Morten BACH Band styrer med fuld smadder mod det uinteressante og opbrugte, inspireret af en række rocknavne fra 70erne.
For mange musikelskere er 1970’ernes pigtrådsrock en uovervindelig størrelse, som excellerer i udfoldelsen af rå energi, svedige aftener og demonstrering i alverdens soloer. For nutidens musikere er det dog samtidig et af de sværeste farvande at svømme rundt i – i hvert fald hvis man har for øje at bringe nye nuancer ind i genren. Morten BACH Band bringer sit bud på et album, som ”kort fortalt er 70’er inspireret rock – ikke så mange dikkedarer”, og lever ganske fint op til egen beskrivelse.
Rift, som er albummets titel, kredser i 7 fine numre om netop den riff-baserede
ud-af-landevejen-rock, og gør det med teknisk snilde og med samvittigheden i behold.
Jethro Tull. Deep Purple. The Doors. Pink Floyd. Metallica. Man kan jo egentlig blive ved med at namedroppe fortidens giganter, som synes at være inspirationskilder på nok et album. Men som powerakkorderne flyver ned over pladen, bliver det sværre og sværre at fornemme, hvorfor man skulle vælge at sætte netop Rift på repeat fremfor alverdens tidligere bud på rocken.
Pladens første 30 sekunder byder ellers på en interessant synthesizerintro, som leder tankerne mod en storladent Pink Floyd-agtigt lydmur, for så derefter blot at blive efterfulgt af et nummer, ”Lucid Queen”, som hverken stikker i den ene eller den anden retning i forhold til resten af pladen. Den overdrivede guitar fører an i et tungt riff, hvorefter hammondorglet tager sit indtog og skaber en fremdriftsrig stemning. Som en klassisk call/respons-effekt byder nummeret på skiftevis vokal og guitar-riff indtil omkvædet indtræffer.
Titelnummeret ”The Rift” åbner igen med referencer til Pink Floyd, her i form af en skæv rundgang akkompagneret af en høj vokalstemme. Men med samme udfald som førnævnte indtræffer et vers uden originalitet eller uforudsigelighed. Pladen fortsætter mere eller mindre i samme dur de næste 4 numre, som ikke gør et markant væsen af sig, hvor ej heller vokalen har et særpræget touch eller giver prøver på noget ekstraordinært. ”Devil in a Red Dress” afviger i verset fra powerakkorderne, hvor et flabet off-beat bliver understøttet af en wah-pedal på el-guitaren.
”Your Poison”, som er pladens sidste nummer fremstår som det markant bedste. Med et mere skramlet og kækt udtryk, får man fornemmelsen af, at dette nummer har været en sand fornøjelse at komponere og ligeledes performe. Nummeret skifter flere gange fra sit høje tempo til et melodisk half-time feel, som fungerer ganske glimrende. Uforudsigelighed er i den grad en mangelvare på The Rift, men på ”Your Poison” sidder man som lytter og venter i spænding på, hvordan nummeret udvikler sig. Nok vrister nummeret sig ikke totalt fri af referencepunkter, hvor The Blue Van synes nærtliggende – især i forhold til vokalen, hvor low-fi-effekten trækker klare tråde.
Morten BACH Band spiller 70’er inspireret rock. Ligesom en enorm mængde af andre bands gør det. Der er noget helligt over at spille den genre. Det er som om, at kritikken har en grænse – at det næsten som minimum er okay, uanset kvaliteten af sangene. Jeg mener det stikmodsatte. For når en genre er så gennemtæsket, som tilfældet er her, og alle legenderne har præsenteret sig selv, så skal der noget umådeligt ekstraordinært til, før det nye har sin berettigelse. Som nævnt er der noget over ”Your Poison”, som varsler positive vinde for Morten BACH Band, men ét nummer kan ikke bære et album alene.
Af Jacob Mignon
