Hele 3 år efter jeg anmeldte Mom & Bear’s debut EP, Borderline Reckless, og dengang efterspurgte et album, er Mom & Bear nu endelig klar med første fuldlængde udgivelse. Og den har så sandelig været værd at vente på.
Bandet, eller studieprojektet som det rent faktisk er, har Jens Rahbek ved roret og som omdrejningspunkt. De seneste 6 år har han, i en kælder, arbejdet hen imod denne udgivelse, der undervejs både har været opgivet og sendt til forskellige miksere og producere, men heldigvis, for det er i den grad heldigvis, besluttede Jens Rahbek sig for at udsende albummet, af den simple grund, at han ønskede at efterlade noget, som viser hvem han er. Albummet indeholder af denne grund også sange fra de to EP’er Borderline Reckless og Hand ‘em High.
Samtlige sange er skrevet af Jens Rahbek, men finder altid deres endelige form i samarbejde med projektets øvrige medlemmer Ian Gregersen, Jacob Abildgaard, Morten Findshøj og Torben Guldager.
Stilen er indie/alternativ/folk-rocket, med en dyster og melankolsk tilgang, og sammen tryller de fem mand en original og tryllebindende lyd og atmosfære frem. Referencemæssigt lander jeg et eller andet sted mellem gode gamle Kitty Wu og britisk/New Zealandske The Veils, og det er et rart sted at lande.
Let’s get to it. Der er ingen grund til at pakke det ind. Det er et rigtig godt album Mom & Bear har begået. Det er afvekslende uden at sammenhængen ryger. Det er intelligent, uden at blive arty farty. Det er dystert og introvert, med små lysglimt hist og pist. Ja, det er kort og godt et blændende album Mom & Bear har fået skruet sammen, et album der på alle parametre er på et højt niveau. Der er intet at sætte på sangskrivning, produktion, fremførsel – det er faktisk, uden at træde nogen over fusserne, et meget udansk album, der har et internationalt skær over sig.
Albummet består af 11 sange, der alle har noget positivt at byde på, og der er meget sjældent, at man efter et par gennemlytninger, ikke sidder tilbage med, som minimum, et par sange man ikke sådan rigtig, ser frem til at skulle høre igen. Sådan er det ikke på Bury Your Dead. Det kan høres, og mærkes, at der er mere end tænkt over hver en strofe på albummet, og at intet er stresset igennem, men materialet har haft tid til at modne, sådan virker det i hvert fald.
Men der er jo altid nogle sange der stikker næsen en snas længere frem end andre, også selv om niveauet er højt fra start til slut. På Bury Your Dead, er der en del der netop gør dette, og jeg har valgt at fremhæve en lille håndfuld.
“Eyes Like Daggers” åbner ballet, et atmosfærisk og melankolsk nummer, der gennemstrømmes af en tung og sørgmodig stemning. Vokalen bærer sangen og der bygges rent instrumentalt, meget tålmodigt op, lag på lag, uden det på nogen måde ender ud i en kæmpe forløsning. Der er snor i samtlige elementer i sangen, og de bliver styret med hård hånd. Et storladent underspillet nummer, der sætter barren meget højt, for de resterende sange på albummet.
Næste sang der skal fremhæves er sublime “Fear Not For The Reaper”, der med relativt få virkemidler, fremtryller en helt unik, næsten filmisk stemning. Her er sørgmodigheden igen i førersædet med den dystre melankolske atomsfære som sidemand. Igen er vokalen det fremtrædende element, og akkompagneret af klaver, strygere, akustisk guitar og sagte trommespil, får Mom & Bear frembragt albummest bedste og mest mindeværdige nummer. Smukt på en meget dyster facon.
På “Talking To Zee” bliver man sendt direkte ud på prærien, for der er i den grad dømt western feel, i bedste Young Guns mode. Ja den kunne sagtens have været på soundtracket til én af de to film. Og aner man ikke hvad Young Guns er, så spørg onkel Google. Nå, sangen er en stille sag på lige under 3 minutter, hvor bandet igen, igen formår at få utrolig meget ud af få virkemidler, man kommer langt med akustisk guitar, en habil vokal og et stort talent for sangskrivning. Krydret med tamburin, lidt bas og en smule elguitar, bliver man som lytter suget direkte ind i universet, og kan ligefrem lugte røgen fra den rygende pistol. Stemningen er her noget mere positiv, men der lurer, som der gør på størstedelen af sangene på albummet, noget farligt under overfladen.
Også er der jo “Positive Note”, som ligesom “Fear Not For The Reaper”, var at finde på debut EP’en Borderline Reckless. Det er, her 3 år efter jeg anmeldte EP’en, stadig et rigtig godt nummer, det holder 100%, hvis ikke mere. Her er tempoet, i forhold til de tidligere omtalte sange, skruet op, og vi har at gøre med et mere “klassisk” rock nummer. Verset er domineret, og drevet af, et dragende bass-riff, hvor der er plads til at de øvrige instrumenter kan lege en smule. Omkvædet sætter ind, og gør det det skal, men sangens helt store force og overraskelse rammer efter godt 3 minutter – C-stykket! Hold da kæver, her vendes det hele på hovedet, der skiftes til halvt tempo, og så kommer monsteret frem fra sit skjul. Det der i forvejen var et rigtig godt rocknummer, baseret på ret så traditionel sangskrivning, får lige en saltvandsindsprøjtning af de helt store, det er intet mindre end pissefedt.
At Bury Your Dead ikke løber afsted med 6 stjerner, er fordi det kan anes, at indholdet er fremkommet over en meget lang periode, eksempelvis stikker “Talking To Zee” lidt ud, men det gør ikke det store, nu hvor det er et super godt nummer. Men grundet den lange tilblivelsesperiode, er variationen af sangene meget stor, dog uden at den røde tråd brister, men den kunne til godt have været en anelse strammere. Ja, det er småting, men det er lige det der skal til, før den løber med fuld plade.
Uanset 5 eller 6 stjerner, så er Bury Your Dead uden tvivl, en plade der hører til blandt stjernerne.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
