Fleshy. Smag på det. Det klinger da af noget og heldigvis er der masser af kød på den EP ML Buch er aktuel med, hvor alternativ rock, pop og elektronik smelter sammen og skaber en dragende musik, der både føles digitalt og organisk.
Bag kunstnernavnet ML Buch gemmer sig sangerinde og guitarist Marie Louise Schou Buch, der på EP’en også bakkes op af en mindre maskinpark til at fylde lydbilledet ud.
Det er som om natur og maskine smelter sammen hos ML Buch, der over 5 numre får skabt sit eget lille univers. Et kredsløb, hvor kød og elektronik er afhængige af hinanden, og går i en form for symbiose, for at få det til at fungere – med ML Buch’s kontrollerede, lidt distancerede vokal som det samlende punkt.
En af grundene til at missionen lykkes er nok, at det er et univers der virker i rigtig god balance. Der er ikke nogen elementer, som får lov til at stikke af eller dominere. Faktisk virker alt ganske nøje afmålt, grænsende til det underdoserede, så man føler der er masser af plads og luft til at ånde i musikken.
Stilen kan vel beskrives som en form for alternativ, lidt kantet og små-støjende 90’er rock møder PJ Harvey, tilsat en elektronisk puls og vibe. Lidt firkantet sagt. Det mest tydelige eksempel herpå er nok nummeret “Hug”, der måske nok skal oversættes til “kram”, men guitaren hugger nu ret godt til. Det er et af de mere konfronterende numre på EP’en, et der, hvis ikke krammer, så i hvert fald omklamrer dig. På en måde lyder det musikalsk som en krydsning mellem The Breeders og Sonic Youth, med 90’er rocket, “døsig” vokal. Desuden er det en af de mere melodiske stunder på EP’en, relativt set.
ML Buch arbejder nemlig mere med stemninger, atmosfære, flader og en skurrende puls, end decideret iørefaldende melodier. På et nummer som “Flow” lever musikken fint op til titlen, det flyder fremragende og river en med i den lange, instrumentale indledning. Det føles som et pulserende ridt ud mod en horisont, hvor solen allerede er gået ned og den sidste rest dag møder natten, mens den kølige men alligevel nærværende vokal har noget Velvet Underground’sk Nico over sig – uden det militante tyske touch.
“Teen” er mere varm og blød, men ikke mindre atmosfærisk. Elektronikken tikker og skratter i baggrunden, mens nummeret overordnet antager en mere tåget form. Vokalen, svøbt i noget rumklang, virker som solstråler der skinner ud af tågen, ikke helt ulig det man kan opleve hos norske Highasakite, i deres mere dæmpede øjeblikke. Det hele føles lidt som et nummer, hvor man lukker øjnene, spreder armene ud og lader sig falde bagover ned i en musikalsk sky.
På “Everybody Needs” og “This Far” er stilen tilbage i det mere pågående, men stadig stemningsmættede. Sidstnævnte er ML Buch i det mest maskinelle hjørne, med elektronisk bund, trommemaskine (tror jeg) og en vokal der lyder som en bedøvet skovfe, fanget i et repeterende og roligt kværnende univers. “Everybody Needs” er mere rytmisk bølgende, guitaren får igen en mere fremtrædende rolle i en art “maskin-rock”, med monoton og konstaterende stemmeføring. Men det lever alligevel, “digitalt kød og blod” som der står et sted i det medfølgende materiale.
Digitalt kød og blod kunne sagtens have været overskriften til ML Buch og Fleshy, det beskriver meget godt den overordnede og samlede oplevelse. Det er musik der både føles kunstig og kunstigt holdt i live og samtidig har en dunkende, naturlig puls og stoflighed. På den måde lyder det meget moderne, som et produkt af og kommentar til den digitale tidsalder vi lever i.
ML Buch har bare ikke helt glemt sig selv og mennesket, noget man ellers godt kan føle er “oppe i tiden”. Fascinerende, pirrende, udfordrende og givende, det giver 5 stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg ML Buch på facebook
