“Let the sounds swallow you whole”, står der nederst i pressematerialet fra det aarhusianske shoegaze/black/post-metal band, møl (de staver det med lille forbogstav), og det er simpelthen så tæt på at lykkes for bandet på deres debut EP, som det næsten kunne komme… men desværre også kun lige ved og næsten.
Efter min første gennemlytning af de 3 numre EP’en består af, var jeg egentlig ikke synderligt imponeret. For det første mindede det mig i så høj grad om Deafheaven, at man helt kunne komme i tvivl om det vitterligt var de hypede amerikanere. Og så syntes jeg et eller andet sted, at det lød som om bandet havde haft nogle shoegazer-skitser liggende, som de ikke rigtig kunne komme videre med, indtil de “opdagede” black/post-metallen og fik klistret det lag ovenpå.
Men heldigvis lytter jeg mindst 5 gange til udgivelser der skal anmeldes, og genhør betaler sig i møl’s tilfælde. Nok slipper de ikke helt for Deafheaven-sammenligningen, som min reference-ramme for denne relativt nye sub-genre indenfor metallen begrænser sig til, men bandet har faktisk mere at byde på, når man lige får tunet ind på nuancerne.
For det første opererer møl overordnet set med kortere numre end de amerikanske forbilleder (de nævner selv Deafheaven i pressematerialet, samt My Bloody Valentine og Slowdive). Afslutteren “Makhachkala” sniger sig lige over de 6 minutters spilletid, ellers holder de 2 andre numre sig artigt under de 4. Så i alt er man i selskab med møl i under et kvarter på denne udgivelse, det gør næsten naturligt, at man ikke når at blive træt af bandet, men også at man i sidste ende måske ligefrem savner lidt mere fra dem.
Bandet lægger flot fra land med “Sundrowned”, der måske også samlet set er deres stærkeste nummer fra ende til anden. Hvis du i forvejen har problemer med denne genres blanding af lyse og mørke flader, i form af den højtragende shoegazer/støj-rock klang i stærk kontrast til de forpinte og “hæslige” black-metal skrig på vokalen, så er møl muligvis ikke noget for dig. For den dynamik er en af grundstenene i musikken, også på “Sundrowned”. Heldigvis har bandet et par andre tricks i ærmet, som gør at jeg faktisk synes de viser evner og vilje til at bryde Deafheaven “skabelonen” – en skabelon og fremgangsmåde jeg allerede blev lidt træt af på amerikanernes roste Sunbather album.
Nok om dem, for møl’s variant af genren indeholder nemlig også et ret markant “rock” element, som for alvor træder frem i spotlyset halvvejs igennem nummeret i form af en simpel hakkende rytme. Det kunne næsten lyde som en stump fra et Pixies-nummer, og er med til at trække møl lidt væk fra blandingen af brusende gazer-guitar og black/post-metallens isnende og skærende brølen.
Spillet og leveringen er der ikke en finger at sætte på, det hele lyder knivskarpt, tændt og energisk/arrigt – som den slags nu skal lyde. Heldigvis har møl, trods kun 3 numre på EP’en, også plads til at vise lidt andre sider af sig selv end den der er dominerende på “Sundrowned”. Den efterfølgende “Airy” giver, i hvert fald indledningsvis, “rocken” endnu mere plads og skruer samtidig ned for “gazer” og “post” tendenserne, det lyder næsten helt prog-rocket, på en en god måde. Efter 40 sekunder skrues der dog op for de andre virkemidler igen, men denne gang båret frem af en mere tempofyldt og boblende melodi – slet ikke ueffent.
På sidste nummer, “Makhachkala”, giver møl sig selv lidt mere plads og tid til at lege med udtrykket og eksperimenterer, hvilket bestemt klæder dem og peger fremad i en retning som bandet måske kunne fifle lidt mere med i øveren og sangskrivningsprocessen. Nemlig længere og mere “komplicerede” kompositioner, hvor både stemninger og tempo varieres i endnu højere grad. Samtlige numre behøver ikke vare en krig, faktisk er det ganske rart at bandet skærer ind til benet på det punkt i de 2 første numre, men på “Makhachkala” er der ganske enkelt mere rum til noget af det, som jeg fornemmer møl egentlig gerne vil. Nemlig skabe et storladent og drømmende lydunivers, som man kan svæve væk i. Det er lige ved at lykkes, men helt væk er jeg ikke.
For det der i sidste ende holder møl fra at scorer virkelig højt på vores skala, er ikke at det stadig kniber en lille smule med originaliteten og selvstændigheden, men at musikken ikke helt får så meget luft under vingerne, som man ellers fornemmer der er potentiale til. Misforstå mig ret, de 3 numre er alle rigtig gode, og indeholder momenter og detaljer, hvor det bliver decideret fremragende, men som samlet pakke mangler der lige det allersidste udefinerbare pift og løft, der gør at jeg som lytter bliver blæst helt bagover og bare lader mig rive med og forsvinder ind i musikken. Men det er kraftedeme tæt på.
Hvis de samtidig formår, at tilføre lyden endnu mere personlighed, så de svæver helt ud af forbilledernes skygge, så er den femte stjerne indenfor rækkevidde. Indtil da må de “nøjes” med 4 af de store.
Af Ken Damgaard Thomsen
Lyt til/download EP’en gratis HER
