“If it ain’t broke, don’t fix it” kunne passende havde været titlen på Monster Magnets nye album, det 9. i rækken fra de driftsikre New Jersey stoner-rockerne. Produktudvikling er muligvis en mangelvare på Last Patrol, men til gengæld kan gruppen stadig skrive svedige stenernumre og det lyder som om de nyder det.
Her kunne anmeldelsen egentlig sagtens slutte, for kender du lidt til Monster Magnet, så er alt i vid udstrækning ved det gamle på Last Patrol. Men business as usual kan nu heldigvis stadig være en fornøjelig og medrivende omgang når man er i godt selskab, og det er man igennem bandets 9 (11 hvis du køber limited edition) nye sejt vuggende og stenede skæringer.
For ligesom at slå en tyk streg under, at de gamle hoveder stadig kan syre godt ud og igennem, så åbner albummet med den indledningsvist døsigt vuggende blues-rocker “I Live Behind Clouds”, hvor bandet langsomt får banket rusten af den aldrende maskine og får spillet sig varme, inden det for alvor går løs på titelnummeret “Last Patrol”. Her banker Monster Magnet, i klassisk stil, groovy og trampende stoner-rock ud over rampen i over 9 minutter, hvoraf den sidste halvdel hovedsageligt består af udsyret og repeterende instrumentalstykker, der resulterer i pladens første og største trip.
Den efterfølgende “Three Kingfishers” skiller sig lidt ud på pladen, ved at lyde som en gammel traditionel folke/sømandsvise, hvor der bliver sat godt med strøm til melodien. Nummeret er oprindeligt indspillet af den skotske folk-sanger Donovan, men efter en tur igennem Monster Magnet maskineriet er den pludselig lige så meget sump-rock som skotsk folkevise.
Sure is cold here
And I ain’t lying
Stairs lead nowhere
And the time is dead
Funderer frontmand, og eneste oprindelige medlem, Dave Wyndorf på “Paradise”, hvor gruppen sumper videre, med blikket rettet mod ølsjatterne på gulvet i den tilrøgede knejpe, hvor det lyder som om de står og kokser ud. Der er stadig saft og kraft i det karakteristiske “twang” i guitarlyden og Wyndorf leverer som altid varen som kosmisk space-boogie budbringer bag mikrofonen – det er måske hørt før, men formlen virker stadig. “Hallelujah” sætter lidt mere klap-og-tramp-med boogie woogie fut i løjerne, imens stanken af billig sprut og røg for alvor spreder sig og lægger sig som en tung dyne over lytteren imens Monster Magnet med gentagende “hallelujah” og trampe-rytme skruer op for intensiteten nummeret igennem. Simpelt, lidt røvballet og svært medrivende – på den lidt tarvelige måde.
Næste højdepunkt indfinder sig på “Mindless One”, hvor tunge tramp på stedet, bliver afløst af tunge hop, når den uimodståelige melodi går i bentøjet og leverer effektive los bagi. Her får den alt hvad den kan trække af syrede riffs, svedige trommer og dunkende optempo stener-rock, “Surrender to the mindless one” gjalder Wyndorf – og man overgiver sig gerne! Tid til en puster, “The Duke (of supernature)” hiver tempoet ned igen og bølger afsted i et vuggende og hypnotiserende leje. Den lille pause er veltimet, for på den over 7 minutter lange “End Of Time” stiger tempoet igen, med en skærende og dirrende melodi, et ægte adrenalin sus fra stener-veteranerne. Selvom Monster Magnet ikke piller væsentligt ved deres gennemtestede formel, så er der stadig nok variation i det velkendte univers til at man aldrig keder sig i løbet af Last Patrol’s 50 minutters spilletid.
“Stay Tuned” siger Monster Magnet afslutningsvis, på et nummer der bringer pladen full circle ved at bringe os tilbage til den nedbarberede og tilbagelænede stemning fra åbningsnummeret. “Ain’t no target to aim for, man // Ain’t no mountains to climb // At least they’re not where they used to be”, lyder det, måske selvbiografisk fra Wyndorf. Men den form for erkendelse skulle man jo tro, at bandet lød betydeligt mere trætte end tilfældet er her på Last Patrol. Fornemt og stemningsmættet punktum, hvor gruppen viser at de ikke behøver skrue op på fuldt sumper-blus for at skabe atmosfære og virkningsfulde numre.
Monster Magnet bumler på Last Patrol ufortrødent videre i deres egen lille spacy tidslomme, uden skelen til musikalske modeluner eller tidernes skiften. Det er dybt forudsigeligt det meste af vejen, men det er en bundsolid vej, som de åbenbart ikke selv har fået slidt tynd endnu.
Rul dit bedste flyvende tæppe ud og tag ud på endnu en skæv flyvetur med Monster Magnet, det er måske ikke endnu et overvældende spacy powertrip som i storhedstiden i 90’erne, men fans af bandet eller genren kan roligt tage en tur mere ud i The swamps of Jersey sammen med den tilsyneladende utrættelige gruppe.
Anmeldt af Kodi
