Elsker du ukompliceret rock?
Så vil du også elske Moonlight Badgers’ All Or Nothing, der stempler ind i snart alle tænkelige klicheer – men gør dette med både talent og evner, så man som anmelder må anerkende, at der intet nyt er under Solen. Men det behøver der heller ikke være.
Nogen, der har efterspurgt rocksange om strippere? Nej? Sange om at ønske sig den store succes som musiker? Heller ikke?
Det er i bund og grund ærgerligt, da Moonlight Badgers leverer en god gedigen gang rock med tilpas kant til at virke ny og forfriskende – men jo også skriver sig ind i noget af det mere overfladiske, genren har at byde på.
Centralt står en stærk herrevokal, der kan levere et nummer som Pole Dancing Angel med perfekt bil-rock æstetik, uden at det lyder som en pastiche. Faktisk kunne det nummer godt være kommet ud af Guds eget land. I slipstrømmen på dette finder vi også et nummer som Greatest Hits. Ønsket om at blive populær, kunne make it big. Igen meget USA.
Det forhold, at man i Moonlight Badgers ikke frygter klicheen, er både en styrke og en svaghed. Hvem lytter egentlig alt for meget til teksterne i rock? Vi er jo i Danmark nok præget meget af D:A:D, der har lagt en linje for typisk dansk leg med sproget – bare på engelsk. Her får man noget andet. Noget (genre)typisk, der ikke som sådan tåler analysen fra en 3G-klasses engelsktimer, men som ikke desto ret rent maler nogle billeder:
Pladen virker til at være designet til at drikke øl til, sætte kværnen i gear og ellers drøne derudaf. Den bliver sejt spillet med en opdateret lyd, der både er ret pæn men undgår at falde i NU-rockens fade fladhed.
Knivskarpt og ikke et slag falder ved siden af. Overlegenheden står klart frem i numre som War On Love og Diggin’ My Own Grave, hvor der arbejdes med skarp stop’n’go.
Balladen Same As Before viser, at der ikke blot er én god herrevokal, men to i bandet. Det kan næsten virke unfair at bands som CODY og nu Moonlight Badgers kan trække op til flere talentfulde sangere op af hatten – når netop vokalen ofte er det, ellers dygtige bands hænger lidt i bremsen på.
Jeg ved lige, hvornår jeg ville sætte All Or Nothing på: På et roadtrip ud af lange, lige veje. Hvor jeg på stop undervejs vil nyde kulturudbuddet, rettet mod motorcykelbander og truckere.
Det står dog enhver frit for ikke at tage af sted på den slags olieforbrændende og måske endda lidt antikverede ture – men at sætte pladen på og fornemme stemningen. For stemningen er der, der er vind i håret, længsel efter anerkendelse, noget enkelt og noget super genkendeligt i pakken her. Indpakningen er dog det mest imponerende, for det er et afsindigt velspillende band, der har lavet en god lyd der hverken virker bedaget eller påtrængende moderne.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Hør balladematerialet, hvor to stærke vokaler udfolder sig her:
