Danske Mob War debuterer med et 7 numre langt mini-album, der er optaget live i et langt take. Her fusionerer trioen på imponerende vis elementer fra alternativ rock, electronica og hip hop til deres helt egen, betagende stil.
Godt nok hedder albummet Overthinking, hvilket godt kunne være ment som en lille stikpikke til bandet selv, eller en kommentar til, at det ikke behøver være så skide svært og indviklet. I hvert fald har bandet på både ambitiøs vis, og samtidig noget der virker som legende lethed, indspillet debutten live i ét hug.
5 regulære numre, samt en intro og en outro, så vi som lille ekstra blæret krølle på det hele lige får følelsen af, at Overthinking er et sammenhængende lille værk. Og det er måske netop det, der lige hiver det sidste stik hjem for Mob War, en enorm følelse af sammenhæng og en balance og harmoni i samspillet mellem live one take optagelsen og bandets sangskrivning.
Det føles på mange måder som at lytte til en lang sang, med op- og nedture, spændende udflugter, voldsomme rock-udbrud og rolige, afslappende passager. Alt sammen leveret med både overblik og overskud, stramt nok til ikke at stikke af i live setuppet, men løssluppent nok til ikke at fremstå FOR kontrolleret og stift.
Der lægges fra land med den knap 3 minutter lange instrumentale “Intro”, der på effektiv vis fungerer som pejlemærke for det, der venter. Vi har ikke travlt, musikken får lov til at svæve og roligt folde sig ud. Uden mærkbar overgang er vi ovre i “Always Alarmed”, der trods titlen bevarer roen indtil de sidste 1 1/2 minut af de 5 minutters spilletid.
Inden Mob War slækker lidt på grebet i tøjlerne, lader de på fornem vis musikken vokse og bygge op. Man fornemmer, at musikken gemmer på mere end den lader slippe ud. Det ulmer. Indtil det flotte og nærmest perfekt timede klimaks hvor en brusende post-rock bølge slippes fri, der bare får lov til at slå mod bredden og stille og roligt ebbe ud sammen med sangen.
Med de ovennævnte inspirationskilder og genrer der fusioneres her in mente, så var der selvfølgelig også en overhængende fare for, at lydbilledet kunne bliver overlæsset. Igen er man dog i usvigeligt sikre hænder hos Mob War, der synes at have fuldstændig styr på dosering og brug af de forskellige udtryk og virkemidler, og binder dem sammen med en gennemgående følelse af længsel, stille desperation og i glimt gnistrende temperament.
Den 4 minutter lange “Enemies” er næste glimrende eksempel herpå. Her fornemmer man lidt af den hip hoppede/electronica vibe i det sløvt hugge-vuggende beat, der cool pumper nummeret fremad, i samarbejde med noget lækker guitar, der klangmæssigt er ovre i noget mere indie/jazzy.
Igen kommer vi på forbilledlig vis hen til et mindre udbrud, der giver midlertidig forløsning for spændingerne der er bygget op. Samtidig fungerer det også som en slags lang intro til næste nummer, “Josie”. Endnu et labert nummer i rækken, her bliver det næsten helt soulet i klang og udtryk. Det lyder voldsomt indbydende og smagfuldt, hvor det ellers nemt kunne være blevet lidt klistret og klynkende.
Herefter får vi søreme lige pladens højdepunkt, hvis jeg skulle tvinges til at lave et nedslag og ikke bare sige “helheden”. Der hvor “Machinery” virkelig tager kegler er, igen, balancen mellem opbygning og levering. Der lægges igen afventende og kontrolleret fra land, musikken får lov til at finde fodfæste og vokse organisk frem mod endnu et, formodet, post-rocket peak 2 1/2 minut inde.
Nej? Tease! Lige da det resterende tøj er ved at ryge, får man i stedet et lille dask over nallerne og et “ah ah, ikke endnu”. Og der bygges roligt op mod klimaks igen, så rocken endelig sættes fri med et minuts forsinkelse. Elegant skruet sammen og udført.
Så skal vi lige have pulsen lidt ned inden “Outro” runder Overthinking af. “Hoodie” bringer den lidt døsige trip hop feeling tilbage, mens guitaren får lov til at boble og save side om side med noget diskret, men ret effektiv electronica. På den måde måske pladens mest ambitiøse stund, hvor alle trådene samles.
Når man læser Mob Wars pressetekst kan man godt have sine bekymringer, og frygte at man skal grave ord som “fortænkt”, “overlæsset”, “forceret” eller “prætentiøs” frem. Ingen af delene virker på nogen måde berettiget, når man hører musikken.
Det her er overlegent og blærer på den helt rigtige måde, ikke mindst fordi det er indspillet live og i one take. Blærerøve!
Her er en topkarakter på vores skala for besværet, det kan vist ikke gøres meget bedre.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Mob War på facebook
