Aarhusianske Morten Bach Band lyder som et musikalsk hygge-projekt for mænd der har rundet de 30, hvor man kan få kreativt afløb, uden at skele så meget til genrekonventioner, “regler” og alt muligt andet fornuftigt og kedeligt. Det handler nok mest om at have det sjovt, og er man med på den præmis, er deres nye 3 numre lange EP et herligt uforpligtende og uprætentiøst lille pusterum fra hverdagens trummerum.
Dermed ikke sagt, at Morten Bach Band ikke kan spille, faktisk lyder de teknisk temmelig velfunderede til trods for at de leverer det man måske kunne betegne som uhøjtidelig alternativ rock. Det er nemlig det, der tilsat skæv charme og noget der lyder som oprigtig glæde ved bare at give den gas og få idéer sendt ud i verden, for mig binder de 3 ret forskelligartede numre sammen.
Morten Bach Band stikker fra land og sætter sejl med det der efter min mening også er EP’ens bedste nummer, den uimodståeligt gyngende og fængende lille perle, “The Saboteur”. Titelsangen bæres frem af en bølgende og boblende melodi, godt rockende guitar, brusende orgel/keys og højstemt, næsten trallende, vokal fra Hr. Morten Bach. Efter 2 minutter skrues der op for tempoet, bandet læner sig fremad og rocker kortvarigt godt igennem, inden de bremser lidt op og står og sumper lidt på stedet.
Den efterfølgende “Oh! Lorelai” åbner lidt mere drilsk og hakkende, og slår over i “here we go, here we go, here we go again // I wanna be your lover, be your maaaan”. Nummeret virker mest som en undskyldning for at få lov til at få skudt nogle fine “åh åh” korpassager af, og senere regulært mande-råbekor. Nummeret har noget britisk over sig, måske lidt a la Kaiser Chiefs eller lignede midt-00’er guitarrock grupper? Det er lidt primitivt, lidt fjollet og er rent musikalsk også EP’ens mest skrabede oplevelse…. men man tager sgu alligevel sig selv i at sidde og brøle med på koret – det kommer det nok ikke til at lyde bedre af, men man får det fandeme godt indeni, dammit!
Der lukkes og slukkes med “Last Ballad”, hvor det under den korte indledning lyder som om det trækker op til drama og uvejr, men det løjer hurtigt af, da vokalen sætter i, og styrer skuden mod mere rolige ballede-vande. Her fornemmer jeg, både hvad angår vokalens klang og stilistisk, tråde tilbage til tidlig 70’er Bowie? Det skiller sig klangmæssig noget ud i forhold til de 2 foregående numre, men det er slet, slet ikke tosset! Selv det maskuline “lalalala” kor får ikke Morten Bach jollen til at støde på grund. De dramatiske pasager fra indledningen, og noget klaver, gør sit indtog igen, det fungerer meget fint – men det er det Bowie’ske islæt, som vender tilbage i anden halvdel af nummeret, der er nummerets stærkeste kort.
Dermed lukker og slukker Morten Bach Band også på en lidt mere kontrolleret og “alvorlig” tone, end den, der blev slået an på de 2 første numre. Som samlet EP er bandets udtryk lidt rodet og den røde tråd kan, rent musikalsk, være lidt svær at få øje på. Men køber man en legesyg og nysgerrig tilgang, tilsat laid back og selvironisk stemning, som en form for rød tråd igennem det hele – så giver det faktisk, et eller andet sted, fin mening, det Morten Bach Band har gang i.
Jeg kaldte det indledningsvis for et hyggeprojekt, det skal bestemt ikke opfattes negativt, men er blot den følelse jeg får af at lytte til EP’en. Morten Bach Band er rart og charmerende selskab, så længe det varer, og et hvor man bare har lyst til at slå håret og maven ud og synge med – fordi det føles godt. Titelnummeret er en lille catchy perle, den afsluttende ballade ikke helt ueffen, og det samlede indtryk lidt all over the place. Vi lander på 4 små upcoming stjerner, men de er muntre og positivt stemt!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Morten Bach Band på Facebook
