Mr. Wilms “repræsentant” har sendt os Mr. Wilms’ album. 15 dansksprogede numre, der svinger mellem værtshusboogie, spillemandsrock, gammeldags dansktop og lignende genrer fra da far var ung. Pladen svinger mellem det næsten ubehjælpsomme og hæderligt håndværk- men hele tiden drøn sympatisk.
Der er nemlig noget nærmest elskeligt over Mr. Wilms (Jimmy Wilms Løndorf + diverse tro væbnere) og den behjertede og energiske indsats der leveres her. Lige meget hvor håbløst dele af lyrikken og til dels også musikken, men ikke mindst hans vokal, er, så får den 100 %.
Ind imellem gør det næsten ondt værre, eller udstiller de tydelige mangler der er på pladen, hvis en tekst måske ikke lige fungerer, eller et omkvæd halter, så synges der bare højere og endnu mere til. Det lyder mildt sagt uskolet visse steder. Men også befriende ærligt og upoleret. Der er intet forlorent, fortænkt eller fordækt over det her. Og jeg elsker det for det.
Men objektivt er det en dårlig og alt, alt for lang plade. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at holde af den, trods fejl, mangler og vorter. Et godt eksempel på et nummer, der rummer lidt af det hele, er åbneren “Smil Til Verden”. Den klinger lidt henad Gasolin spillet af af et boogie-rocket band på et brunt værtshus. Det er både godt og skidt, nummeret hakker lidt uskønt og let funky fremad, men har alligevel noget iørefaldende over sig. Når vi rammer omkvædet får vi en smagsprøve på, at Mr. Wilms bare giver den gas og synger igennem, så det kommer til at virke en kende presset og forceret. Og så åbner sangen med de herlige linjer:
Jeg elsker sex, med en smuk og dejlig kvinde
Solsorten sidder på sin gren
I avisen, stod der på side to, spøgelsesbillisten, han er død
En sommermorgen, klokken var lidt i 9, da mødte jeg An-Sofiii
Kommaerne illustrerer de lidt skæve pauser der er i leveringen, som er med til at give et sært, hakkende “flow”, eller mangel på samme. Men, igen, det har sin egen underlige charme, også den her lidt fragmenterede lyriske stil, der giver det hele et lidt fabulerende skær. Stilen er også med til, at forstærke indtrykket af en sanger, der nok har hjertet med og på rette sted, men som jævnligt kæmper med at holde takt, rytme og trække vejret.
Helt forpustet lyder Mr. Wilms på “Intet Uden Dig” senere på pladen. Et nummer der gennemstrømmes af en fin rastløs energi, og lidt nostalgisk og vemodig tone, men det der løber med fokus er vokalens underlige timing og stakåndede levering, hvor endelser på ord undlades, eller lyder som en par rygerlunger der ånder ud. Det er helt skævt. Men igen, det har en eller anden særpræget charme. Pludselig dukker noget saxofon op, leveret af en der i følge det sparsomme pressemateriale også har spillet saxofon på nogle Gasolin plader. That’s awesome.
Og nu vi er ved det engelske, så er teksterne her, om muligt, endnu mere banale, som på “Every Night”, en helt klassisk kærlighedssang. Leveringen skiller sig dog ud, fraseringen er lidt henad Bjørn Fjæstad, i en tøjlet udgave, mens stemmens klang har noget Mick Hucknall fra Simply Red over sig?! På “Harry” er det Elton John, som udsættes for et moderat overgreb med en omgang klaverbokser “rock” og halv-tynd lyd, der mangler noget saft og kraft. Vokalen er…. noget for sig. Godt er det ikke, den er “all over the place”, som om man ikke har haft en klar vision for, hvordan nummeret skulle synges – eller bare mangler evnerne til ramme det, der sigtes efter. Og igen, så hader jeg det egentlig ikke, for det lyder så forbandet oprigtigt.
Det gør næstsidste, og sidste engelsksprogede nummer, “Édes”, også. Den er til gengæld 7 minutter lang, hvilket er skudt grotesk højt over målet i forhold til, hvad den langsomme og atmosfæriske sag kan bære. Her kan den ikke bæres hjem på hjerte og vilje, det bliver for langt i spyttet, også selvom den let-psykedeliske guitar faktisk får malet nogle ret velfungerende flader her. Så går det bedre på den kun 2 minutter og 24 sekunder lange lukker og titelsang “Før Vi Er Væk”, der lyder som Mr. Wilms bud på en slags “Som Et Strejf Af En Dråbe”, inklusiv lidt overflødig saxofon. Den kommer lidt til at overdøve vuggevisemelodien og bryder med den ellers ret vellykkede hviskevokal Mr Wilms lagde fra land med. Men et ret godt punktum på en voldsomt slingrende, næsten 65 minutter lang udflugt med Mr. Wilms.
Jeg er mildt sagt i vildrede over hvad jeg skal synes om Før Vi Er Væk. Objektivt set er det grænsende til en katastrofe hist og her, men på den anden side elsker jeg pladen for det, og den er heller ikke uden sine øjeblikke. På et nummer som “Vind og Vejr” er der igen noget godt arbejde på guitaren, og sangen har et eller andet 80’er trommemaskine tøffende over sig, der også fungerer. Guitaren har også fat i noget på “Abonnement”, der lyder som Kim Larsens “Byens Hotel” blandet med noget jeg ville kalde “landevejsrøver rock”, inden der går folke-gøgler i den.
Mens det bliver direkte (ufrivilligt) komisk på et nummer som den mere mørke og rockende “Navne Som Få”, der kommer til at lyde som en kitchet rockopera, med vrængende vokal og fesent kor. Den efterfølgende “Koldt i København” lyder som en omskrivning af “House of the Rising Sun”, med en uskøn sang og tekst, “kan du høre min stemme kalde” – ja, og ikke på en god måde!
Og alligevel har jeg taget mig selv i, at sætte pladen på igen og lige nappe et par numre. Mr. Wilms fungerer, om du tager de dårlige eller lidt bedre numre, klart bedst i mindre bidder. Men nu skal det her jo bedømmes ud fra at der er tale om et 15 numre langt album. Kan I mærke jeg trækker tiden for den endelige dom?
Jeg er nok stadig lidt uafklaret, og ved simpelthen ikke rigtig hvor jeg skal placere det her på en stjerneskala. Det er nærmest lidt udenfor kategori, da det objektivt rammer bunden flere steder, men helt subjektivt rammer et eller andet inden i mig som giver mig stor sympati med udgivelsen. Det er næsten ligesom, at kigge på en forhutlet og halv-grim kat, man kan ikke helt lade være med at holde af den, på trods.
Af Ken Damgaard Thomsen
