Mønsterrapporten er energisk dansksproget rock med snerter af post-punk og 90’er indie og et godt greb om melodier. Dog sniger en fornemmelse af ensformighed sig ind undervejs.
Et par steder undervejs på lakonisk betitlede Samlet spilletid: Ca. 33 min. blev jeg mindet om Kliché, og Lars H.U.G.’ske intonationer fra 80’erne – dog uden helt samme vokale spændvidde. Ikke et ubehageligt minde, og selv om jeg ikke selv er helt gammel nok til at huske Kliché fra dengang, og hvilken impact de havde, så er der i hvert fald ikke tvivl om at de har haft indflydelse på en række danske rockbands op gennem 00’erne og 10’erne.
Mønsterrapporten henviser også selv til Kliché i pressematerialet, så her er ingen forsøg på at sløre det musikalske ophav. Og arven håndteres respektfuldt uden det bliver plagiat. For Mønsterrapporten hælder også andet i blandingen, der musikalsk er lige så meget melodisk uptempo indie-rock med snurrende guitarer og masser af rytmisk fremdrift. Problemet bliver i sidste ende nok den manglende variation i tempo og udtryk.
Udlægget er tempofyldt og fængende med den korte (2 minutter og 20 sekunder) ‘Lim og æter’, hvor guitarerne svirrer, mens rytmesektionen kværner derudaf og vokalen foredrager højstemt. Og sådan er formularen egentlig stort set hele vejen igennem albummets 11 numre. Heldigvis foregår det for det meste med tilstrækkelig melodiøsitet til, at man ikke står helt af nogen steder undervejs.
Det er dog måske meget godt at eksempelvis ‘Onlinedagbog’ falder som andet nummer, så man stadig er lidt fanget af Mønsterrapporten’s særlige udtryk, for hverken tekstmæssigt eller musikalsk er den blandt albummets bedste. Således er det ikke alle albummets sange, der sidder lige i skabet, men det er dog hele vejen igennem velspillet og med tydelig Mønsterrapporten-karakter.
Blandt de sange, der gør mest væsen af sig på albummet er til gengæld ‘Sorte sommer’ og ‘Sommerfugl’. Til fælles har de skarpe melodier, der sætter sig. Førstnævnte lader også rytmen anslås af akustisk guitar, hvilket giver lidt mere plads til bassen i lydbilledet, og gør at den elektriske guitar, når den sætter ind, har mere effekt. På ‘Sommerfugl’ er det især det hæsblæsende omkvæd, der sætter sig spor.
‘Dinosaur’ har også fat i den lange ende, men man kan altså også køre en smule kold i tempofyldt punk-rock og Emil Kjær Voss’ monotone intonation undervejs, kvaliteterne til trods. Det sker for mig omkring halvvejs igennem albummet, for eksempel på den korte ‘I går’, og den længere ‘Bare den mindste skov’, hvor fødderne måske nok stadig vipper med, men hjernen er et andet sted.
Heldigvis er det som om energien får et nøk op på ‘Spor 26’, hvor trommerne får lidt ekstra bank, og guitarer og bas kører et medrivende parløb. Også ‘Dit sprog i min mund’ byder på tempofyldte trommetæv og masser af dynamik, men er mere energisk end mindeværdig, og selv om Mønsterrapporten kalder næstsidste nummer ‘Aldrig slut’, så slutter albummet med ’18. maj ’93’, hvor “skyd efter benene”, en betjents råb til kollegerne da de mistede kontrollen over begivenhederne under demonstrationer efter en afstemning om Edinburgh-aftalen, bliver gentaget igen og igen.
Samlet spilletid: Ca. 33 min. har en herlig pågående energi og Mønsterrapporten har fat i noget spændende med udtrykket – men det bliver simpelthen også for ensformigt for undertegnede over et helt album, og de mundrette tekster får mig heller ikke rigtig op af stolen. Derfor lander det samlede indtryk også på en middelkarakter, men jeg er sikker på, der er mere i Mønsterrapporten, hvis der bliver bygget lidt flere variationer på.
Du kan finde Mønsterrapporten på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
