Minor Arc: To Distant Selves ★★★☆☆☆

Minor Arc har idéer, kan producere en sang og tydeligvis også noget på hjerte. 
Leveringen kommer dog lidt for ofte til at trække i retning af musical-dramatik og selv om den slags også har sin tid, så trækker det ned på et ambitiøst værk

Nogen gange kommer man som anmelder i tvivl: Har jeg lyttet så meget på materialet, at jeg opnår dén der automatiske sympati, man får når man hører noget nok gange? Eller har jeg lyttet for lidt, så førstehåndsindtrykket fylder for meget?

Minor Arc får mig i hvert fald til at overveje dette. Det er på mange måder udfordrende musik, idét jeg tydeligt fornemmer idéer og vilje til at kommunikere, men også konstant støder på noget, der får mig til at studse – og ikke altid på en god måde. Flere gennemlytninger har medført mere sympati – men der er stadig ting, der murrer.

Hvad spiller Minor Arc? Joh, det er nok ikke unfair at kalde deres genre teatralsk rock. Selv betegner bandet sig som dad-rock med mange inspirationer og måske er dét også noget af det, der kan mudre billedet lidt: Der er meget på spil.

Førstehåndsindtrykket var, at mixet var mærkeligt: Vokalen lå så tydeligt fremme i mixet, at den nærmest virkede usammenhængende med den ellers fine underlægning. Jeg vil tro, bandet har foretaget denne disponering for at fokusere på teksterne, der drejer sig om voksen-udvikling, når man er midt i 30erne og opefter.

Og så er der dét der med det teatralske. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting (eksempelvis har Baal tidligere fået det meste ud af netop et teatralsk udtryk), men med titler som ‘Plastic Ethics’, ‘In The Dust Of The Planet’, ‘Family Law’ og ‘Ballad of The Late Bloomers’ så er det lidt en farlig færd, bandet har givet sig ud på: Der er høj risiko for klicheer og – når man lytter til pladen – desværre også musical-agtige tendenser. Titlen på pladen, To Distant Selves, skaber dog en vis ramme og decideret påfaldende bliver det aldrig. Men der ligger hele tiden en undertone af grandioso – mere som en stil, end som noget dybfølt.

Nå! Musikken. Underlægningen er stærk og blander elementer af synths / eltrommer med den mere klassiske rock-besætning. Der er også stor idérigdom og introen til ‘Maid of Honour’ – muligvis pladens bedste nummer – giver første gang en opfattelse af leg med elektronikken, da der bruges en progressiv trommelyd. Nummeret står stærkere end de øvrige i at vokalen harmoneres fint i vers og refrænerne er en herlig, naivistisk pop-rundgang – komplet med ret naiv levering af teksten.

Men. Det overordnede indtryk er desværre at det hele bliver lidt for dramatisk. Der er for så vidt ikke noget i vejen med, men de ellers ret gennemtænkte temaer kommer lidt til kort på en overdramatisering og det fungerer især ikke, når der brøles igennem og den fortællende sangstemme rammer i hvert fald mig lidt skævt mange gange.
Samtidig er der stærkt ballademateriale og introerne står typisk ret stærkt.

‘Family Law’ bliver på mange måder ikonisk for pladen: For den åbner med en virkelig fin guitar/synth-intro og der leveres fortællende vokaler. Temaet er patetisk og teksten omhandler familiesamlinger, fester og hele feltet med forventninger og skuffelser. Alt sammen meget fint. Under afslutningen går det dog galt: Vokalharmonierne bliver underligt generiske, og temaet ”Family law / Cannot be broken / At all” gentages lidt for mange gange over en tynd synth og til tider med en meget teknisk men ikke særligt dybfølt overdrive på vokalen.

Og så sidder man efter nummeret og tænker; ”OK. Det er skidt og kanel, dét her”.

Jeg må medgive, at det hjælper at lytte flere gange. Man FATTER mere sympati for ting, når man hører det flere gange. Men hvor jeg er i beundring over, at Minor Arc selv har produceret den fine underlægning, er jeg mindre vild med vokalarbejdet. Og det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når nu vokalen er hevet så langt frem i mixet.

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag