Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Mom & Bear: Borderline Reckless EP ***** (5/6)

Mom & Bear: Borderline Reckless EP ***** (5/6)

2594
0

Der er to ting jeg gerne vil starte med at klage over i forbindelse med denne anmeldelse. Et, at det tog Mom & Bear godt 3 måneder at sende deres nye EP, Borderline Reckless, til os, og to, at der ikke er mere end 3 sange på udgivelsen.

Positive overraskelser er nu de bedste, og jeg må ærligt erkende, at jeg var godt og grundigt positivt overrasket, efter første gennemlytning af Borderline Reckless. Det er ikke hver dag at et stort set ukendt dansk band rykker tæppet så eftertrykkeligt væk under mig, som Mom & Bear formåede.

Mom & Bear, som ikke er et decideret band, men et studieprojekt, huserer til dagligt i Odense, med sangskriver og producer Jens Rahbek Johansen i spidsen. Med udgangspunkt i hans sange, finder resten af besætningen i projektet frem til sangenes endelige form i produktionen. En meget speciel måde at lave musik på, men i dette tilfælde, så virker det uovertruffent, og virker langt fra overproduceret eller på anden måde overbearbejdet, lyden på hele EP’en fremstår uhyre autentisk og rå.

Mom & Bear bevæger sig i deres helt eget støjende, klaustrofobiske, psykedeliske, dystre, melankolske og alternativt rockende univers tilsat gedigne melodier, riffs og ikke mindst, overlegen sangskrivning. Referencemæssigt, er Mom & Bear ikke lige sådan at sætte i bås, men de kunne godt være The Veil’s dystre og støjende fætter.

“Positive Note” er første sang på EP’en, her bevæger vi os i et melodisk rockende univers tilsat godt med tremolo, der sender én til den amerikanske vestkyst. Sangen er båret af et fængende bassriff, og så har Mom & Bear ellers bygget på, og hvad der starter som en tilforladelig (pop)rocker, ender som et klaustrofobisk og støjende rockmonster.

“Pile Of Dirt” følger op på åbnerens fine takter, og her bliver man sendt på et støjende semi-psykedelisk trip, i det fynske landskab. Igen har bassen en fremtrædende rolle i lydbilledet, og krydret med støjende guitar, veldoseret kor og sublim sangskrivning, rammer “Pile Of Dirt” mit rockhjerte noget så eftertrykkeligt.   

EP’en lukkes og slukkes med manér af “Fear Not For The Reaper” der uden sammenligning er Borderline Reckless’ mest dystre sang, man bliver jo helt bange. Sangen starter ud med akustisk guitar og vokal, meget melankolsk og nede i tempo, lidt efter lidt bliver der bygget op til et tungt og dystert omkvæd, for derefter at falde igen. Et meget dynamisk, dystert og følsomt nummer, som sætter sig fast i kroppen.

Jeg slutter hvor jeg startede, og klager igen over at der kun er 3 sange på EP’en. Hvor ville jeg gerne have hørt et par mere, men man kan jo håbe på at der kommer et album på et senere tidspunkt. Jeg har ikke så meget andet end at sende en klar anbefaling efter Mom & Bear, og så lige 5 store stjerner, for en EP med international klasse, som i den grad er medrivende og ikke mindst original.

http://youtu.be/XkJvs1_JHbk

Ep’en kan købes via iTunes og streames bland andet via Mom & Bear’s Soundcloud side, hvor du også kan høre debut EP’en Hang Em’ High, som absolut også er et lyt værd.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Previous articleInterview med Major Noise – På jagt efter den store lyd
Next articleTristesse Of Enola – Mary – 26/1 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.