Svenske Mustasch er tilbage med et alsidigt album, der samtidig formår både at fremstå sammenhængende og rummer masser af overraskelser.
Mustasch så dagens lys i Göteborg i 1998, navnet er en hyldest til rockikoner som Freddy Mercury og Tony Iommi’s skægvækst. Fascinationen for fashionabel ansigtsbehåring er dog ikke det eneste svenskerne har til fælles med forbillederne, deres musik bygger også på nogle af heavy metal/rockens grundsten fra 70’erne.
Egentlig begrænser mit kendskab til Mustasch sig til deres to første plader, Above All (2002) og Rat Safari (2003), og en fremragende koncert på Roskilde Festival i 2004. Derefter faldt de lidt af min radar, sådan går det jo nogen gange, og jeg havde egentlig sat dem i bås som “godt livenavn, forudsigeligt band i studiet”. Og med de to konge-numre “I Hunt Alone” og “Black City” var det som om, at mit Mustasch-behov var fint dækket. Indtil Thank You For The Demon landede i mit skød (ikke bogstavligt).
For det er en udgivelse, der for det første har givet mig lyst til at støve mine gamle Mustasch albums af og dykke ned i bandets samlede bagkatalog – bare lige for at se, om min hukommelse spillede mig et pus, da jeg satte dem i bås som værende et ok “knallert/trucker heavy” band? For Mustasch tager røven på én, hvis det er det, man tror, med dette nye album. En komprimeret, let-fordøjelig, men særdeles varieret og mættende lille sag bestående af 9 numre, som kommer vidt omkring i rockhistorien, uden at det virker som om at gruppen mister orienteringen eller overblikket. Her er lidt for enhver smag, og alligevel fremstår det forbløffende helstøbt.
Det starter eller i nogenlunde velkendt territorium med “Feared and Hated”, der ligeledes er udsendt som første single. Efter et højstemt brølekor åbner nummeret, begynder det at drøne derudaf i brummende benzinlugtende rock ‘n metal stil. Ralf Gyllenhammar’s karakteristiske halv-hæse råbevokal sætter i, “I always felt rejected…. an outkast from a broken home”, imens bandet trucker afsted med deres højoktan heavy rock, outsider lyrik og musik der lugter lidt af gammel lædervest – ligesom jeg havde regnet med på forhånd. Det er dog et solidt rockende åbningsnummer, som fungerer upåklageligt som et “velkommen til/tilbage”, med et ganske medrivende omkvæd. Så ruller Mustasch maskinen igen.
Og den ruller direkte over i den første af 2 semi-ballader man finder blandt pladens 9. “I’m a king without a kingdom to rule // The day I was born was the day I was doomed”, lyder det indledningsvis på titelnummeret “Thank You For The Demon”, der åbner med tilbageholden Gyllenhammar vokal og et lille stykke med klaver. Herefter rejser nummeret sig majestætisk og vokser til en en ægte heavy-basker med store musikalske armbevægelser, betonriffs og strygere – hele udtrækket. Der er en tidløs klang over de episke toner, og det bliver aldrig opblæst eller svulstigt. Labert!
Men det er langt fra pomp og pragt det hele, Mustasch leverer også numre, hvor de bare vrider på gashåndtaget og brøler hen over asfalten. “Lowlife Highlights” er nok det mest trucker-rockede øjeblik på Thank You For The Demon, “I got my hands on the steel // And satan is sitting by my side”. VROOM VROOM, og ud mod solnedgangen med brummende bas og trommer i motorrummet. På “Borderline” går svenskerne Rammstein i bedene, med militant march-metal rytme, hakkende guitarriffs og og det lettere dansable “swag”, som mange af tyskernes numre indeholder. Et nummer der er velegnet til powerwalking med diskrete hoftevrik… eller bare en god gammeldags trampe-march. Nå ja, og endnu et nummer, som du med garanti kan betjene store køretøjer til, i mens den smittende rytme pumper ud af højtalerne. Smittende er også den lettere aparte “From Euphoria To Dystophia”, der veksler mellem passager med hidsig tempofyldt guitar, til stykker hvor kun bas og trommer lægger rytmen. Det giver en rastløs stemning nummeret igennem, sangen skifter konstant retning og har i det hele taget noget febrilsk og uterligt over sig. Ikke min favorit på pladen, men et sjovt og kuriøst afbræk.
For at understrege alsidigheden, så trækker “All My Life” Mustasch ind i rendyrket rockballadeland, i hvert fald de første to minutter af sangen. Strygerne er tilbage, smagfuld akustisk guitar glider gnidningsfrit ind i arrangementet, inden sangen for alvor hamres i gang når der sættes strøm til resten af instrumenterne. Stemningen, bakket op af teksten, rummer noget længselsfuldt og en følelse af savn – en higen efter noget, som ikke er blevet fundet på livets landeveje, endnu. Bare rolig, Mustasch forsøger ikke lige pludselig at være super dybsindige poeter, men lidt eftertænksomhed giver alligevel lidt behagelig afveksling fra den testosteronpumpede denimbeklædte diesel-rock som bandet ellers er garant for.
De 3 absolutte højdepunkter på Thank You For The Demon er, “The Mauler” der falder cirka halvvejs og de 2 afslutningsnumre “I Hate To Dance” og “Don’t Want To Be Who I Am”. “The Mauler” lyder som indmarchmusik til en stor grum bokser/MMA Fighter/Wrestler, der med slæbende og tunge skridt træder ind i en arena badet i røg og lys. Mustasch hiver et behåret Black Sabbath mammut riff frem fra gemmerne, storslåede “helte” strygere og en langsomt dunkende grundrytme, der ustoppeligt kværner fremad. “Submission is your only option now // My name will shine like fire in the sky”, proklamerer Gyllenhammar – og man er tilbøjelig til at tro ham.
Største overraskelse er næstsidste nummer “I Hate To Dance”, der naturligvis handler om at danse og er perfekt at danse til! Mustasch går i fængende dark disco-rock mode (?) og disker op med lidt af en festbombe – ikke helt ulig, hvad Rob Zombie måske kunne hive ud af ærmet. Gyllenhammar synger, “bang your head clean off, just do it // Stomp your feet and clap your hands”, vi er bestemt ikke ude på det poetiske dansegulv – nu skal der festes. På forunderlig vis lykkes det bandet, at fyre et festligt nummer af, som man både kan headbange, moshe, hoppe på stedet eller bare spjætte rundt med den ene hånd placeret på bodega side-musklen imens man laver “lasso-bevægelse” med den anden, til. Hvis de kan få det her til at fungere live, så har de lidt af et koncerthit her.
Efter den lige ubekymrede dansepause, lukker og slukker Mustasch med en let eksistentiel tone. “I don’t wanna be who I am // I wanna be who I imagine I am”, lyder det på “Don’t Want To Be Who I Am”, der åbner med lyden af krager og ellers folder sig ud som noget lånt fra et Monster Magnet album. En behagelig, stille og sumpet sjæler at slutte af på, som stadig rummer masser af pondus – bare af den mere afdæmpede og diskrete slags.
Om det er mit manglende kendskab til de sidste mange års Mustasch udgivelser, der er med til at gøre Thank You For The Demon til en ganske forrygende og overraskende oplevelse, kan ikke udelukkes. Faktum er, at jeg var umådeligt godt underholdt af et album, som nok stikker i mange retninger og smager på forskellige genrer, faktisk er ingen numre “ens” på albummet, som alligevel ikke føles rodet. Bandet fremstår nysgerrige og legesyge, men lykkes med at give samtlige 9 sange en Mustasch-feeling, så man aldrig er i tvivl om, at det er dem man lytter til. Når albummet så samtidig rummer flere decideret fremragende rock-numre, så trucker Mustasch uden vanskeligheder pladen sikkert forbi 5-stjerners markeringen.
En alsidig fornøjelse man har lydt til at høre igen og igen – og Roskilde, hvad med lige at give dem en tur til i manegen til sommer?
Anmeldt af KDT
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
