Til evigheden og forbi. Det er ikke jordforbindelsen der tynger hos MOD, der opererer på flere forskellige musikalske planer men alligevel formår at få samlet trådende og får det til at smelte sammen på en EP, der i glimt også er stærk nok til at smelte hjerner.
Der er et øjeblik, omkring et halvt minut inde i tredje nummer på denne 5 numre lange EP, hvor det hele går op i en højere enhed for mig. Ud af et skurrende og støjende mørke flænser en desperat og arrig kvindevokal luften med sin pågående og insisterende snakke-sang.
Jeg vil gerne slå noget, er der nogen der gider stille sig foran mig, så jeg kan komme ind i deres hoved
Slå mit hoved ind i deres hoved
Jeg vil gerne mærke noget, jeg vil gerne mærke nogen
Her kan jeg mærke mit hoved udvide sig fordi hjernen begynder at presse på indefra og låget er ved at lette. Det er hjernesmeltende rødglødende intenst og lydtrykket så massivt og skærende, at det føles som om man får sandblæst fjæset af. Sådan er det ikke hele vejen igennem til evigheden og forbi, der er udsendt på streamingtjenester og, naturligvis, kassettebånd. “Naturligvis” fordi det her emmer af undergrund og Kunst med stort K, men heldigvis ikke på en måde hvor det kommer til at virke for artsy fartsy eller selvhøjtideligt. Nå, nok gennemstrømmes EP’en af en sitrende og voldsom intensitet og følelse af nødvendighed, men det er sjældent det flammer op og står i lys lue i samme overvældende grad som på den her nævnte “før jeg mødte dig”, hvor Frederikke Dahl Hansen står for at ruske en igennem med hendes pissed off levering.
til evigheden og forbi rummer mange flere nuancer og tonefald end dette, som på effektiv vis bygger op til et udbrud som dette. Men som også på egen hånd, selv når udtrykket er mere afdæmpet, har en ætsende intensitet over sig. MOD præsenteres som et møde mellem to stemmer, et forsøg på at indgå i en form for dialog, eller råbe hinanden op. Det kommer til udtryk ved at der ofte spilles i to forskellige tempi, eller to forskellige spor, på samme tid. Det KUNNE nemt være blevet en stressende oplevelse, a la eksempelvis et band som Collider, hvor jeg simpelthen ikke kan få enderne til at passe sammen i mit hoved og jeg får lyst til at løbe skrigende bort. Modsat forholder det sig her. MOD suger mig til sig og opsluger mig fra første sekund af åbneren “det’ ikke mine følelser”.
Der gives ikke ligefrem ved dørende, faktisk mødes man af en tilsyneladende uigennemtrængelig mur af guitarstøj og en kunst-punket vokal der messer højstemt løs i døråbningen. Det vælter en i møde, alligevel er det som der lige er plads nok til at man kan kile sig ind op af dørkarmen, eller musikken lokker en ind med en eller anden form for strålende glans?! Det er svært helt at sætte ord på, for i bund og grund er trykket så stort at man som lytter burde blive tromlet ned. Jeg føler bare at det modsatte sker. Der er en snert af noget tidstypisk punket over Rasmus Baks vokal og guitarflader, som giver MOD den rette mængde genkendelighed, så man ikke stødes bort. Mod slut peaker sangen, da Frederikke Dahl for første gang på EP’en dukker op, her mere syngende end råbende. Svimlende udlæg på udgivelsen, så er scenen i den grad sat og jeg er hooked.
jeg vil bære mine lys til dig
jeg vil blomsterså stierne på din vej
jeg flakse op imod solen efter dig
jeg vil kaste mig i dit lys
Sådan lyder hele teksten i den efterfølgende tempomæssigt mere nedtonede “jeg vil bære mine lys til dig”, hvor vokalerne synger oveni hinanden, på en måde der både lyder unison og en lille smule ude af trit med hinanden. Det giver den der omtalte fornemmelse af to spor, eller stemmer, der forsøger at mødes, inden Bak tager over og synger sidste linje solo. Lykkes det så at finde fælles fodslag? Måske er den tidligere nævnte “før jeg mødte dig” Dahls modsvar og reaktion og udtryk for nogle frustrationer, der nu få lov til at blusse op i lys lue?
Måske skal hele EP’en anskues som en lang sang eller samtale, eller brudstykker af den, med forskellige musikalske udtryk og stemninger? Den efterfølgende “du savner en”, lyder, som titlen antyder, mere længselsfuld og en smule nedslående. Dahl lægger ud, Bak tager derefter over, men stemmerne lykkes med på en måde at mødes mod slut, men teksten lyder “du savner en der ville gemme det med dig”. Som om de sidder hver deres sted og vil det samme…
vores øjne ser
en fantasi
som smuldrer
når vi tænker os om
Lyder de sidste ord i den afdæmpede afslutter “vores øjne ser”, der lukker EP’en ned ved at tage den helt ned. Den efterlader os også lidt med en uforløst fornemmelse i den forstand, at jeg ikke helt ved om vores to stemmer lykkes med at “finde sammen”, her er det kun Bak vi hører fra og Dahl er fraværende. Musikalsk er det også lidt en blød landing efter noget af en emotionel rutschebanetur EP’en igennem, eller i hvert fald får til evigheden og forbi lov til at fordampe i stedet for at ende med et brag.
På papiret kan MOD og EP’en lyde som lidt af en mundfuld, men jeg efterlades alligevel med indtrykket af et lille, sammenhændende værk der er mere fængslende end forvirrende. Også selvom den rummer mange forskellige ind- og udtryk, modstridende følelser og stemninger. Alligevel er der en gennemgående følelse af, at der stræbes efter samhørighed også selvom det måske er vanskeligt, at få alle ender til at mødes? Ligesom det følelsesliv der beskrives i de poetiske tekster, så er det her komplekst, men ikke umuligt – hvis alle parter virkelig ønsker det.
Jeg kan ikke komme på en undskyldning for at være nærig med karakteren. Vi ender med pladen fuld til MOD, der både formår at udfordre, give nok til at man ikke hægtes af og udnytte den begrænsede spilletid til det yderste.
Af Ken Damgaard Thomsen
