møl er klar med deres anden EP på lidt over et år. Det gør måske at blackgazer/post-rock bandet ikke har taget et kvantespring fremad i forhold til debuten, men man aner klart en udvikling og en forfinelse af udtrykket.
Først og fremmest synes jeg den overordnede sangskrivning har taget yderligere et skridt i den rigtig retning på II. Ikke at den var dårlig på første EP, som jeg tildelte 4 stjerner HER, men der var alligevel lidt børnesygdomme hist og her. For det første syntes jeg, at de lænede sig lidt for meget op af nogle af de erklærede forbilleder i deres lyd, nemlig Deafheaven.
Musikalsk er møl stadig beslægtede, uden tvivl, hvor især arbejdet med mørke og lyse flader i musikken, er et fællestræk. Men på II er det alligevel som om, at møl har en mere klart defineret egen lyd og følelse. Måske hænger det sammen med en anden forbedring, nemlig at numrene er blevet en anelse mere strømlinede – på en god måde. Sidste gang havde jeg lidt fornemmelsen af, at møl’s numre var 2-3 genrer, black-metallen og det mere post-rockede og shoegazede, eller skitser fra hver, lagt ovenpå hinanden. På II føles udtrykket noget mere organisk og numrene får dermed mere liv, og på en eller anden måde også tyngde.
Det føles kort og godt som om, der er lidt mere kød og “fylde” i sangene denne gang. På første EP efterlyste jeg også lidt mere møl, da EP’en kun indeholdt 3 numre, her er “problemet” på II lidt det samme. Der er igen kun 3 numre, de mætter mere samlet set, men jeg er stadig sulten efter mere. Nu er det jo ikke nødvendigvis en dårlig ting, at være sulten efter mere, men jeg savner stadig lidt mere kød i gryden inden jeg overgiver mig betingelsesløst.
De 3 lunser der så ER i gryden er til gengæld ret appetitlige, ikke mindst åbneren “Kathexis”, der straks slår tonen for II an og får demonstreret den udvikling bandet har gennemgået siden deres første EP. Det lyder ganske enkelt mere sammenhængende, formfuldendt og afrundet i lyden, uden at det mister noget af den pondus der var blandt første EP’s store forcer. Stilen er i bund og grund den samme. Kulde og varme, mørke og lys, støder sammen, væves ind i og gnider sig op af hinanden eller skiftes til at være i fokus. Men udførelsen virker bare mere glat og gnidningsfri, uden at det af den grund bliver for poleret.
Det er med næsten 6 minutter samtidig EP’ens længste nummer, så vi har god tid til at bygge op med en stemningsfuld intro inden møl hugger til og slår en storladen tone an. Dernæst åbnes der for de sortnede post-rock metalliske toner, der rent musikalsk ikke byder på de store landvindinger, men er fermt eksekverede. Det er svært ikke at mærke et ordenligt sus i korpus, når møl lader musikken bølge, bruse og hvirvle løs.
Den efterfølgende “Atacama” sætter indledningsvis tempoet lidt ned og vugger mere end den bølger og bruser, inden intensiteten stiger og arrigskaben trænger igennem et minuts penge inde i det knap 4 ½ minut lange nummer. Vokalen, der ellers holder sig meget i det black metalliske bistre skrige-leje, flirter momentvis med noget dybere growl klingende, en fin variation, så vokalen ikke “blot” bliver et ekstra instrument i en susende klangflade.
Sidste halvdel af nummeret bliver mere post-rock snurrende og og sko-kiggende atmosfærisk, så da kan jeg da lige benytte lejligheden til at rose guitar-arbejdet og lyden. Guitaren lyder kort og godt rigtig fed, hvilket man også kan sige helt overordnet om II’s lyd – det spiller sgu’ det møg!
Så er vi allerede nået til vejs ende, møl lukker og slukker med “Rush”, der som titlen antyder har fart i vingerne og med under 4 minutters spilletid også er EP’ens korteste nummer. Der åbnes nærmest med en punk-lignende eksplosiv og udfarende energi. Guitaren skærer igennem med støj-flader, mens vokal og trommer farer fremad med frenetisk energi, uden at nummeret af den grund stikker af i hver sin retning. Efter lidt over et minut indtræder et kort øjebliks stilhed, hvorefter nummeret sætter i igen og skifter retning over i mere velkendt møl territorium. Mod slut bryder det hele sammen i støj, energiudladning og flossede brøl – stærk afslutning.
Musikalsk og klangmæssigt kører det ganske enkelt som smurt for møl på deres anden EP, hvor det virker som om de for alvor er ved at finde deres ståsted, en mere personlig lyd og en retning for det unge band der peger fremad.
Jeg endte på 4 store stjerner for møl’s første EP, II er på stort set samtlige punkter en forbedring og føles som et skridt fremad for bandet – så derfor må karakteren næsten også afspejle dette. Der er stadig rum til at vokse og finde en form, der er endnu mere deres egen, ligesom 3 numre stadig føles som i den lave ende for helt at kunne bedømme potentialet.
Men, indenfor den ramme og de præmisser bandet selv har sat op med denne EP, da sniger vi os uden tvivl op over grænsen for de 5 stjerner. Vi befinder os stadig i upcoming territorium, men der må være nogen derude der kunne se fidusen i, at give bandet en god deal og lade dem prøve kræfter med andet og mere end en EP.
Nu vil vi se hvor langt og hvor højt de her solide vinger kan bære!
Af Ken Damgaard Thomsen
EP’en udkommer d. 15/11, følg med på møl’s Facebook
