Miners Outfit trækker på en del forskellige inspirationskilder inden for rock af den mere støvede slags, ligesom de 4 bandmedlemmer har alsidige musikalske baggrunde og stammer fra hver deres hjørne af Danmark. Det kunne give en frisk diversitet, eller ende i intetsigende stilforvirring.
Desværre hælder jeg mod det sidste efter at have lyttet til bandets 10 numre lange debutplade, hvor jeg når at tænke The Who, Springsteen, Stone Temple Pilots og The Sandmen, inden der går americana-folk overvægt i den.
Det kunne sådan set være en spændende blanding, men de 4 herrer, der i følge pressematerialet stammer fra Aarhus, København, Bornholm og Langeland, formår på alt for få numre at få en blivende, eller mindeværdig smag ind i den musikalske gryderet. I stedet for virker det indledningsvis en kende stilforvirret, inden pladens anden halvdel får en landlig-rocket slagside, som aldrig kommer til at føles voldsomt vedkommende eller autentisk.
Det virker langt hen af vejen som om bandet, der har rødder i grupper som Decorate Decorate, Urkraft, The Drivers Broken Bone og Supercharger, går lidt i stå i stiløvelser af inspirationskilderne, og i et forsøg på at finde noget der virker, ender med ikke rigtig at finde noget. Der mangler noget egen identitet og personlighed.
Der lægges ganske fornuftigt fra land med “Bittersweet”, der med sit organisk udviklende og voksende, åbne lydbillede har noget The Who, med en snert af The Sandmens fordanskede western rock over sig. Udmærket, men man kommer til at savne et forløsende omkvæd en smule. Et tilbagevendende problem på pladen. Alt behøver ikke være ørehængerjagt og hitsalve til øregangene, men over 10 numre bliver For What’s Real for fattig på hooks man husker og passager i numre der bider sig fast. Og så bliver det sgu lidt en kamp at komme igennem gentagende gange.
Netop den manglende genhørsværdi er et andet problem. Som pladen skrider frem og numre som “But Not Today”, titelnummeret, “December Drink” og “Little Friend” tager os over highway klingende country, country-folk, støv-hvirvlende folk-rock og lignende, går det hele lidt i stå. Jeg begynder stille og roligt, at tabe interessen så meget, at noterne til “Little Friend” blot siger “tempo ned”…
Skulle jeg hidkalde mig den, eller andre numre på For What’s Real, ville jeg være nødt til at melde pas. En skam, for bandet spiller bestemt nydeligt og har også momentvis nogle gode idéer, som de burde have fået noget mere ud af. Militærtrommen og det lettere keltiske touch, som mødes på det relativt nedbarberede nummer “Let’s Lie Here Forever”, kunne være blevet noget man huskede. Desværre er selve sangen ret forglemmelig.
Noget jeg dog husker er vokalen, den formår nemlig at gå mig en del på nerverne lidt for mange steder. Når den ikke lige har fået en irriterende forvrænger-effekt ned over sig på numre som “I Am The Devil”, “Doctor Doctor” og titelsangen, så lider den af middelsvær Scott Stapp syndrom. Ja, post-grunge kartoffel-i-halsen-vokal. I “Doctor Doctor” mødes de to udtryk, så det næsten ikke er til at holde ud at høre på.
Det er nok en smagssag, om man har det ligesom undertegnede med den slags vokal, den giver mig nærmest forstoppelse, til gengæld er korarbejdet, der dukker op hist og her på pladen, ret vellykket. Det er af den enkelte, men stemningsfuld “uh” og “ah ah” slags, men det fungerer og bidrager med en fin Morricone-atmosfære i de mere støvede numre.
Når alt kommer til alt, så er der bare for lidt at komme efter på de 10 numre, Sangskrivningen er langt fra stærk nok til, at holde min interesse fanget, vokalen går mig på nerverne, jeg køber ikke helt stilen og det hele virker lidt for stivbenet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Miners Outfit på facebook
