Hygge med onkel Stephen:
I 2004 fejrede den engelske superkrukke, og tidligere frontmand i The Smiths, et triumftog af et comeback, som bragte ham forbi Roskilde Festivalens næststørste scene.
Ligesom dengang havde han et album i ryggen som begejstrede flertallet af anmelderne herhjemme og i det store udland.
Koncerten i 2004 udråbte hovedpersonen selv som den bedste på hele tournéen, hvilket overraskede yours truely lidt da jeg fandt den lidt intetsigende og stillestående – og det samme må desværre siges om denne gang også, selv om musikkyndige andre steder på nettet hyldede det som endnu en triumf for den selvbevidste herre!
Morrissey og band lagde ellers ud på særdeles fremragende vis med en af de bedste klassikere fra Smiths tiden, den syrlige ”Panic” – det var sgu lige ved at rive mig ud af camping stolen i ren og skær jubel… Problemerne sneg sig langsomt ind på scenen efterhånden som koncerten skred frem. Vokalen fejlede intet, men verdens største sanger er han efter min mening ikke, og hurtigt kom Morrissey, og det lidt middelmådige band, til at fremstå monotone og lidt for selvtilfredse.
Sættet bestod hovedsageligt af sange fra de seneste 2 albums, intet ondt ord om dette valg, men det hele flød underligt sammen i en enslydende masse – ok hyggeligt, beroligende og afslappende, men også på grænsen til det søvndyssende og ligegyldige. Man savnede noget kant, spydigheder eller følelsen af, at der virkelig var noget på spil for poeten Morrissey – han virkede i hyggehumør frem for farlig eller vedkommende.
Og gu var det da hyggeligt nok med sådan en afslappende atmosfære, men Morrisseys musik og tekster indeholder så meget vrede, mørke og velskrevet lyrik som slet ikke kom til sin ret ved denne Poul Krebs fremførelse…
Hovedattraktionen selv virkede skam veloplagt og mere ”glad” end ellers, og kom ud over blandingen af arrogance og distance som han om nogen er berømt og berygtet for. Det blev til adskillige kommentarer og ”samtaler” i mellem numrene, på den ene side dejligt at manden har fået så meget overskud, men samtidig en smule mærkværdigt at den tidligere rapkæftede og stormundede crooner nu pludselig tøffede rundt som rar og lettere oppustet hygge onkel!
Når koncerten alligevel ikke endte i en fuldstændig musikalsk fallit, skyldes det en virkelig stærk og overbevisende afslutning.
Som næstsidste nummer blev vi fortryllet og beæret med The Smiths måske allerstørste lækkerbisken, en fænomenal udgave af ”How soon is now?”, den guitar giver mig kunstigt åndedræt og vital hjertemassage hver evig eneste gang!
Hyggestunden blev lukket og slukket med den formidable single fra 2004 ”irish blood, english heart”.
Det er muligvis ikke fair at kritisere Morrissey for den måde han optrådte på og den ændring hans personlighed tydeligvis har gennemgået, men når det præger udførelsen af musikken giver det revner i Stephens stramme blazer!
Al ære og respekt til en mand som lærer med årene, udvikler og ændrer personlighed til det mere forsonlige og finder en ny plads i livet… men ”den pinte poet” stod nu bedre til hans musikalske univers.
Kodi
