Man er i umiskendeligt, klassisk godt selskab med Mirja Klippel. Det er klassisk folk og tre numre på modersmålet, finsk, sørger for at Klippel skiller sig ud fra mængden til trods for den meget stilrene form.
Det åbner egentlig lidt for pænt. ‘Frog Princess’ åbner med kvindevokaler i korharmonier, der sender tankerne i retning af soundtracket til O’ Brother Where Art Thou?.
Men så snart instrumenterne sætter ind, spores pladen ind på mere klassisk folk lyd. Og instrumenteringen er rigtig, rigtig fin: Strygergruppen Vesselil bidrager i høj grad til at gøre pladen stemningsfuld og den akustiske guitar, der også mere eller mindre tørt byder ind, er også stærkt stemningsskabende.
Ja, faktisk ser jeg mig flere gange på pladen i tankerne henvist til forsamlingshuset i Sønderho under Fanø Free Folk Festival, hvor Mirja Klippel ville være en oplagt booking.
Vokalens lød er ikke ulig den, man kan høre hos Broken Twin, og den står klædeligt centralt.
‘Posliinikaviot / Porcelain Hooves’, ‘Pillerinpyörittäjä / The Sacred Scarab’ og ‘Pinta / Surface’ byder på finske vokaler og leveres på fineste, håndholdte vis. Der er altid noget fascinerende over at høre sprog, man ikke forstår, og hvor jeg er citeret andensteds for at påpege skønheden i russisk som sangsprog, så viser Klippel også her, at finsk kan noget ganske særligt.
Fordi det er så stilrent, så vel udført og behageligt, er det virkelig svært at have noget imod Slow Coming Alive. Skal jeg rette en anke, så skal det måske være, at det bliver lidt for pænt.
Jeg kunne godt have brugt en sang, der fik smilet frem ved eksempelvis (måske) at omhandle et massageapparat. Eller lidt tænder i sarkastiske tekster, lidt mere crunch på guitaren eller andet. Men det vil muligvis også brække for meget med genren og ødelægge den behagelige boble, man befinder sig i, mens musikken spiller.
Musikkens meget medstrygende pænhed til trods, er fremførslen så nær, insisterende og intim, at den ikke kun stryger lytteren med hårene. Man kommer virkelig tæt på på måder der ellers kendes fra tidlig Tori Amos, og med et par hovedtelefoner i ørerne bliver det næsten voldsomt med denne nærhed.
Opskriften med en kompetent, nærhedsfremmende vokal og strygere og andre strengeinstrumenter er svær at gøre forkert. Dog må jeg også erkende, at jeg som lytter måske ville have kedet mig lidt, hvis ikke det var for den forundring, de finsksprogede numre giver.
Og så er der teksterne. Jeg er chanceløs, når det kommer til de finske, men de øvrige engelsksprogede sange er fine, poetiske og læner sig fint op af den til tider meget angelske, næsten middelalderlige tonalitet.
Jeg vil dog fremhæve ‘Pearls’, der går:
Fear is a close friend / No-one can get so close to me, og ganske fint leger med at det, vi traditionelt opfatter som ‘negative’ følelser også har en anden side – hvilket gøres ganske smagfuldt på Slow Coming Alive.
Som det nok fremgår, er vi ikke ude i en banebrydende plade. Men nøj, hvor er den fin og godt lavet. Den råber på nærhed og leger med (den ikke-finsktalende) lytter, når der synges på et smukt, men også meget anderledes sprog.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
