Moon Mountain: White City **** (4/6)

Moon Mountain debuterer med en håndværksmæssig rigtig fin EP, hvor man som lytter kommer på en større rejse ind i bandets meget specielle, skrabede og, til tider, psykedeliske univers, der både byder på behagelige og farlige opdagelser.

Bandet er dannet tilbage i 2012 og består af Ronnie Fischer, Mona Selma Højsted og Brandon Davis. Stilen er som udgangspunkt psychrock eller psychfolk, uanset hvilket mærkat man end sætter på bandet, så bevæger de sig i en meget minimalistisk, eksperimenterende og ikke mindst psykedelisk verden, hvor man som lytter bliver præsenteret for et mix af analoge og digitale lyde og instrumenter.

Det mix virker som udgangspunkt rigtig godt, og toppet med forsanger Mona Selma Højsteds meget karakteristiske vokal, leverer Moon Mountain en EP, der på trods af enkle arrangementer, er meget detaljerig, og nærmest en levende organisme…? Yes, det lyder lidt sært, og det er det et eller andet sted også. Skal jeg smide et par referencer ind jeg kom til at tænke på da jeg hørte White City første gang, var det et mix af det The Doors, Björk og en lille snas The Raveonettes, der poppede op.

But does it work? Yep, det gør det, længere er den ikke… Dog er jeg ikke helt oppe og ringe, da der er et par småting der gør at “White City” ikke får topkarakter. Første anke er bandets brug af elektroniske beats på titelnummeret “White City”, som virker lidt underligt og unødvendigt i det ellers så organiske univers der er skabt på EP’en. Der er nok en god grund til at elektronikken har vundet, men som lytter ville jeg meget hellere have haft smækket et sæt klassiske trommer på. Og nu hvor vi er ved de lettere negative ting, så kan Mona Selma Højsteds ellers meget fine vokal, til tider virke en anelse “over the top”. Især på “White City” og “Release The Sins”, bliver den lidt “for meget” til min smag, men det er jo heldigvis en smagssag.

EP’en består af 5 sange. “Daddys Angry Now”, en semi-rockende, skramlet og særdeles simpel åbner, der i den grad bliver båret af Mona’s karakteristiske vokal. Og tilsat elektrisk guitar, en tamburin og lidt trommer, rocker Moon Mountain EP’en igang på fornem og særdeles enkel manér. Helt klart en af mine favoritter på EP’en.

Men den topper dog ikke “Let It Burn”, der uden tvivl løber med titlen som EP’ens bedste sang. Her er der skruet helt og aldeles ned for både tempo og galskab, en lille semi-spooky-folkish sjæler, der igen er båret af Mona’s vokal, tilsat akustisk og elektrisk guitar samt et kor, der fuldender sangen. Man bliver suget noget så eftertrykkeligt ind i sangens univers, ja, man føler sgu næsten at man sidder i samme rum som bandet, det bliver ikke meget mere autentisk.

“Let It Burn” bliver fint fulgt op af “Down To The Wire” hvor bandet bliver i det stille og folkede hjørne, og det er som sådan også et rigtig fint nummer, der skabes igen et troværdigt, og lidt farligt univers, med meget få midler.

Vi springer videre til titelnummeret “White City” og de føromtalte elektroniske beats/trommer og effekter. Det virker som sagt lidt underligt, når man kommer fra 3 så organiske, skramlede og skrabede sange. Ja, det skiller sig ud, men desværre ikke på den gode måde, og samtidig er det også her, hvor Mona’s vokal bliver en anelse for meget. Nummeret er, som man måske kan fornemme, slet ikke min kop te, men måske en analog udgave af nummeret ville gøre teen drikkelig. Det er samtidig det nummer på EP’en hvor der er skruet mest op for instrumenterne og vokalerne, hvilket virker fint, og sangskrivningen er knap som simpel som på EP’ens andre sange.

White City lukkes og slukkes af “Release The Sins”, hvor bandet heldigvis er tilbage i deres analoge verden, og sangen er helt klart den mest psykedeliske skæring af de fem. Igen har vokalen en tendens til at blive lidt for meget, men når der er skåret ind til benet, som der er på “Release The Sins”, så vil vokalen jo blive dominerende. Men som sagt en relativt syret oplevelse, der leder tankerne til gode gamle Jim Morrison og hans kumpaner.

Alt i alt er White City en forførende, farlig og syret lille sag jeg ikke ville have været foruden, og det på trods af mine knap så gode elektroniske venner, og en vokal jeg ikke helt kan forene mig med på et par sange. Moon Mountain får 4 store stjerner og der hersker ingen tvivl om at den tilsendte vinyl nok skal få nålen at mærke en del.

White City udkommer d. 13 . oktober på Future City Devils Island, og er du til en god omgang minimalistisk-eksperimenterende-psychfolk, kan EP’en erhverves lige HER.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde