Københavnske Mother Empire dyrker lyden af dunkle alternative rock navne som Interpol og White Lies, kombineret med et solid dosis 80’er new romantics klang. Klangen er moden og vellydende, men også en smule søvndyssende og forudsigelig over et helt album.
Lad det være sagt med det samme, Mother Empire har med The System ikke lavet et dårligt album, faktisk har de dømt ud fra mange parametre lavet et rigtig flot et. Men desværre også et, hvor jeg keder mig bravt under for store dele af gennemlytningerne, hvor især første halvdel af albummet, er lidt af en lang-gaber at kæmpe sig igennem.
Det lyder sgu ellers skidegodt det hele, produktionen er helt i top, bandet har en flot klang og behersker alle genrens konventioner til punkt og prikke. Deri ligger lidt af problemet nok også. Pladen føles alt for lang, og har ind imellem alvorlige problemer med at bevæge sig ud af stedet. Nu er det ikke et problem, at musik er meditativ og afventende, men her bliver det for mig decideret søvndyssende under de 3 første numre “A Little Mistake”, “Say Nothing At All” og “The System”.
Det hele lyder som det skal, vokalen er i den mørke og let-højtidelige ende, synthen tilpas doseret, guitaren spreder drømmende og atmosfæriske flader, og bas og trommer lægger den dunkle og pulserende bund – ligesom “alle de andre” bands i genren fra de seneste 10 års tid….
Det er i sig selv ikke noget kæmpestort problem, at Mother Empire, i mine ører, ikke rigtig tilfører genren noget nyt rent musikalsk, problemet er at numrene lægger sig som en dyne over en, der er ikke noget der kradser eller prikker til en, og man falder lidt hen. Så nytter det ikke så meget, at de prøver at løfte omkvædet i “A Little Mistake”, skabe lidt dynamik og tempo med melodien i “Say Nothing At All” eller sætte gang i den indre film med den drømmende “The System”. Sidstnævnte lyder som noget I Got You On Tape ikke har lavet helt færdigt, med en vokal der ikke er helt dyb nok.
Det er en forbandet skam, for pressematerialet indikerer nemlig, at Mother Empire IKKE er som “alle de andre” bands i genren, men synger om emner inspireret af science fiction og filmmusik. Titelnummeret, “The System”, er eksempelvis en dystopisk fremtidsvision om et kontrollerende overvågningssamfund, ikke et videre originalt emne som sådan, men dog et, der bryder med genrens normale kærlighedskvaler. Problemet er bare, at selve musikken ikke får mig engageret i fortællingen, og det hele smelter sammen til et slumrende lydtæppe. Behageligt er det skam, men ikke sådan rigtig vedkommende eller videre ophidsende.
Først på albummets 4. nummer, “Worthless”, synes jeg der for alvor sker noget, der rykker. En tøffende synth sætter os i gang, vokalen vågner lidt op og varierer sin klang og udtrykket lidt, lige på grænsen af, hvad det lyder som om, den kan bære af og til – og pludselig bliver det interessant. Det Tears For Fears klingende og højstemte omkvæd sidder lige i skabet og endelig får musikken det løft og pust, som jeg indtil da havde savnet. Det hele lyder på samme tid lidt mere skævt og “ude af boksen” og mere dynamisk og catchy – og med ét er jeg helt med.
Desværre rammer min pande bordpladen igen i de efterfølgende “Into The Wild” og “Hands”. Der mangler bare noget skub, saft og kraft i en del af materialet, og det behøver ikke være tempo. Mother Empire prøver at puste omkvædet i “Hands” op i stadion-synthrock størrelse, men ballonen forbliver sgu ærgerligt nok lidt slap.
Dermed rammer vi albummets sidste halvdel (12 numre er så også mindst 4 for meget), hvor The System begynder at folde sig bedre ud. Der er stadig en effektiv sovepille i form af den afdæmpede “One Fine Day”, men ellers rummer albummet her en 3-4 numre, som viser at Mother Empire har fat i et eller andet der fungerer, når de får tilført deres lidt stive synthrock noget liv.
Den ildevarslende “Iterations”, der ifølge pressematerialet handler om en forstyrret voldsmand, bidrager med en velfungerende dramatisk stemning, hvor man fornemmer noget lurer ude i mørket som slår til lige om lidt. Mother Empire får her brugt deres tålmodighed rigtig fornuftigt og effektivt, man fornemmer at man kommer ud af stedet, men der oversatses og forceres ikke – rigtig godt og virkningsfuldt nummer!
Albummets højdepunkter finder vi i “Forever Alter and Replay”, “Run Down” og afslutteren “A Perfect Crime”. Hvor tonen på store dele af The System er malet i blå/grå melankolske nuancer, så sniger der sig noget længselsfuldt, sørgmodigt og nostalgisk ind i “Forever Alter and Replay”, som fungerer rigtig godt. Samtidig får vi albummets bedste omkvæd, men hele nummeret har den luft under vingerne, som jeg synes har været lidt en mangelvare samlet set. “Run Down” lugter næsten af radiohit, selvom sangen bølger fremad i midt-tempo, så er der en god fornemmelse af bevægelse til stede, hvor man føler sig båret fremad sammen med musikken. Samtidig rammer stemningen og tonen, ligesom i “Forever Alter and Replay”, bare et eller andet i mig, som gør at jeg suges ind i Mother Empire’s univers i stedet for at betragte det halv-søvnigt udefra.
Albumlukkeren “A Perfect Crime” rummer de samme emotionelle kvaliteter, som lige tilfældigvis rammer mig som lytter, men med lidt andre virkemider. Tempoet er drejet ned på langsomt svævende, det lyder som om bandet er trådt et skridt tilbage i rummet, hvilket er med til at forstærke den gennemgående følelse af afstand og ensomhed, som dominerer nummeret.
The System er beklageligvis en af den slags albums, hvor jeg føler at den samlede sum er mindre end summen af dens enkeltdele. Man fornemmer klart, at Mother Empire er et modent orkester, som har styr på deres sager, ved hvad de vil og har både ambitioner og visioner for deres musik. Desværre mangler der bare noget for, at den samlede oplevelse løfter sig, derfor ender vi på en meget stor 3’er, der er bestemt antydningen af både 4 og måske endda 5 stjerner tilstede i systemet, men i denne omgang tynges det af for mange numre, der gør det til en lidt for tung omgang at sidde igennem.
Når det fungerer for Mother Empire, som på albummets sidste halvdel, så er der til gengæld løfter om noget større og mere spændende i vente.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Mother Empire på Facebook
