Svulstig støj er der nok af på Moon Mountain’s nye EP, men desværre kniber det med melodierne og så ender det som en relativt traurig omgang.
Måske er det også okay at det er traurigt, når det handler om at bryde med den man elsker? Det starter traurigt på den gode måde på Moon Mountains nye EP med ‘You’, som buldrer, ja, svulstigt, sovset godt ind i synths og trommemaskine beats. En sitrende guitar bryder lidt med den nærmest industrial-klingende lyd, og de nærmest mumlede vokaler fra Mona Selma Linderoth giver det et næsten mareridtsagtigt skær. På ‘You’ er der både dynamik og variation – det er der desværre ikke i lige så høj grad på resten af udgivelsen.
Moon Mountain har bevæget sig i en mere synth-rocket/new-wavet retning siden deres første udgivelse, og det er ikke en udelt succes. Efter ‘You’ falder kadencen nemlig noget. ‘Never Again’ er med sine tunge synths og slæbende tempo ikke nær så fængende eller velfungerende som åbneren, og jo længere High-heeled Man in Female Low Tide skrider frem, jo mere ensformig oplever jeg den.
’11 Days’ har dog en god, pulserende rytme og lidt forløsning, som dog ikke kommer helt i mål på omkvædet – det måtte gerne slippes mere fri. Her er det som om, nummeret bliver hængende lidt i sin egen sump, selv om det kunne have løftet sig. Der er nu noget over den sejt svingende afslutning, der fungerer.
‘Banshee’ hyler og skramler og slæber sig langsomt i gang, men ender desværre som en relativt ensartet omgang i sidste ende – og så er vi fremme ved ‘THROUGH’, EP’ens sidste nummer, som jo nok signalerer at der er en vej ud og det er gennem. Her orgelsynthes der i hvert fald igennem, og der er også et hook i synthmelodien og et godt drive – og det er som om ‘THROUGH’, ganske passende, åbner en vej ud af støjen og mørket.
Udtrykket på EP’en er desværre i mine ører mere “interessant” end tiltalende eller dragende. Støjen er konstant tilstedeværende, og den virker desværre mere som et irritationsmoment for mig end en forløsning, og er med til at forstærke fornemmelsen af ensformighed. Og så sidder jeg egentlig med en fornemmelse af, at Moon Mountain gerne vil skubbe til mig og udfordre mig, men at det bare ikke rigtig helt lykkes – jeg kører bare træt i støjen og der er ikke nok at hænge hatten på melodisk til at transcendere det.
Det gør også at High-heeled Man in Female Low-tide i sidste ende virker lidt uforløst. Jeg bifalder egentlig den kompromisløse tilgang og en del af udtrykket, men samtidig er det også på samme tid for meget og for lidt – ikke helt voldsomt nok til at jeg virkelig bliver blæst bagover, og ikke stærkt nok melodisk til at jeg bliver hooked – og som break-up plade fornemmer jeg måske nok sindsstemningen, men bliver ikke smittet. Derfor lander vi også lidt midt i det hele på karakterskalaen.
Du kan finde Moon Mountain på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
