Morten Fischer cruiser den pulserende storby rundt på en vellykket EP, der med poppet charme og rockede spjæt, rummer en masse små fine fortællinger og betragtninger fra hverdagen.
Hverdagsagtig er noget af det første der falder mig ind, når jeg lytter EP’en igennem, ikke på sådan en konfronterende socialrealistisk vis, men på en måde, hvor storbyjunglen og dens leben opleves igennem øjnene på vores fortællerstemme, Morten Fischer. Fischer besidder en poppet vokal med masser af nærvær og troværdighed, der gør den til en behagelig guide for de forskellige betragtninger af hverdagens store og små oplevelser. Hverdagspræget går igen i de generelt mundrette og letforståelige tekster, der lige rummer nok sproglige finurligheder og krumspring til, at de stikker ud i mængden af dansksproget pop-rock, der dominerer æterne i disse år.
P4 har da også allerede kastet sig over singlen “Amar’ Søn”, ligesom singlen “Forhekset i København” har airplay potentiale. Det er de 2 centrale og mest iørefaldende numre på EP’en, men den lille udgivelses 3 resterende numre er nu heller ikke at kimse ad. På “Amar’ Søn” slippes Fischer løs på Amager, i mens han, akkompagneret af håndklap og en melodi der nærmest opfordrer til frejdige gadedrengeløb, betragter de indfødte. Særligt en Scott jakke iklædt mandsperson “på vej mod de 50” der stirrer på unge piger, får Fischers opmærksomhed. Lidt let rock ‘n roll’et guitar rytme kigger drilsk frem af og til i det ellers smittende poppede nummer, der også kommer omkring en “Amar’ brud”, en afbleget solariebrun blondine. Det er ikke fordi der er supermeget på spil i teksten, men de umiddelbart letkøbte betragtninger af Hr og fru stereotyp Amager og deres “brostensromance”, er alligevel formuleret og leveret så frisk, at det bliver et af den slags numre der har det der udefinerbare “et eller andet”.
“Forhekset i København” følger op, hvor Morten Fischer omskriver det gamle Bent Fabricius-Bjerre/Volmer Sørensen nummer “Forelsket i København”. Man aner originalens klassiske melodi hist og her, men det er i brudstykker, og det hele har fået en ordenlig tur igennem transmogriffen, så melodien nu har en let reggae/soul/synth poppet feeling. Faktisk minder dens lidt hakkende drive mig om The Roots “The Seed”, bare knap så pågående og hoftestødsfremkaldende. “De fatter ikke, at kærlighed er at miste”, forelskelsen ER åbenbart forhekset i Fischers version, ak, den kærlighed, hvor han “tæller fregner på din nøgne ryg” og ellers bare venter på at det går galt. Han ender da også med at være “helt knækket i København”, igen er det ikke fordi lyrikken og emnet er decideret banebrydende, og nummeret savner også en smule af den sproglige friskhed “Amar’ Søn” lagde for dagen. Til gengæld leveres teksten virkelig troværdigt af Fischer – man tror ganske enkelt på hans ord.
Efter den meget vellykkede start på EP’en trækker Fischer tempoet lidt ud af den pulserende storby med “Mørke Skygger”. En musikalsk nedbarberet indfølt ballade af “jeg sidder alene i natten og skumler” typen, inden han i det næsten gospel-agtige omkvæd “fælder en tåre og får ro i mit sind”, og giver nummeret lidt mere luft under vingerne. Det er igen velsunget, godt skruet sammen og lyder lækkert, men det er også en lille smule ordinært i forhold til den blændende start på EP’en. Den kant Fischer her tilførte sit friskfyr-agtige univers mangler lidt, og står tilbage med et nummer der “kun” er fint, selv om timingen af balladen er en fornuftig disposition.
Morten Fischer følger op ved at daffe ud i asfalt junglen igen og skrue op for tempoet, på “Fremmed Mand”. Der er godt med guitar og klap i gaden, i mens Fischer føler sig noget udsat og offer for folks negative opmærksomhed – folk glor simpelthen på ham i gadebilledet. Vi får EP’ens mest rockede stund i mens Fischer er en “jaget mand på flugt” igennem byen. Fornemmelsen af at være jaget og “udsat” i byen gennemstrømmer nummeret på vellykket vis, og ligesom “Amar’ Søn”, så er der noget medrivende over den hektiske puls Fischer får frem i musikken. Det fungerer sgu kort og godt.
EP’en lukkes med et løfte om aldrig mere at gå på druk, på “På Druk”, og den fornemmelse og det hule løfte kender vi vist alle, når man “brænder sit lys i begge ender, vågner op med ørkenmund og rystende hænder”. Modsat denne noget tunge og hovedpine fremkaldende følelse, så er melodien ganske let og luftig og bæres fremad af en simpel diskret boblende akustisk guitar. Endnu engang er både lyrikken og budskabet ganske let og ligetil, af den slags “nå ja, det har vi jo alle sammen tænkt”, det gør det ikke mindre sandt, og modsat de fleste af os andre, så formår Fischer altså at få fine små sange ud af det. Vi lader Fischer pudse sin “stodder glorie” i fred og forlader hans lille storby med løfter hængende i luften sammen med den lille melodi og lidt fløjten.
Morten Fischer tramper ikke ind i din dagligstue med store guldrandede budskaber og tilsvarende store musikalske armbevægelser. Han føjter rundt et sted derude i byen, tænker stort og småt som så mange andre mennesker omkring ham, men er i besiddelse af elegante pop- og melodisnedker evner, der gør at han kan give disse hverdagstanker et løft og et friskt pust i musikken. Kunsten er at få noget småt til at vokse, eller til at fremstå større ved at præsenterer det på den rette måde og det lykkes Fischer rigtig rigtig godt med.
EP’en topper måske lidt tidligt med de 2 første numre, men de er også virkeligt glimrende, så det er ikke så meget de resterende 3 der blegner, som det er de første 2 der bare skinner ekstra kraftigt. Vi lander på 4 friske stjerner, der har svært ved at stå stille og bare vil ud og se på storbylivet.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Morten Fischer på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
