Berlin-baserede Mute Swimmer og København-ditto Own Road sætter med få midler stærke stemninger på Old Love og udfordrer tid og spændingsfelter på fornem vis. Tæt integritet på første halvdel brydes af lettere country-naivitet på anden og efterlader et stærkt indtryk.
Ro. Tid. Old Love er en plade, der udstråler og kræver disse to ting af lytteren.
Man skal ikke mange takter ind i Old Love, før man får fornemmelsen af at dette er en plade, der tager sig tid. Det er der mange plader, der gør – men fra første tone er der tale et intenst udtryk, der er svært at indfange i tekst.
Det er meget enkle midler, der tages i brug – typisk en toppet, næsten klangløs guitar bakket op af træde- eller drejelire-lignende orgler, subtile b-vokaler og lidt til guitaren svarende dump percussion.
Det er musik, hvor det nærmest virker som om stilheden mellem tonerne i lige så høj grad er et instrument, som det, der fremføres. Oven på dette ligger en insisterende, intens vokal. Stille. Her og der let udfordret. Ikke ulig en Bonnie Prince Billy eller Staples fra Tindersticks.
Det hele er så lavmælt og åbent og alligevel bokset, nedlukket. Som ‘Go Out’, hvor vi rent faktisk får lidt støj til slut – men distortion-guitaren er skruet så langt ned, at man på én gang langt fra blæses bagover, men samtidig i det sarte rum, musikken ellers opererer i, får en voldsom oplevelse.
Og fordi hele pladens stemning er så intens åbner den for overvejelser om, hvor vidt en plade kan mere end forstærke den sindsstemning, man er i. Om en plade simpelthen kan definere en sindstilstand…I så fald er det ikke store, brede smil, man får på læben af Old Love. Derimod en stille melankoli – i hvert fald på første halvdel af pladen.
Det er en plade, der insisterer på, at man lytter til musikken. Og til trods for at meget af underlægningen består af akkordbrydninger, organiske kor og andre ting, der ikke kan påstås at være overvældende opfindsomme, så er der noget at lytte til. Simpelt hen på grund af stemningen.
Man kunne frygte at pladen så over tid går hen og bliver for stillestående – måske endda søvndyssende. Det bliver dog aldrig tilfældet, da der varieres som pladen udfolder sig. ‘Bad News’ – cirka midtvejs igennem pladen – er en skinger, klagende post-goth sag som dels fremkalder glæde over ikke er tegnende for pladen, men også at den bidrager med en mere kantet variation. Og derpå følgende ‘Details’ og ‘How to Be Lonely’ har et let ironisk country-præg, som skaber lidt luft i det ellers ret intense og alvorlige udtryk.
I andre anmeldelser har jeg været efter forsangerarbejdet, når toner ikke slås rent an og der slides/bruges glissando for at ’nå op på tonen’. Hos Mute Swimmer og Own Road bruges denne effekt dog virkelig fint i netop disse numre, hvor det netop udstråler en naivitet.
Et par korte numre, ‘The World Falls’ og ‘Can’t Give You a Wolf’ ruller bolden frem til det afdæmpede afslutningsnummer, ‘Half Smile’, som med tempereret klaver og den nu velkendte ro sætter et smukt punktum for en decideret fremragende plade. ‘The World Falls’ er for øvrigt et stille højdepunkt med hints af strygere og en stærk melodiføring, mens ‘Can’t Give You a Wolf’ lige giver det sidste skud i bøssen fra den mere letbenede country-inspiration inden vi lukker ned.
Pladen bliver dermed nærmest delt op i to sider; en alvorlig, til tider post-goth’et a-side med langsomme, smukke og blå numre. Titelnummeret, ‘Old Love’ og ‘The Old Magic’ – som nærmest kunne have været et Arab Strap-nummer – er det nærmeste vi kommer en poppet melodilinje, men hele tiden med en tristesse i kanten.
Anden side byder dermed på et mere luftigt, løsrevet og til tider ironisk udtryk. Dog stadig med en dyb integritet. Det er en plade, der kender sin besøgelsestid og ingen numre når op på fem minutter – men intet er forhastet eller jappet. Netop fordi pausen får lov at spille med i musikken og fordi der hele tiden er mål og med i kompositionerne, bliver den lidt tynde lyd og til tider skæve vokal en fornem fremførelse af følelser og – tjah – let opgivende beskrivelser af gammel kærlighed.
Det er ganske fremragende!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
