Mob War udfører på debutalbummet en master class in produktion. Det er tænksomme drenge, der står bag: kombinationen af fokus på hvad vi kan med og udsættes for via vores tanker og en uhyre gennemtænkt æstetik gør, at Situvidual bliver et værk, der vil være værd at vende tilbage til.
Det første, der møder lytteren på Situvidual er et nummer, hvor vocoderen fylder klangbilledet. I det vedhæftede materiale kan det læses at nummeret består af linjer fra pladens øvrige numre og på den måde bliver en åbningskollage – men også understreger at der er tænkt længe og grundigt over pladen. Bliver det så for meget med vocoder og potentielt fortænkt tilgang? NEJ!
Faktisk er det ikke muligt at finde et nummer, der ikke både er velkomponeret, henfører til særlig stemning og viser overskud. Ja, det skulle da være afslutteren, ‘How To Connect’, der virker helt mondæn med akustiske instrumenter i forhold til pladens øvrige, store produktion. Men nej, det nummer ender også med at udvikle sig ganske storladent – for så at fade.
Udtrykket er elektronisk gennem resten af pladen. Jeg får flere gange associationer til Thom Yorke og Radiohead i post OK Computer-tiden. Ja, jeg er endda ret sikker på at guitarfiguren der høres i ‘Beat Down’ er hørt før fra Yorke et als hånd. I øvrigt et rigtig fint nummer, der handler om at slå sig selv ned og hele tiden overtænke og glemme umiddelbarheden.
Men netop det nummer rummer også noget, der opleves flere gange på pladen: Intense passager, hvor der bygges op – men aldrig larmes igennem. Og fordi produktionen er så lækkert lavet, og man som lytter i den grad guides, så mangler der ikke som sådan noget. Men rock-hovedet i mig kunne godt ønske mig, at der lige blev åbnet en port til Helvede her. Men det er altså helt for egen regning – for hold kæft disse passager står skarp uden!
I single-nummeret ‘West Points Up’ (ja, verden er åbenbart væltet!) lægges et lækkert, fremme-i-skoene beat i trommerne, mens (elektronisk?) percussion sørger for at skabe rum, intensitet og dynamik. Og så behøver guitarerne altså ikke så meget gain for at virke, når der er sådan en underlægning til at bære…
Det fremgår ret tydeligt igennem pladen, at Mob War ikke vil være et rock-band. De vil være et band og hvordan musikken og meningen så skal frembringes skal ikke begrænses af noget så mondænt som genrer.
Vi skal som lyttere tænke – sammen med bandet.
Med så overvejede tekster er det selvfølgelig også vigtigt med en god vokal. Og det er der helt styr på – ikke blot er der tale om god levering og en nærmest konstaterende stil. Den er også mixet helt perfekt ind i lydbilledet og æstetikken.
Titlen – Situvidual – refererer til at være et væsen, der tilpasser sig sine omgivelser: Du er ikke den samme på arbejde, som blandt vennerne, hjemme og så fremdeles.
Spekulativt som det måske kan synes, så KAN den overvejelse altså også noget. Den åbner teksterne, og rummer forundring og invitation til refleksion.
Som lytter er man ikke et sekund i tvivl om, at Situvidual er et meget ambitiøst værk. Ambitionerne er høje, men følges også op af kvalitet. Og alligevel sidder man som lytter ikke med en ny klassiker i hænderne. En fantastisk god plade, der læner sig op af de allerhøjeste hylder? Så afgjort! En produktionsmæssig master class? Også det.
Men numrene hænger ikke rigtigt ved. Det er en plade, der er interessant at sætte på, vende tilbage til og lytte til såvel som ’bare høre’.
Med inderlige overvejelser og stærk æstetik vil pladen noget – og leverer.
Det bliver dog kun til fire rigtig store stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
