Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer My Beloved: Echoes Over Voices ★★★☆☆☆

My Beloved: Echoes Over Voices ★★★☆☆☆

1745
0

My Beloved spiller instrumental rock med noter af sfærisk ambient og post-rock. På Echoes Over Voices er der en god variation i udtrykket, men på den længere bane er det svært at finde stunder, hvor det vil give mening at finde pladen frem.

Der er ellers styr på håndværket og lyden. My Beloved er ikke et band, der er blegt for at støje uden den store struktur som på nummeret ‘None Prevailed’, som i brusende stil støjer igennem længere passager med feedback-guitarer, rumklang og frit spillende trommer.

Hvert nummer på pladen ligger omkring de fem minutter og har – da numrene er instrumentale – ikke som sådan vers-struktur at læne sig op af.

Det bliver dermed temaer og riffs, der bliver det bærende og her og der fungerer det fint. Mest vellykket er nok ‘Sailor’s Tale’, som indgående arbejder med en klassisk suspense-release tilgang – med flydende vers-lignende passager og intense, opbyggende b-stykker med en suspense og slag på alle ottendedele, som så ’releases’ i et dur-tema. Et insisterende klaver skaber sammen med trommer og bas drive, mens der spilles luftig guitar over eller under.

Det er ikke så avanceret, men yderst effektivt. Eneste anke er en lidt ærgerlig lilletrommelyd, der kommer til at lyde lidt kunstig. Måske på grund af komprimeringen på de lydfiler, vi har modtaget…

Åbningsnummeret, ‘Behind the Old Tree’ har en ro, tager sig god tid og bygger et fint tema op – og for at ringen er sluttet er det afsluttende, ottende nummer drevet af en fuzzet bas på alle ottendedele fra første takt. Men med tyk synth bliver det også lidt en flad afslutter, som ikke får den smadrede intensitet som fx Mogwais ‘Batcat’. Det er det simpelt hen for pænt til.

Et nummer som ‘Rare Souls’ – pladens tredje nummer – kan bestemt også noget, især med rumklangs-indsovset stryger. Men igen lyder lilletrommen lidt pappet og selv om det måske ikke er fatalt, så er det en enkelt ting, der ofte stikker lidt ud.

Anskuer vi hele pladen som værk, så er der nogle gode lunser og især ‘Sailor’s Tale’ og åbningsnummeret ‘Behind the Old Tree’ kan noget. Ikke mindst fordi der er noget melodisk appeal og stemning i disse numre. En appeal, der ikke nødvendigvis findes i de øvrige numre.

Tydeligt er det, at det er et band, der nyder at tilføje støj til sit udtryk. Jeg er dog ikke overbevist om, at det er ud fra et ønske om at kommunikere noget med støjen. Det bliver en flade eller en kollage, der hives ind i visse numre og ikke rigtigt tilføjer andet end, ja, støj.

Kunne det så endda give et potent udtryk eller have noget dommedags-agtigt nu-river-vi-hele-lortet-ned over sig, havde det været formildende omstændigheder. Men støjen er underlig ’pæn’ og da pladen slutter med en fuzzet bas (?) så er det ikke oplevelsen, at det giver nogen kant.

Tag ikke fejl. Det er en velspillet plade og bortset fra støj-elementerne, der kommer til at svæve lidt for sig selv uden for det øvrige udtryk, så hænger den rigtig fint sammen.

Men den svære opgave med at finde et konstant interessant udtryk uden brug af vokal har My Beloved altså ikke løst til fulde på Echoes over Voices. Og så bliver det altså andre plader, der bliver fundet frem, hvis jeg vil sætte en stemning eller have noget musik, hvor vokalen ikke forstyrrer.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

 

Previous articlePremiere: Ny video fra The New Madness
Next articleDenmark Blooms på næste års Eurosonic – Aarhus band søges

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.