Udengrund udgav sidste år debutalbummet Tomme Pladser, og er allerede nu i gang med at arbejde med nyt materiale. Vi fik en mail-snak med Kasper Malling fra bandet om indignation, holdninger og om bandet er en del af en tendens i dansk rockmusik.
I løbet af november og december udvekslede jeg mails med Kasper Malling, sanger, guitarist og sangskriver i Udengrund, som i 2016 udgav EP’en Pludselig sidder du her og sidste år albummet Tomme Pladser, som begge fandt vej til mine årslister for de respektive år. Anledningen var, at der er ny musik på vej fra bandet i år, ligesom Udengrund også sætter kurs mod landets spillesteder i løbet af i år.
Indignationen i bandets sangskrivning er noget af det, jeg har bidt mærke i og har kunnet relatere til, for eksempel synger Kasper Malling på ‘Kunstig ånde’: “det er tid at kaste grus i tidens samlebånd”. Det er her, ved indignationen, vi lægger ud.
Udengrund lyder ind i mellem ret indignerede. Kan du fortælle lidt om hvad der er drivkraften i jeres sangskrivning?
“Det er mig der skriver teksterne, så på den front er det mere min end vores drivkraft. Det kører lidt ad to spor, vil jeg sige. Der findes “det-kan-fandme-ikke-passe-sporet” og et mere indadvendt spor.
Det første spor er ganske rigtigt drevet af indignation og vrede. ’Tandløs Hund’ er et eksempel på en sang, som er skrevet som et modsvar til alle de stemmer i debatten, der har travlt med at fortælle, hvor stort et problem flygtninge udgør her i landet. At vi som et af verdens rigeste lande vender ryggen til internationale aftaler og nægter at tage imod kvoteflygtninge aktiverer min “det-kan-fandme-ikke-passe-knap”. Så skrev jeg en tekst om, at jeg synes, vi taler om flygtninge på en uværdig måde. Jeg ville være en af dem, der sagde velkommen i stedet for, og en af dem der sagde: “skal vi ikke huske, at vi er her for at hjælpe hinanden”. Jeg vil sgu gerne betale lidt ekstra i skat, eller hvad der nu skal til for at vi kan få råd til at hjælpe mennesker, som har brug for det.
Jeg tror faktisk, at mange deler den holdning. Jeg tror, at politikerne udfører de her symbolpolitiske handlinger (som at sige nej til kvoteflygtninge, indrykke avisannoncer eller fortælle, hvordan de vil konfiskere smykker) for at tækkes nogen, som knap nok findes. Hvem fanden vil stille sig op og sige, at “de der i den båd, de skal fandme bare sejle hjem igen”, hvis de får chancen for at hjælpe dem? Men i stedet for at være stolte over at hjælpe, nærer man frygt ved at sige, at vores samfund bryder sammen under det store flygtningepres.
Det indadvendte spor kan høres på en sang som ’Mågeskrig’. Mit ego byder mig at slås, mens min rygrad bare vil have ro og fred. Det kan jo handle om en milliard forskellige dilemmaer. Jeg synes faktisk, det er sjovere for en lytter at bestemme, hvad det skal betyde for ham eller hende, for hele hensigten er, at de følelser og tanker, som jeg beskriver mere abstrakt, også skal give en mening for andre. Hvis det kun var om mig, var teksten ikke værd at lytte til for andre. Så kunne jeg sidde og læse den højt for mig selv ude på lokummet, hvis jeg skulle få lyst til det.
For mig var det et klokkeklart valg, jeg stod overfor, hvor jeg ikke vidste, om jeg skulle tage den ene eller den anden vej. Det kan være helt terapeutisk for mig at skrive sådan nogle sange over noget jeg går og grubler over. En sætning kan samle sig i mit hoved som en form for udkrystallisering af det jeg går og slås med. Og når jeg så formår at gribe den bold (hvis man kan sige det sådan) kan det være en fin måde at samle tankerne på og få et nyt perspektiv til et problem. Nogle gange kan jeg også bare blive glad for at finde på en sætning, som jeg synes kunne lyde fed at synge.
Sjovt nok er det lettere for mig at skrive om noget, som jeg synes er et problem, end noget, jeg synes er fedt. Nogle gange ville jeg ønske, det var omvendt. Jeg synes egentlig, jeg er ret glad af natur, men gætter på, at mine tekster mest afspejler den vrede og tvivlende del af mig. Så kan det jo også være, at jeg bliver lettere for andre at omgås, så det er nok ok, som det er. Og jeg gider ikke skrive tekster, som ikke betyder noget for mig selv. Det må godt starte som en udefinerbar sætning, der lyder godt, men hvis jeg ikke selv kan se, hvor jeg vil hen med den, så kommer den ikke videre”
Tænker du musikken og teksterne som din måde at “gøre noget” på, og tænker du at musikken/andre typer for kunst kan være med til at ændre tingenes tilstand eller få noget andet frem i lyset end det vi bliver bombarderet med fra politikere/medier? Hvad tænker du er musikken og musikeres rolle i den offentlige debat?
“Jeg tænker faktisk ikke så meget over musikerens rolle i debatten sådan overordnet set. Jeg tænker derimod en hel del over, hvilken rolle, jeg gerne vil spille. Ikke i nogen debat, men i mit eget liv og for dem, der har lyst til at tage del i det. Som sagt, vil jeg gerne være stemmen, der siger ”dig har vi plads til og brug for her. Velkommen til”. Ikke fordi, jeg har noget ønske om at blive politiker, men fordi det er min holdning. Jeg kunne også give udtryk for den holdning til en julefrokost, men nu synger jeg altså om det.
Hvis jeg satte mig ned og skrev en sang som’ Tandløs Hund’ med et ønske om, at den skulle begynde en politisk bølge, så tror jeg, at det ville blive en lortetekst, hvor enhver kunne se, at jeg havde tænkt alt for meget over, hvad jeg ville opnå med den. Desuden er det er megasvært at bevare sin troværdighed, hvis man som snart 40-årig med familie og fast arbejde, bræger op om livets uretfærdigheder på en rocksang. Der, hvor jeg kan blive en anelse politisk og stadig bevare mig selv, er at tage fat i emner, som af en eller anden grund tænder mig – eller tænder mig af – og så få afløb fra mine følelser ved at skrive om dem.
Jeg tænker, at det er det lidt det samme som at skrive et essay ud fra et eller andet, man har oplevet, og synes, var værd at dele med andre. Man gør sig nogle tanker undervejs, og man prøver sig lidt frem. Hvis folk kan bruge mine tekster til at spejle deres egne meninger i, vil det kun gøre mig glad, men jeg vil fastholde, at mit mål er at lave en relevant form for kunst. Først hvis det lykkes, kan teksterne begynde at leve deres eget liv, og – hvis nogen finder dem interessante nok – danne en form for debat. Dermed også sagt, at hvordan andre kunstnere bruger deres stemme, kan jeg ikke blande mig i, for jeg synes, at tekstskrivning er så subjektiv en størrelse, at det er svært at gætte på, hvad der virker for andre”
Hvilke tanker ligger der bag navnet Udengrund?
“Jeg tror, at det var Kim der fandt på det tilbage i 2013. Det kom vist ud af en snak om, at vi ikke behøvede en grund til at spille musik. Vi kunne bare godt lide at gøre det. Samtidig flugtede navnet meget godt med de tekster og musikalske ideer, der allerede dengang kredsede om de to beskrevne spor. På den måde skal det forstås som et efternavn og udtales med tryk for det første U.
Kasper Udengrund er ham, der – sit priviligerede I-landsliv til trods – ikke har nogen fast grund at stå på… altså er lidt hjemløs i sig selv og ikke er sin egen herre. Jeg nedstammer fra en mand, som havde en farm med 100 slaver i Caribien. Den der frastødende forestilling om, at man kan eje andre kombineret med tanken om, at vi alle er nogens slaver. Der er gods til rimelig meget social og personlig indignation i det”
Apropos tankerne om Udengrund-navnet, er Udengrund en måde at komme ud over den privilegie-blindhed man måske nemt kan havne i, når man sidder som en relativt velbjærget Kasper (eller Jonas for den sags skyld) i Midtjylland og måske hidser sig op over I-lands problemer?
“Det er en ret skarp vinklet tolkning, men jeg kan godt se, hvor den kommer fra. Så måske lidt ubevidst, men nok mest nej. Det er mere et udtryk for, at vi gerne ville gøre noget, der var ægte, og som var vores eget, og som vi ikke behøvede at argumentere for i alle mulige retninger”
Hvis vi også lige skal vende det musikalske, så er det som om der igen er kommet en del politisk bevidste dansksprogede rockbands frem – ser du Udengrund som del af en scene/bevægelse/tendens? Og hvad bliver I selv inspirerede af musikalsk?
“Jeg kan konstatere, at bands som Folkeklubben og Sonja Hald for at nævne et par eksempler skriver nogle tekster, som jeg i hvert fald selv kunne finde på at betragte som politiske i bred forstand. Om det er en bølge, og om vi i så fald er en del af den, vil jeg lade andre om at afgøre. Det er enormt meget lettere at forholde sig til andres musik end til sin egen. Malk de Koijn, CV Jørgensen, Allan Olsen er jo også kunstnere der i forskelligt omfang er politiske, men det er jo også kunstnere, som er svære at kalde ”del-af-den-samme-bølge”, og i øvrigt kunstnere, som jeg aldrig ville vove at sammenligne mig med som tekstforfatter.
Jeg vil sige, at nogle af de tekster, som jeg selv nyder mest, er danske tekster, hvor man fornemmer, at der er noget på hjerte, og det er sådan set det, jeg gerne vil styre efter, når jeg selv skriver. Musikalsk set bliver vi inspireret af musik, der nok er lidt mere syret, vildt og rocket end det der kommer ud af os”
I har ny musik på vej – hvad bliver det nye materiale for noget, og hvordan har I arbejdet med det?
“Igen: Det er svært at sige noget om vores egen musik. Jeg hører en ting i det, du hører noget andet og GAFFA hører noget helt tredje. Disse sange er skrevet mere i fællesskab, og det synes jeg bekommer dem godt. Vi har jo fået Ulrik Horatio Lind med på guitar, og han bidrager med noget vildskab i sine guitarfigurer. Det betyder, at Morten Thrane og jeg har skulle se med lidt nye øjne på vores egne guitarroller, og det ser jeg som positivt.
Samtidig er vi gået tidligere i gang med at indspille skitser i øvelokalet, og jeg tror, det betyder, at sangene kommer til at lyde endnu mere som os, fordi vi kender dem bedre, inden de rammer ind i mødet med en producer. Så lige nu peger pilen i retning af mere guitar og måske lidt mere grimhed. Det ville personligt passe mig godt, men det er jo også en proces, vi er midt i nu, og den kan ændre sig mange gange undervejs”
I har fået lidt blandede ord med på vejen for ‘Tomme Pladser’ – hvordan har I oplevet modtagelsen?
“Jeg synes faktisk, at vi har fået utrolig gode anmeldelser, og dem er jeg meget stolt af. Bands of Tomorrow har kaldt os et af de mest interessante danske rockbands i øjeblikket, og I har os selv på som et favoritalbum fra 2017. Det er vi meget glad for. Vi blev naturligvis ikke glade for de tre stjerner i Gaffa (jeg går ud fra, at det er den du refererer til, som det blandende element), og hvis du læser anmeldelsen er det svært at forstå, hvor den tredje stjerne overhovedet kom fra. Anmelderen kan jo virkelig ikke lide den plade.
Men som sagt: folk hører noget forskelligt i musik, og når vi fem mennesker i Udengrund, selv har ting, som de andre fire ikke kan lide, så ville det være sært, hvis alle anmeldere var enige om, at vi er bomben. Jeg er glad for, at vi med denne udgivelse er et band, som et stort medie som Gaffa, kan se mening i at beskæftige sig med, og når vi selv har sendt dem en cd, kan vi jo ikke tillade os at brokke os over, at de ikke kan lide den. Sådan er det jo. Heldigvis.
Jeg vil sige, at jeg bliver lidt benovet over, når medier som GFR eller Bands of Tomorrow bruger meget krudt på at anmelde vores plade, sætter sig ind i tingene og anmelder grundigt og sagligt. Det er superfedt at opleve, at nogen tager det, vi laver, så seriøst”
Hvis vi lige skal runde af, hvad kan man så forvente af Udengrund live?
“Et band der kan spille, og et band der gider at spille. Jeg har oplevet for mange koncerter med bands, der opførte sig, som om de allerhelst ville være et andet sted, og som om publikum var en ligegyldigt vedhæng. En koncert bliver først rigtig god, hvis publikum på en eller anden måde, føler sig velkomne og inddraget, så det prøver vi. En god koncert bliver skabt af et godt band OG et godt publikum.
Vi arbejder med at skrue op for larmen på udvalgte steder, når vi laver sæt, så man kan også forvente en hel del guitar. Tilsvarende gør vi, hvad vi kan for at skabe tilpas variation til at holde publikums nysgerrighed, så man kan også forvente, at vi går helt ned i lydstyrke og prøver at holde intensiteten i vores optræden ved små øjeblikke af stilhed og sårbarhed”
Udengrund er ved at planlægge live-datoer for 2018 – følg med på bandets Facebook.
Af Jonas Strandholdt Bach
