Mørtel debuterer med en af de mest spændende pop-plader du nok kommer til at høre i 2016, men også en plade hvor de til tider spænder en smule ben for sig selv, eller forsvinder lidt for meget ind i deres eget univers. Men fascinerende, det er turen uanset.
Det her er helt klart ikke tiltænkt alle, eller noget der sigter efter et bredere gennembrud, selvom om Mørtel sagtens kunne snige sig ind på sendefladen på en mere eksperimenterende og visionær radiokanal, når de er i deres mest poppede og tilgængelige hjørne. Det er de nemlig kun i glimt, på et album hvor de to sangskrivere Andres Hjertholm og Hans Holten Hansen (resten af bandet består af Gertrud Hjelm Kongshøj, Jeppe Bodenhoff og Niss Stricker) insisterer på at tage omveje, afstikkere, og den mest uforudsigelige rute igennem det alternative folk-poplandskab, de skaber på Blitz.
Det er pop, men det er også poesi, leg og surrealisme. Det gælder både den boblende og skæve musik, men især vokalarbejdet, hvor der tilsyneladende gøres en dyd ud af, at levere de sprogligt finurlige tekster så alternativt og “frit” som muligt. Det behøver ikke at lyde kønt eller rent, bare det matcher den stemning af frihed, hittepåsomhed og nysgerrighed som den musikalske del rummer. Det er på mange måder en musikalsk legestue, hvor sprog og lyde får lov til at gå de veje de vil – også selvom det strider mod “spillereglerne”.
Det gør så også, at Mørtel hist og her træder lidt over stregen, eller bliver så grebet af legen, at det der kunne være blevet et stærkere nummer med lidt styring, eller indgriben fra en kedelig voksen. Det skal ikke forstås som, at Mørtel’s univers er useriøst, eller barnligt, overhovedet ikke. Faktisk er meget af lyrikken meget dybsindig og alvorlig, på sin egen små-flippede og lidt udkoksede måde, men eksperimenterne løber af og til med opmærksomheden, så man måske ikke helt får det ud af sangene, som man ellers kunne.
Et eksempel herpå er “Kunsten At Sætte Punktummer”, en roligt, vuggende lille sag, men vokalen ligger i det med vilje overstyrede og syrligt leverede, så den liiiige skurer mig lidt for meget i øregangene. Det er sådan set fint nok, og jo et klangmæssigt greb og udtryk som er helt bevidst valgt, men lige her kommer det altså til at fremstå lige en anelse for forceret for mig. Som om man insisterer lidt for meget på, at lade det være grimt og sunget på en frekvens der har til hensigt at kradse i øregangen – det bliver kort og godt lidt for meget af det gode for mig.
Så er det meget bedre, når grimheden og skævheden får lov til at folde sig naturligt ud, som på den herlige albumåbner og single “Sorte Slyngel” (kaldet “Sorte Slyngels Ventevise” på cd-coveret? Er det for at drille?). Nu vi er ved det, så kan man forresten nærmest læse titlerne på coveret som en slags digt, men det er måske bare mig?
Venter på den rette tid
Åh den tid, ja den tid
skal være god
skal være alt
det som jeg har ventet på
Ja, det er jo ikke fordi vi er ude i de mest vanvittige sproglige udflugter her, faktisk er tekstsiden af “Sorte Slyngel” såre simpel og banal, men som Mørtel selv forklarer det, så er Mørtel blandt andet “et indblik i en dunkel afkrog pakket med pinlige floskler”. De dunkle afkroge er her repræsenteret ved den surreale vokal, der giver det hele et lidt mareridtslignede/udsyret præg, og når der så også lige tilføjes flot kvindekor til blanding, så har vi noget der nærmer sig noget David Lynch’ Twin Peaks foruroligende. Hyggeligt og banalt på overfladen, men samtidig underligt, sært tillokkende og med en udefinerbar dybde lige under overfladen.
Et andet eksempel på noget, der på overfladen lyder tilforladeligt, men hurtigt ændrer sig til at give en smule myrekryb, er “Mælk og Blod”. Det starter afslappet nok, efter en kort intro tøffer melodien mageligt fremad, mens vokalen her ikke blot er syrlig, men tilmed nærmest trallende og ubekymret oveni. “Du finder mig ofte, vandrende baglæns, når jeg drikker din mælk // Eller også når jeg lægger mig lige midt i dit mellemrum”, ok, det kunne jo umiddelbart lyde som en fin lille lummer hilsen til kvinden og kvindekroppen. Men det følges straks op af, “du finder mig ofte, stående oprejst, når jeg stikker dig en // Eller også når jeg lægger mig lige midt i dit mellemrum”. Så sniger der sig pludselig en lidt anden stemning ind. Hverken melodi, stemmeføring eller atmosfære i nummeret ændre sig – men bismagen man selv sidder med bliver lidt harsk, som nummeret skrider frem. Så er der den folksy-syrede “Fra Nicea Til Ikea”, den er bare besynderlig og urovækkende hele vejen igennem – på den gode måde.
I stunder som disse kører det virkelig for Mørtel, hvor alle elementerne komplimenterer og forstærker hinanden og sammen skaber et fascinerende parallelunivers. Desværre lykkes det, for mig, ikke helt at blive inde i det univers hele albummet igennem. Jeg synes især anden del af Blitz mister lidt fremdrift, og måske savner udsving i tempo og grundstemning. Et nummer som ellers fine “Går Du Nedenom? Så Kom” er ganske betagende på sin egen træge måde, men er også med til at bremse pladen lige lovligt op. Mens “Hund Efter Ham”, hvor fremgangsmåden er vendt lidt på hovedet med kvindevokal som lead og mænd på kor, bare ikke helt fanger mig, som de andre numre.
Det gør, at man er lige ved at vågne op fra sin Mørtel-døs og vende tilbage til virkeligheden, inden vi når i mål. Heldigvis lukkes pladen stærkt med “farvel-sangen” “Terminator”, hvor budskabet lyder “alt vi gør tager et minut, for vi ved at livet snart er slut”. Smukt punktum, selv når vokalen begynder at dirrer og kokse lidt ud.
I det store hele er der dog klart mere at glæde sig over end begræde på Blitz, hvor Mørtel’s største “fjende”, nok egentlig er dem selv og nogle af de valg de foretager ude på den kryptisk snoede musikalske sti de befærder. Der venter næsten hele tiden en glædelig overraskelse om nærmeste hjørne, hvis det ikke er hele numre, så er det spidsfindige formuleringer som “når jeg dør, er der nok 2-3 der siger, at jeg godt måtte være død før”, i “Så Glem Alt”. Eller “Angsten For At Blive Til Glas”, hvor melodien på en måde lyder som Velvet Undergrund der spiller folk-rock.
Blitz er på ingen måde en perfekt plade, men det er faktisk også en stor del af charmen. Mørtel forbeholder sig ret til at være forunderlige, uden at det ender i fjollerier, og giver sig selv plads til at slå nogle skæverter hist og her. Det er med til at give hele projektet enormt meget personlighed og personligt særpræg, det er simpelthen ikke som noget andet jeg har hørt på den danske musikscene. Det skulle måske lige være Spillemændene i en art ånds-slægtsskab, men så alligevel…
Mørtel er ikke som de andre, så må man tage det lidt sure med det søde, og det burde du også gøre – selvom man måske ikke kan være med hele vejen, så er det bestemt turen værd. Vi ender på 4 flagrende stjerner for hele baduljen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Mørtel på facebook
