Mørtel og Andreas Hjertholm forsøgte en vindblæst torsdag aften, at sprede lidt hygge og få sine små, skæve popsange til, at hænge sammen midt i en bageribyggeplads i NV. Resultatet var, ligesom vinden, lidt i øst og vest, da det blev til et spontant pitstop på det kommende Flere Fugle.
Hvor faen ligger det skide bageri?! Det blæser, det er mørkt i NV og Google Maps har ledt mig til et hul i jorden. Bogstaveligt. Spiller Mørtel, aftenens attraktion på en byggeplads??
Nå, det lå inde i en baggård! Godt gemt for forvirrede folk fra forstæderne, der nuppede et spontant pitstop på vej hjem fra arbejde. Det er strid modvind hele vejen til Herlev, så alle pauser tæller.
Flere Fugle hedder lokationen, som vist er et bageri af en slags? Vi befinder os dog i en garage, eller på lageret, måske? Der er da en bageriovn. Som er skuffende tom. Til gengæld er der mødt 10-15 mennesker op for, at nyde en bid mad i et interimistiske køkken. Eller hvad med lidt fugtigt til ganen? Her er skam både øl, vin og vand!
Bevæbnet med en malt cola og en portion tålmodighed, der blev lovet koncertstart kl. 20.00, slog jeg cykelrøven i sædet. Den er 20.15 da introduktionen går i gang. Anmeldertidsplanen skrider fra start, meeen rutineret, som jeg er, sidder jeg og skriver lidt foran. Der snydes på vægten, hvor man kan, det er, desværre lidt vilkårene.
Ah, de er ved at BYGGE et bageri. Vent, er de ikke kommet til toilettet endnu? Skulle vist have pisset af på jobbet… pokkers. Ekstra pitstop i mørket på vej hjem bliver planlagt. Nå, Andreas Hjertholm, der gemmer sig inde i Mørtels skæve bastardpop, er gået i gang med at bræge sine underlige sange fra scene… Gulvet. Fra betongulvet.
Hæderlig lyd efter forhold og omstændigheder. Styret af en gut fra en iPad, placeret på en af de opstillede bænke. Der er skam også de mere fancy borde/bænke sæt, hvis man skulle have den slags præferencer. Ingen smalle steder i NV, denne vindblæste torsdag, hvor de fremmødte lader til at hygge sig.
Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan dufte bagværk, måske er det bare “Åh Saliva”, der har sat gang i min produktion af mundvand? Et af flere numre, fra Mørtels seneste , fine album Vagusnerven, der udkom i 2019, som luftes denne aften. “Skål for nærvær og dejlighed”, siger Hjertholm. Jeg skammer mig lidt i det skjulte over, at jeg sidder med telefonen fremme og tager noter. Nærvær gennem en skærm. Beklager, ja, jeg var ham idioten, som sad med mobilen og tastede løs. Alternativet er: ingen anmeldelse. Eller hvad det her end bliver til…
“Åh Saliva” er en herlig, skramlet og bumlende iørefaldende popsang i studieudgaven. I dette skrabede én-mands setup halter den måske en smule. Det er som om den ihærdige Hjertholm ikke helt kan få pumpet nok luft i dens ellers elastiske melodi. Den ER der, man skal nok bare kende nummeret og lytte godt for, at fange den finurlige fætter.
“HZ” er næste nummer, alt er godt, Hjertholm byder velkommen til gamle som nye ansigter. På sin egen lidt halv-kejtede facon, der er helt i tråd med hans sangunivers. Det er noget dejligt afvæbnende og imødekommende over ham, og en sang som “HZs” rolige væsen. Der gemmer sig faktisk en smuk og betagende lille ballade bag de to bogstaver.
En sang, som den gør sig meget bedre i den nedbarberede udgave end de første par numre. Der opfordres endda. måske lige overmodigt, men helt sikkert med glimt i øjet og en ræv bag øret, til fællessang fra bagergulvet. Det lykkes vel næsten? På en måde. Nå, nu kommer der en ny sang. En uropførelse! 30.000 i Koda penge regner Hjertholm med, at modtage fra Flere Fugle for ulejligheden. Så var der, trods alt nok bedre odds for fællessang lige før.
Jeg er sulten, her dufter altså af et eller andet spiseligt?! “Jeg blev født i Babylon, i et hus af gasbeton og så taler vi ikke mere om det”, lyder det små-skingert fra Hjertholm. OK, så vil jeg undlade, at bore i den sag og sang. Så, nu lover han en “gammel kending”. “Der var engang hvor jeg sang lidt mere som et får… Jeg har lagt det lidt fra mig”.
“Angsten for at blive til glas” dribler stille ud af Hjertholms nye, gamle guitar. Ingen får inden for hørevidde på nuværende tidspunkt. Nu er det lige før, at jeg gerne ville høre det, af ren og skær nysgerrighed. 20 minutter til, at jeg skal til at overveje kraftig, at sætte kursen hjemad. Planer, pligter og en lang arbejdsdag truer, lurer og føles i systemet.
Hjertholm efterlyser en mand med ølmave til, at kaste guitaren til ham. Han har selv mistet sin. Altså ølmaven. Men, den kan komme igen. Det er måske ikke Allan Olsen guldkorn, der vælter op at den poetiske å mellem numrene. Han minder mere om en campingtrucket storby Ib Grønbech. Men, Hjertholm virker nu som et rart og elskværdig væsen. Og, måske en sær snegl. Det er nu også som regel de bedste og mest interessante.
Jeg kan vist godt holde mig et par numre mere. Jeg kunne også godt have skyllet en kop kaffe ned, men det havde de ikke lige i dag. Man ER vel renæssancemenneske?
“Nu kommer der en sang til min datters bamse, lidt sentimentalt men også triviel”. Den hoster, hakker og sprutter sgu lidt. Jeg har igen lidt svært ved, at fange den melodi, som jeg har en ide om er til stede et sted? Den her sang gør modstand. Tramper trodsigt. Måske er det meningen, måske falder den lidt fra hinanden i det minimalistiske udtræk.
9 minutter tilbage… “Sorte Slyngel” dukker op. “Det er mig, der er sorte slyngel”, siger Hjertholm og henviser til den klassiske tegneseriefigur. Det er endnu en af de fine, og en af dem der fungerer i bagerbyggepladsen. En melodi, der ubesværet træller og danser ud i lokalet og fylder en med liflig velvære og “dejlighed”. Ahhh… Colaen er sgu også helt god. Lidt “klæbrig”, men så fylder den hullet i maven lidt ud.
Hjertholm kaster sig ud i “Terminator”, der lukker 2016 debuten Blitz. Og begynder, at snakke om den kuldsejlede filmserie. Hvor mange film er serien nået op på, spørger han? Det bliver lidt fabulerende og famlende, han får lovet at spille 900 sange i aften. Så kommer jeg ikke hjem med tørre bukser. Sult, blære, søvnmangel og tidsplanen presser sig på. Det virker som et passende punktum og skrub-af-nummer.
“For vi ved at livet snart er slut…”, gjalder det ud fra spillemanden, mens jeg sniger mig ud i årets første storm. Overdrivelse fremmer forståelsen, så slemt virker det heller ikke. Men, heller være på den sikre side. Der famles og bakses med regntøjet og mit øvrige habengut i baggårdens meget sparsomme belysning.
Min keglen rundt, som en fumlegænger på afveje, suppleres af tonerne af den herlige, boblende og smittende “Forår i Trafiksignalet” inde fra Flere Fugle. Hittet at skride hjem på, det er jo næsten luksus! Og får også, næsten en til, at se igennem fingrene med, at en del af Mørtels blandingsprodukt denne aften ikke virkede helt færdigbagt. Eller bare mangler lidt af studieversionernes gær.
Bager-puns intended. Og jeg skammer mig ikke engang. Tak for i aften, næste gang giver vi det hele lidt længere tid i ovnene.
Af Ken Damgaard Thomsen
