Klar på en iskold, black metallisk dukkert med Morild? 42 minutter, hvor man risikerer forfrysninger helt ind i hjertet.
Jeg er ikke vinterbader men, hvis det føles ligesom at lytte til Morild, så kunne jeg da godt overveje, at prøve det. Problemet er bare, at Morild ikke er lyden af en hyggelig tur på badeanstalt, hvor du kan hoppe i et hul og få dig et hurtigt kuldechok og så ellers hoppe under et varmt tæppe igen. Det her er mere lyden af, at drive til havs, helt alene, mens hvad du nu end måtte klamre dig til stille og roligt synker indtil du ender helt nede i det kolde, mørke hav… og synker til bunds.
Hele titlen på pladen lyder (og samtidig er det tracklisten):
Så kom mørket og tog mig på ordet
En sort sky af minder
I afgørende stunder
Frosset fast i mit indre
Jeg håber det forsvinder med lyset
At dø eller blive fri
Og så kan man jo sidde og more sig kosteligt over, hvor ekstremt prætentiøst det kunne lyde… hvis det ikke lige var fordi, at bandet rent faktisk havde noget at have det i. Albummet og dens 6 lange numre ligger i naturlige forlængelse af EPen VI, der udkom i efteråret 2016. Her var hele lanceringen, pressematerialet (eller mangel på samme), bandbilleder og cover og selve musikken, mindst lige så “prætentiøs”. Eller skulle man sige, indhyldet i mystik, kunstnerisk, ambitiøs og fyldt med selvtillid i stedet for? Bandet insisterer igen på, at gøre pressematerialet vagt, man får en kortfattet introduktion af pladen, teksterne og en lille hilsen der lyder: Morild sætter pris på din tid, indlevelse og forestillingsevne, idet du lytter til pladen.
Som konstruktionen, hvor titlen på albummet er lig med tracklisten, og omvendt, antyder, så kan man i høj grad anskue Så Kom Mørket… som ét langt sammenhængende værk, hvor det hele flyder sammen og i princippet er én lang sang. Derfor er det også vanskeligt, at fremhæve det ene nummer frem for det andet, eller jeg synes i hvert fald, at det er en lidt overflødig øvelse. Det er som, at hive kapitler ud af en roman og fremhæve dem som værende bedre end andre. Det er da muligt, at nogle fremstår “bedre” end andre, men alle er, forhåbentlig, lige vigtige for sammenhængen.
For mig handler albummet derfor om helhedsoplevelsen, krydret med visse momenter, peaks om man vil, der stikker ud. Der hvor hårene rejser sig af spænding, eller fordi suspensen, der er blevet bygget op, forløses. Første nummer, “Så Kom Mørket Og Tog Mig På Ordet” kan godt virke som en art prolog, hvor elementerne i musikken endnu ikke helt har fundet deres endelige form. De lyder som en lidt fjern susen, mens vokalens flossede skrig ligeledes gjalder ud fra et eller andet dunkelt og stormombrust sted i baggrunden. Det bygger op, svajer i vinden og leder hen mod “En Sort Sky Af Minder”.
Nu er det orkanagtige mørke nået helt tæt på og skyller ind over en, så vokalen og instrumenterne smelter sammen i en kulsort og iskold bølge. Der er rolige passager på vejen igennem det 7 ½ minut lange nummer, men det er følelsen af, at noget skyller ind over en, eller skærer lige igennem kroppen, der den dominerende. “Jeg vil leve // Jeg vil dø // Alene”, lyder det mod slut i nummeret. Som leder over i et af albummets højdepunkter for mig, nemlig den voldsomt smukke, 8 minutter lange “I Afgørende Stunder”. Nu skrev jeg tidligere, at det var svært at fremhæve enkelte numre, men OK, hvis jeg tvinger mig selv, så skiller det her, og afslutningsnummeret, “At Dø Eller At Blive Fri”, sig alligevel lidt ud.
“I Afgørende Stunder” er indledningsvis meget afdæmpet og ret sparsomt instrumenteret, langsomt falder bandet i og der bygges op, mens melodien svæver, eller danser rundt. Der er lidt gazer/post-rock over udtrykket, men ikke så der går decideret blackgaze i den. Stemningen er knugende og truende, men på en meget majestætisk måde, så det føles som om sangen langsomt stiger op mod himlen og forsætter ud i mørket. Hypnotisk og forførende, og et af de smukkeste metalnumre jeg har hørt i umindelige tider.
“Frosset Fast Til Mit Indre” følger op, ved første gennemlytning ikke min favorit, her synes jeg pladen truede lidt med at gå i stå, fordi den lige umiddelbart “bare” blæser derudaf med fuld tryk, går over i et lang, roligt stykke med “ah ah ah” kor og en repeterende melodi. Læg dertil, at det efterfølgende nummer er en rolig, instrumental sag, hvilket tilsammen udgør næsten et kvarter af pladen… men så lyttede jeg igen, denne gang mere fokuseret. Belønningen for den lange opbygning kommer cirka 7 minutter inde i det lidt over 9 minutter lange nummer, når vokalen pludselig skriger ensomt og desperat ud af “stilheden” og nummeret efterfølgende viser tænder igen. Da kom suset.
“Jeg Håber Det Forsvinder Med Lyset” kan ses som en næsten 5 minutter lang intro til albumlukkeren, et pusterum eller begyndelsen på enden, hvad man nu foretrækker. I hvert fald rammer “At Dø Eller Blive Fri” som isnende tsunami (hvis det findes?!) og flår det hele fra hinanden mod slut. “Jeg må ud af mit eget hoved // Før alting forsvinder”, lyder de sidste ord på Så Kom Mørket…, det er vist en god idé!
Men, det er forbandet fristende, bare at sætte pladen på igen og forsvinde ind i sit eget, lokkende mørke.
Morild genopfinder muligvis ikke mørkest kræfter og den sorte metal med dette album, men de bruger det så godt, afbalanceret og dragende, at det er et album der er svært at slippe. Og også et, der selv på dette tidlige tidspunkt må være en kandidat til årets danske metal album, når støvet lægger sig for 2019 og vi igen befinder os i den mørke tid.
Af Ken Damgaard Thomsen
