I biografiafsnittet på My Beloveds hjemmeside kan man læse, at “it didn’t take long for MY BELOVED to peak out in the Copenhagen musical underground…”. Der menes jo nok rettelig ‘peek’, men fejlen er ikke helt ved siden af. I hvert fald er Soil fra 2012 ikke på højde med forgængeren Force Feeding Love og ender meget langt fra beslægtede postrockende instrumentalgrupper som Mogwai og Lis Er Stille.
Soil rummer syv numre, der løber ind på over 43 minutter, og med titler som The Theatrical Kill og The Drought skulle postrockakkreditiverne være sikret. Men det bliver desværre aldrig rigtig spændende, eksperimenterende, udsvævende eller udfordrende. De stemninger og billeder, Soil fremmaner, sidder ikke i hukommelsen eller sindet efter endt lytning. Bevares, der er fine øjeblikke imellem, og et nummer som The Unsaved kunne fungere fint som underlægning til en stille scene i Blade Runner. Opmærksomheden kan bare ikke holdes fanget i over seks minutter, når grundmelodien ikke er bedre og variationerne over temaet ikke overrasker.
Undervejs i The Theatrical Kill, som er pladens anden skæring, tog jeg mig selv i at længes efter Hope of the States’ The Black Amnesias, der gør det samme, men på en anderledes fri og uhæmmet måde. My Beloveds livtag med den taktfast fremdrevne postrock virker her forceret, krampagtig og ikke nær så fantasifuldt som det nævnte nummer af Hope of the States eller eksempelvis Mogwais Glasgow Mega-Snake. Helt ærgerligt bliver det på Black Cactus, der simpelthen er kedelig og uopfindsom. Man sidder med en nagende følelse af, at man har hørt det hele før – endda på et par af de foregående numre.
På samme vis forestiller jeg mig, at Part of it All ville minde om resultatet, hvis Jacob Groth (komponisten bag temaerne til blandt andet Taxa og Rejseholdet) en dag følte sig lidt doven, røg en joint og bare optog det første, det bedste. Ikke ueffent eller uden fine øjeblikke, men potentialet er der til så meget mere.
Håndværksmæssigt er My Beloved helt sikkert kapable og kombinationen af brusende guitarlag, trommer langt fremme i mikset og nærmest æteriske pianostykker kan afgjort skabe smukke og indholdsrige lydbilleder – men Soil lider desværre af en grel mangel på interessante ideer og melodier, så albummet slipper sjældent heldigt ud af sine forsøg.
Hvis du vil have interessant postrock, som ikke lige skal være Mogwai eller Godspeed You! Black Emperor, bør du snarere finde EP’en Hoorah! Another year, surely this one will be better than the last; the inexorable march of progress will lead us all to happiness af Youthmovie Soundtrack Strategies. For sådan navngiver man sgu en ordentlig postrockplade. Eller giv My Beloveds forrige plade, Force Feeding Love, et lyt. Den gør en noget bedre figur end Soil.
Anmeldt af Lanzky
Tjek My Beloved ud på deres hjemmeside.
My Beloved spiller d.2/5 på Drone.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
