Godt nok kalder Moon Loves Honey Apart en EP, men det er nærmere et minialbum. Og man når at komme godt ind i Aarhus-bandets drømmelandskaber på de 37 minutter EP’en varer.
Drømmerock kalder bandet selv stilen, og det er ikke helt skævt – tænk tidlig Efterklang møder Sigur Ros og Mew og diverse shoegaze fra de seneste 30 års tid. Samtidig drysser Moon Loves Honey deres egne små karakteristika ud med lind hånd hele vejen igennem EP’en. For eksempel på åbneren ‘Balloon’, som svæver drømmende afsted, og der, ved siden af bas, trommer og guitar, finder vi også en diskret blæser (jeg er ikke helt skarp nok på blæseinstrumenter til at være helt sikker på hvad det er). Et andet træk ved Moon Loves Honey er de flerstemmige vokaler, hvor både mande- og kvindevokal glider ind og ud mellem hinanden, som legende fugle med en god opdriftsvind.
Moon Loves Honey inspirerer åbenbart også til mere poetisk sprogbrug end jeg sædvanligvis kaster mig ud i, men der er noget både legende let og samtidig vanvittigt veludført over bandets musik. ‘Balloon’ har et par øjeblikke, som faktisk nærmer sig en form for perfektion, blandt andet et ret skarpt skift hvor guitaren en kort overgang truer med at tordne igennem, inden vi vender tilbage til det dæmpet drømmende leje. Her har Moon Loves Honey et meget, meget stærkt nummer.
Det er ikke fordi, Aparts kvaliteter nødvendigvis åbenbarer sig til fulde ved første lyt. Moon Loves Honey fordrer også en vis tålmodighed, men den tålmodighed bliver også i det store hele godt belønnet. Selv om ‘My Friends’ ikke når samme højder som åbneren, så er det glasklare guitarspil og det diskrete synth/keyboard-tema værd at nyde. Sammen med ‘Nothing Will Change’ udgør ‘My Friends’ en lidt mindre engagerende del af Apart, selv om begge numre er både kompetent udførte og passer ind i den overordnede stemning. Jeg tuner bare lidt ud og svæver lidt væk – skulle man spare lidt på spilletiden, ville jeg vælge et af de to numre.
‘Quiet Goodbye’ får mig til at spidse ører igen med de luftige vokalharmonier, der indleder nummeret, sammen med guitaren, og siden veldisponerede tangenter, inden ‘Start All Over Again’ skruer tempoet op, uden at tabe stemningen, selv om den også kan lyde lidt som en stiløvelse. Det tilføjer dog på samme tid dynamik og bibeholder den drømmende stemning, hvilket egentlig er ganske imponerende, taget i betragtning af, at trommeslageren giver den pænt meget gas i perioder. Flot udført.
Det relativt høje tempo fortsætter i udlægget på ‘Tell Me More of Your Lies’, inden vi får lov at duve i faldskærmen en tid. Men her arbejdes også meget med temposkift, og det giver nummeret en anderledes karakter end resten af albummet – det virker på en måde mere hektisk med temposkiftene, og selv om signaturerne i udtrykket i form af vokalerne og guitarens linier fortsat er definerende, så føles det alligevel som om Moon Loves Honey bevæger sig i et andet landskab her. Det er lige ved at bryde drømmebilledet, men også kun lige ved. For de 37 minutter glider faktisk afsted lidt som en drøm.
Så selv om bandet har en tydelig signaturlyd, så byder Apart altså også på stor variation. Bedst synes jeg faktisk de er på åbneren ‘Balloon’, hvor det hele går op i en højere enhed, især når man har lyttet nogle gange. De øvrige numre på EP’en er alle velspillede og tindrer på hver sin vis, men når ikke helt samme højder. Som samlet enhed er det dog et flot udført drømmelandskab, Moon Loves Honey byder os indenfor i, og det betyder at vi sniger os op på 5 upcoming-stjerner. Hvis bandet formår at destillere deres udtryk endnu mere og skære ind til kernen af deres kvaliteter, kunne der godt ligge et lille mesterværk gemt i dem.
Du kan finde Moon Loves Honey på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
