Julen står for døren og du har masser af tid til, at tjekke nogle film og serier ud på nettet… når alt andet er klaret. Her følger nogle bud på, hvad man kan stene til af musikrelaterede film og serier, når maden skal fordøjes og hjernen parkeres for en stund.
Jeg sluger generelt det meste, fordi jeg har sådan en almen interesse for musikhistorie, så intet er off limit. Derfor kigger jeg også lidt ud over vores normale dækningsområde. Der findes et væld af streamingtjenester, ligesom der ligger en uoverskuelig mængde af korte og længere dokumentarer på YouTube – dem ser jeg lige bort fra i denne omgang. Jeg har valgt at fokusere på de ting jeg selv har adgang til, eller viden om, både for at afgrænse lidt og fordi jeg formoder, at det også er de muligheder flertallet benytter sig af.
DR
Vi lægger ud med noget alle danskere har “gratis” adgang til, dr.dks online service, som jævnligt skifter ud i materialet der er tilgængeligt. Der er flere musikrelaterede programmer at finde end de her omtalte, så det er bare med at surfe lidt rundt.
Musikportræt: C.V. Jørgensen, 44 minutter
Et tv-portræt fra 1994, lavet i forbindelse med udgivelsen af C.V. Jørgensens Sjælland plade fra samme år. Det er nærmest old school DR-classic det her og programmet er cirka lige så småtørt som titlen måske antyder. Det er en stil og form for tv som jeg er vokset op med, derfor gør det mig heller ikke noget, at det hele kan virke en kende støvet for yngre seere. Både hvad opbygning, klipning og det samlede udtryk angår er man ikke i tvivl om, at udsendelsen er 25 år gammel.
Men det virker som et sjældent, og, skulle det vise sig, måske sidste gang at C.V. lod et tv-hold, eller nogen form for medier, komme så tæt på. Det er også det programmet vinder på. Nu til dags er hovedpersonen nærmest blevet en myte pga. hans tilbagetrukne livsstil, her sidder han og virker relativt afslappet foran en kameralinse. Udsendelsen krydres med arkiv klip og en kort opridsning af fortiden, klip fra en afslappet øver og et kig ind i studiet hos producer Kasper Winding.
“Jeg synes simpelthen at det går for stærkt lige for øjeblikket, ik’? Folk bliver syge af at arbejde for meget og… der skal geares ned et eller andet sted. Og så starter jeg med mig selv, ik’?”. Jow dææææ, true words fra C.V., ingen, inklusive ham selv, vidste nok i 1994 hvor sandt det viste sig at være.
Kim Larsen – Folkets Sanger, 1 time
Lidt en discount dokumentar om en af de største sangskrivere herhjemme. Ved man intet om Larsen, eller vil have genopfrisket nogle højdepunkter, så er det måske ikke den værste måde, at bruge en time på. Men, at presse Larsens liv og karriere, inklusive Gasolin, ned på 1 times tid virker nærmest som en fornærmelse.
Læg dertil, at udsendelsen krydres af nogle “moderne” danske kunstneres fortolkninger af nogle Larsen sange, hvilket stjæler en del af spilletiden. Kvamie Livs bud på “Pianomand”, som hun også sang ved den gyselige, ikke-Larsen’ske hyldestkoncert på Rådhuspladsen, er nok højdepunktet her. Til gengæld har jeg lyst til, at slå Carl Emil med en fugtig, sur sok for at synge “Hvis din far gir dig lov”. Det “overgås” dog af nogle børn, der bræger sig igennem “Om Lidt”, det skal vist forestille at være rørende, men for saaaaatan, urgh, krumme tæer! Intet ondt ord om børn ellers, de er fine nok.
Hvis du vil have cliff notes udgaven af Larsen, så er det her sikkert ikke det værst producerede du kan finde derude og snakkehovederne der popper op er velvalgte og dækker alt fra eks-koner til eks-bandmedlemmer.
Nina – med og uden Frederik, 42 minutter
Ikke en decideret musikdokumentar, mere en kort portrætfilm om Nina (og Frederik), hendes liv og karriere som den ene del af popduoen Nina og Frederik. Dømt ud fra den nydelige og polerede popmusik som duoen (og dengang ægteparret) stod for, så kan det på overfladen virker en kende kedeligt. Det er det langt fra! Det er noget af en vild tilværelse duoen kaster sig ud i og derouten for især Frederik er som taget ud af en film. Han ender sine dage i Thailand, hvor han tilsyneladende var involveret i forretninger med lokale narkogangstere.
Tommy Seebach, 59 minutter
Endnu en historie om storhed og fald og en kunstner som muligvis ikke fik den anerkendelse han fortjente, fordi han skabte sig et navn indenfor dansktop, Melodi Grand Prix og “populær musik”. Som vi skal se lidt senere her, så er det ikke ensbetydende med at folk ikke måtte arbejde for føden, eller ikke levede et rock ‘n roll liv!
Det er næsten en klassisk historie, hvor der ikke er langt fra toppen af branchen til, at man må tjene til dagen og vejen ved at tage spillejobs i landets storcentre, mens problemer med alkohol stille og roligt kommer ud af kontrol.
Baest – Den Satans Familie, 4 afsnit af ca. 30 minutter
Jeg har faktisk ikke fået set denne mini-serie om det aarhusianske dødsmetalband Baest endnu, fordi… tja, jeg er ikke lavet af tid?? Og så har jeg ikke haft et år, hvor jeg tændte særligt meget på metal, så det har ikke været en prioritet. Jeg var med på Baest-toget i begyndelsen, men er også faldet lidt af i svinget siden.
Det skyldes IKKE at jeg ikke under dem deres succes og opmærksomheden, det KAN næsten kun være en god ting for dansk metal. Og jeg synes heller ikke der en flok sellouts, eller har ondt i røven over, at man ikke kunne have dem for sig selv i undergrunden. Jeg… røg bare lidt af i farten?
Jeg tænker man kunne gå hen at blive helt forelsket i dem igen ved, at være i selskab med dem i et par timer på dr? Den er markeret til juleferien.
Stor som en Sol – The Minds of 99, 1 time og 24 minutter
En film jeg ikke har set og som jeg også vægrer mig lidt mod at se, jeg er ikke ligefrem fan af gruppen. Meeeeen, deres historie og opstigning til, at være et af landets største (og mest roste) livebands kan næsten kun være spændende. Det værste der kunne ske er næsten, at jeg ville begynde at synes om dem ved, at se filmen!
Historien om James Brown, 1 time 55 minutter
Endnu en “klassisk” rock og rul fortælling, denne gang om soul og funk legende James brown, der næppe behøver nogen nærmere introduktion. Eller, jo, man kan jo se denne dokumentar! Det er på mange måder en velkendt historie om en der kommer fra fattige kår og ender med, at få rigtig meget af stort set det hele.
Browns historie HAR “det hele”; hvilket også inkluderer et liden flatterende kvindesyn og behandling af ditto, men når man har set filmen så forstår man måske bedre, hvor det hele kommer fra. Ikke at det undskylder noget. Plus: alle de stoffer man kan forestille sig!
Coldplay: A Head Full of Dreams
Mand, selv når de skændes er de flinke og lettere fesne! Drama er der ikke det store af i denne dokumentar, der spænder over hele Coldplay karriere, men tager udgangspunkt i udgivelsen af 2017 albummet A Head Full of Dreams, og den tilhørende tour. Det virkelige scoop her, er at instruktøren har fulgt og kendt bandet siden deres spæde start i 1996, så hele karrieren er på film. Selvom man måske ikke er fan af bandet, så er det et imponerende billedmateriale der har været tilrådighed og en intimitet, fordi de her mennesker kender hinanden indgående, som gør at man føler man kommer tæt på.
Bagsiden er ikke så meget, at det er et skønmaleri, det er mere at selv de største skænderier og konflikter i det band virker nærmest provokerende udramatiske. SÅ VÆR DOG LIDT MINDRE FLINKE!!! Det manglende drama gør det til en lidt lang film, men den fine klipning mellem glimt fra fortiden og “nutiden” gør, at det aldrig går helt i stå. Og så trækker det lidt ned, at sangene fra A Head Full of Dreams, som naturligt fylder en del i filmen, er cirka alt hvad jeg IKKE kan lide ved Coldplay.
Carl Emil slår op, 2 afsnit af 29 minutter
Det virkede næsten som en form for nøje tilrettelagt reklamekampagne da den her mini-serie udkom lige som Carl Emil stod overfor, at debutere som solokunster, efter at have opløst Ulige Numre. Og et “pudsigt” tilfælde, at det lige netop skete da DR havde et kamerahold i hælene på ham?
Nuvel, nu vil jeg ikke tilægge nogen af partner lyssky motiver af nogen art, jeg har set serien og den er ganske fin for hvad den er: et øjebliksbillede af en ung kunster, der står overfor store forandringer og udfordringer. Spændingskurven er som lavet til tv…
Katinka er for grim til at danse, 43 minutter
Knap 3 kvarter er jo ikke alverden, men det her er faktisk en rigtig fin, lille portrætfilm om og med Katinka. Den er i ordets bedste forstand dokumentarisk, det er næsten en slags dagbog med levende billeder. Vi følger Katinka og band rundt på tour krydsklippet med interviews med hovedpersonen og et andet handlingsspor, hvor Katinka forbereder sig på, at flytte sammen med kæresten Daniel.
Det gode er, at Katinka er hudløs ærlig og virker som sig selv i alle situationer. Her er ikke nogen facade, spil for galleriet eller skønmalerier. Det virker som om, at det er så tæt på virkeligheden man kan komme når det foregår foran et kamera, ofte virker det faktisk som om Katinka glemmer at kameraerne ruller. Det gør det, og hende, meget umiddel- og relaterbar.
Det er faktisk en af den slags situationer, hvor man synes man forstår musikken, og personen bag, endnu bedre når filmen er slut. Så kan man nok ikke forlange mere af små 45 minutter.
Dansktoppens Stjerner, 4 afsnit af 29 minutter
Dansktop?! Ja ja ja, jeg er heller ikke fan, men det er ikke det, det handler om her. Eller jo, det handler om dansktoppen, eller nærmere 4 af genrens tidlige stjerner: Ulla Pia, Gustav Winckler, Otto Brandenburg og Bamses Venner.
Hvad man end måtte mene om den “lette” genre, så kan man ikke fornægte at mange af kunstnerne, dengang og nu, arbejder hårdt for føden. Det får man blandt andet et indblik i her, men også hvor hårdt nogle af koryfæerne levede. Brandenburg er jo legendarisk for hans branderter, det er måske lidt sørgeligt, at “hylde” den slags, men rock ‘n roll var det sgu. Men et navn som Ulla Pia holdt sig bestemt ikke tilbage og krydrede alkoholindtaget med et stort forbrug af mandfolk. Det er sådan set ret befriende, at høre sådan en historie, hvor det ikke er en mand, der er hovedpersonen.
Alt i alt skal man se den fine og letfordøjelige lille serie, fordi dansktoppen også er et stykke musikalsk danmarkshistorie.
Netflix
Netflix byder også på et varieret udbud af film og serier, der på forskellig vis handler om musik. Både egenproducerede og indkøbte ting, i én stor smårodet pærevælling, hvor man aldrig helt ved hvad forsvinder og dukker op og hvornår. Men i skrivende stund kan man blandt meget andet finde følgende.
Whitney, 1 time og 59 minutter
Forlægget og fortælling burde jo ligge lige til højrebenet, helt klassisk igen, opstigning, storhed og brutalt fald. Er det lidt FOR klassisk måske? Der er kommet flere Whitney Houston dokumentarer de senere år, denne her som kan streames på Netflix lige nu er Can I Be Me filmen fra 2016, instrueret af Nick Broomfield. Han har en næsten 50 år lang karriere bag sig og står blandt andet bag den kontroversielle Kurt and Courtney, hvor han frembragte nogle noget spekulative teorier om, at Courtney havde fået Kurt myrdet.
Whitney starter også ud med, at sætte spørgsmålstegn ved om hun døde af en overdosis, men i dette tilfælde stammer udmeldingen fra et familiemedlem, som postulerer at hun døde af “a broken heart”. Så er tonen ligesom slået an.
Clive Davis: The Soundtrack of Our Lives, 2 timer og 4 minutter
Apropos Whitney, så var pladeselskabsboss Clive Davis manden der “opdagede” hende. Og virkelig, virkelig mange andre! Hvor meget af æren han så fortjener, er jo altid til diskussion, men gennem hans lange karriere som producer, A&R og label chef har han været afgørende for kunstnere som Janis Joplin, Bruce Springsteen, Santana, Billy Joel, Chicago, Aerosmith, Ace of Base, Pink Floyd, Westlife, Barry Manilow, Aretha Franklin, Alicia Keys, Usher, Outkast, Pink, Toni Braxton og og og.
Jeg har set hans navn dukke op i utallige dokumentarfilm og musikbøger gennem årene, men jeg har endnu til gode at se denne film – den har jeg gemt til julen. Men bare ud fra den uendelige liste af kunstnere han har haft en finger med i spillet hos, så kan den næsten ikke undgå, at være interessant? Kan den?
Quincy, 2 timer og 4 minutter
En anden kapacitet. Quincy Jones startede indenfor jazzen i 50erne, inden han endte i producerstolen for blandt andet Michael Jackson på et par små plader kaldet Off the Wall, Thriller og Bad. Filmen er… OK! Den er lidt konservativ og lang i det og bliver måske også lidt et skønmaleri. Det er måske helt naturligt, filmen er nemlig co-instrueret af en af hans døtre, skuespillerinden Rashida Jones, som han har sammen med kone nummer 800!
OK, ikke helt, men en ting der kun bliver berørt overfladisk er Hr. Jones hang til at få børn med mange forskellige kvinder og så skifte dem ud – konerne, ikke børnene. I filmen bliver der ikke rigtig gået til ham, men han er også en ældre herrer med et lidt skrøbeligt helbred, så måske forståeligt. Det ender dog, både filmens narrativ, der rammes ind af en stor koncert han skal sætte op, og den overordnede følelse, med at fremstå som en lidt ukritisk hyldest til Quincy Jones’ liv og karriere. Men stadig værd at se, hvis man som undertegnede, ikke vidste så meget om ham på forhånd.
Joe Cocker: Mad Dog With a Soul, 1 time og 30 minutter
90 minutter føles i dette tilfælde næsten lidt for kort. Hovedparten af filmen koncentrerer sig om Cockers tidlige liv og karriere, hvor han opførte sig som, ja, en gal hund. Damn, han gik også til makronerne, hvis makronerne i dette tilfælde var sweet drugs og alverdens piller, skyllet ned med voksen juice. Det er som end underholdende nok og alt det der, men jeg savner mere af bagsiden af medaljen, at man kommer lidt tættere på og ikke mindst mangler der en mere grundig gennemgang af det der var størstedelen af hans karriere: de sidste cirka 4 årtier!
Pludselig går det hurtigt og vi skøjter gennem årene, måske fordi der ikke var så mange saftige historier? Men det føles som om man godt kunne have gravet lidt mere i overgangen fra flippet soul-hippe til jakkesætklædt “Leave you hat on” crooner/entertainer.
Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story, 2 timer og 22 minutter
Den sidder jeg fast i! Eller, jeg har i skrivende stund ikke fået den set færdig. Det er endnu en kompetent skruet sammen musikfilm instrueret af Martin Scorsese, så man ved at håndværket er i orden. Emnet og materialet er nu også taknemmeligt, vi følger Dylan op til og under hans berømte Rolling Thunder Revue Tour rundt i Amerika, i 1975.
Det sjove her, eller filmens gimmick, er at den hovedsageligt består af outtakes fra Dylans 1978 film Renaldo & Clara, samt interviews med både ægte og fiktive personer, i skøn forening, hvor der ikke skiltes med hvad der er hvad. Nogen kalder det en pseudo-doku, hvad det end er, så giver det både et indblik i mysteriet Dylan og føjer til myten – som han selv ikke er bleg for, at bidrage til. Bliver man klogere på den virkelige Robert Zimmerman? Sikkert ikke!
Sinatra: All or Nothing At All, 2 afsnit af ca. 2 timer
Kvinder, mafiaen, Las Vegas, alkohol, showbizzzz, man får det hele her. Sinatras liv og karriere har været emnet for mange film og serier og med god grund, det er næsten for godt til at være sandt og virker som det perfekte oplæg til en film. Det her er endnu en, har man ikke set tidligere bud på et portræt, så er det her et temmelig grundigt bud.
Hiphop Evolution, 3 sæsoner med 4 afsnit af ca. 50 minutter
En virkelig vellykket serie, fortalt gennem både arkivmateriale og nutidige interviews med folkene der var der. Hvert afsnit dækker et tema eller en tidsperiode, der er en del af en større fortælling om den amerikanske hiphop. Nogle er måske velkendte, som gangster rappens opståen, vestkysten mod østkysten og Tupac og Biggies endeligt. Men her får man det i et større historisk perspektiv.
Personligt er jeg mest interesseret i genrens opståen i 70erne og udvikling op gennem 80erne end mere nutidige nedslag om kunstnere som Eminem. Men det hele er velfortalt og bare elementært medrivende. Og det er både spændende og underholdende, at møde gamle koryfæer, legende og måske mindre kendte navne, som har haft en enorm betydning for hiphoppen og rappens historie og evolution. Meget anbefalelsesværdig.
HBO
Tales From The Tour Bus, 2 sæsoner med 8 afsnit af 24 til 29 minutter
Vi napper lige et lettere kuriøst indslag til sidst, den HBO producerede Mike Judge (manden bag blandt andet Beavis and Butt-Head) serie Tales From the Tour Bus, som indtil videre består af 2 sæsoner. En om diverse countrystjerner af større og mindre grad og en om ditto funk kunstnere.
Jeg har indtil videre kun fået arbejdet mig igennem de 8 afsnit, som omhandler country og det er intet mindre end en fest. Hvert afsnit koncentrerer sig om en eller to kunstnere, som George Jones og Tammy Wynette eller Waylon Jennings (de får dobbelt-afsnit) og mindre kendte/glemte navne som Johnny Paycheck og Blaze Foley. Fortalt af nogle herlige talking heads, der delte tour bus med dem eller på anden vis kendte dem, både gennem rigtige interviews og i animeret form. En sjov blanding, som fungerer overraskende godt.
Afsnittene er, trods deres begrænsede spilletid, relativt informative og ikke mindst super underholdende, hvis man godt kan lide vilde historier om druk, skydevåben og generelt outlaw adfærd. Og så gjorde serien at jeg faldt pladask for en kunstner som Blaze Foley, der også lige har fået sin egen bio-pic instrueret af Ethan Hawke (den er i øvrigt også værd at se, Jonas red.).
Kan anbefales, hvis man trænger til en underholdende, atypisk dokumentar og kan lide pænt outragous historier!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard, Baest på Uhørt 2017
