Grødet mande-vokal et sted mellem irsk-inspireret folkemusik og dansk gårdsanger-æstetik tilført en fin indspilning giver et autentisk udtryk, som dog ikke helt rammer hverken den irske musikalitet eller den fandenivoldske gård-stemning.
Over fire sange fortælles der historier om måske banale, men velmente filosofiske overvejelser: Lev i nuet! Find din plads i livets karrusel! Og andet på den hammel. Det er ganske fint lavet, indspilningen er glimrende og der bydes både på banjo på titelnummeret og saxofon ved Niels Harrit på henholdsvis ‘Laila & Leon’ og ‘Én Gang Til’.
Sidstnævnte er det nummer, der fungerer bedst da det lugter mere af Irland end det øvrige: Dramatisk fortælling, dramatisk harmonisering og netop hér fungerer den hæse vokal ganske fint. Men et nummer som ‘Laila & Leon’ bliver lidt (for) fodformet og selv om idéen om at beskrive to menneskers møde på bagkanten af en brandert kan synes sjov og interessant, så løfter det sig aldrig til noget humoristisk – eller for den sags skyld rigtigt vedkommende.
Der er lidt mere tempo på åbneren (titelnummeret) og lukkeren, ‘Aldrig Alene’. Og sidstnævnte bliver ret patetisk i især refrænet hvor den hæse vokal presses til – og ikke over – kanten. Der kan være hints af noget Gasolin’ over arrangementet, men den pæne lyd, der har været valgt til hele pladen gør, at det aldrig sådan rigtigt bliver rocket. Hvilket ellers kunne have løftet.
Ifølge pressematerialet er der elementer af omstilling i Mr Wilms: Tre medlemmer er rejst fra bandet, mens ét nyt er taget med. På den måde er det nok klogt at prøve sig lidt frem med en EP og se, hvor man skal hen. Der er masser af velmenende ord i tekster og indspilningen fejler bestemt ikke noget. Men samtidig får vi ikke helt svar på, hvad relevansen for EPen er. Joh, den er da hyggelig nok, men poesi er en svær størrelse; for er man for direkte ryger tvetydigheden og selv gode pointe som at man skal gribe dagen bliver underligt… flade?
Den falde går Mr Wilms i. Omvendt er der også muligheder i at se EPen som et eksperiment, hvor der med fordel kan studeres lidt i den irske tradition. Og så måske synge lidt mindre på konsonanterne?
Nå. Nu er det ved at udvikle sig til en coaching-session, hvilket vidst ikke var det, Mr Wilms efterspurgte. Men lad det stå klart, at det mere folkede er der styrker, der kan arbejdes videre med…
Alt i alt ender det med, at jeg vi havner lige midt i anmelderskalaen: Der er fine takter, men over fire numre er bandet hverken alvorligt troværdige som irsk-inspireret folk eller som grov gårdsanger på grund af det meget pæne udtryk.
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
