppens musik er hardrock af den lidt amerikanske klingende skole, der er fart over feltet, masser af attitude, selvtillid, energi og også en solid dosis teknisk formåen, fornemmer man.
Ud over, at der er for få mindeværdige numre blandt de 10, hvilket gør at lidt for mange af numrene mudrer sammen og bliver svære at huske efterfølgende, så er produktionen også med til at gøre det hele til en lidt slingrende oplevelse hist og her. For lidt af det ene, for meget af det andet, lydbilledet lyder kort og godt lidt ude af balance i nogle numre. Når man så samtidig mangler de afgørende melodier eller hooks til at fænge, så bliver det en noget ujævn tur my dyingDay tager os med på.
Der lægges hult brummende fra start med “You Killed Hope”, der egentlig rusker og tromler fint derudaf mod et ganske catchy lille omkvæd, intet revolutionerende, men det glider hæderligt. Bandet gør i deres pressemeddelelse opmærksom på, at nogle af deres numre er blevet brugt i diverse medier, film, tv og computerspil. Det kunne jeg sagtens forestille mig, et nummer som “You Killed Hope” virker oplagt som underlægning til et racerspil, hvor adrenalinen skal pumpe, men sangen ikke distraherer FOR meget fra action på skærmen.
Så ryger vi ind i en lidt mere bumpy strækning, med en række numre som ikke rigtig fanger mig, frem mod pladens stærkeste del, midten, hvorefter det igen bliver lidt ujævnt frem mod slutstregen. Mindst 5 af disse numre har tilmed et break, eller et retningsskift, der falder mellem 2.00 og 2.10 på klokken, sådan cirka. Ved ikke om det er noget bandet selv har opdaget, men pludselig slog det mig – det gør altså, at sangenes ramme kommer til at virker en smule skabelonagtige, selvom bandet egentlig gør hvad de kan for at variere.
Et nummer som “Elevate” kommer godt fra land med et stort kraftfuldt og rumlende traktor-riff, her er vi næsten over i noget metallisk, mens vokalen (der lidt for ofte fremstår presset til maksimum og stedvis kammer over i skinger vrælen og vrængen) kaster sig ud i noget forvrænget post-grunget. Det fungerer sgu meget godt, indtil de pludselige vokaludbrud i omkvædet bliver lige lovligt påtrængende. Helt galt går det senere på pladen i nummeret “Shakedown”, hvor jeg må helt op og stå i pedalerne og bremse igennem – det toneleje og den iscenesættelsen af vokalen er helt skidt. Det lyder simpelthen som om den får alt for meget gas og “følelse”.
Det er måske også det generelle problem jeg hører hos my dyingDay, virkelig meget vilje og gejst – faktisk FOR meget. Så i deres iver efter at rocke igennem overdøver de sig selv. Du kan finde elementer og anløb til noget der rykker flere steder, “Circle After Circle” hvor der virkelig er SMÆK på, ikke mindst guitaren (der her også har lidt tendens til at overdøve resten af instrumenterne), og “Perfect Lie”, der følger efter midt på pladen, også med godt med krummer i lyden. “Perfect Lie” er nok my dyingDay i deres mest bidske og bistre hjørne, hvor bassen får lov til at brumme godt igennem det hårde og kantede landskab. Der er ikke så meget melodi at huske bagefter, men aggressionen og attituden gør et vist indtryk.
Det bygger op til det der efter min overbevisning er det bedste nummer på Land of The Blind, “Tainted Way”, hvor de får deres fascination for hardrock, 90’er rocket metal og elektroniske elementer ala Nine Inch Nails til at balancere næsten perfekt. Det er samtidig det med afstand mest eksperimenterende nummer på albummet, en slags tungt skurrende og knurrende industrial-metal, der slæber og kryber fremad. Ret 90’er og blandingen er ikke ligefrem nyskabende, men alligevel er det her bandet udstråler mest personlighed og rammer noget jeg husker efterfølgende.
“Tainted Way” er der hvor jeg ser en farbar vej fremad for bandet, en rute der kunne fører til noget, og som ikke mindst fører væk fra den energisk hardrock, som aldrig helt kommer i gear på dette album og får det hele til at brøle i tomgang i alt for lange stræk.
Det er også det der koster på stjerne-kontoen, når det samlede indtryk gøres op. “Tainted Way” står tilbage i hukommelsen som eneste nummer, resten mudrer og flyder lidt sammen i en udefinerbar masse, der egenlig indeholder en masse små fine elementer og detaljer – men de drukner i for store og larmende armbevægelser fra et band, som brænder så meget for netop at brænde igennem… at det brænder lidt sammen for dem.
Tilbage til tegnebrættet, længere frem med eksperimenterne, eventuelt lave en EP hvor man bare satser hele butikken, skruer ned for hardrocken og op for alt andet – og ser hvad der sker. Det kommer der måske ikke bedre sange, eller melodier man husker, ud af, men måske dukker der noget frem i my dyingDay’s lyd som tager dem i en helt anden retning? 2 stjerner lyder så grimt, og det er også hårdt, for der er som sagt en del fine idéer og påfund at finde på Land of The Blind, men det samlede indtryk er under middel. my dyingDay fremstår ikke blinde, nærmere lidt halv-døve fordi de spiller for højt og overdøver sig selv på dette album.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg my dyingDay på Facebook
