Mike Tramp: Stray From The Flock ★★☆☆☆☆

Det driver af sentimentalitet på den underligt nok ikke ironisk betitlede Stray From The Flock af Mike Tramp. Det er midtersøgende Rock 1-rock uden megen kant og selv om titlerne synes at indikere et vidst mål af afsked, virker det ikke til at spillemanden har tænkt sig at stoppe her.

I pressematerialet understreges det, hvordan Mike Tramp har fundet tilbage til sine rock-rødder og nu går mere efter de små caféjobs frem for stadionrocken. Smart move, vil jeg sige.

For Stray From The Flock er så hamrende banalt et album, at hvis man slog en skid på ét af de stadioner, han før har målt sig på, ville den formodentlige runge i timevis – det vil i hvert fald ikke være publikum, der ville absorbere lyden.

Jeg kæmper med at se relevansen for pladen. Altså ud over, at Mike Tramp er spillemand og derfor selvfølgelig med jævne mellemrum skal give sig selv en undskyldning for at turnere.

Sentimentaliteten hamres fast under nummer, ‘Best Days Of My Life’.
Gennemtærskede rim og sentimentale minder om hvor fedt det var ’den gang’ er drivkraften sammen med solidt spillet Rock 1. Bridgen/refrænet går: ”Even though the memory remain(s, red) / I hope we will always be the same. I know they were the best days of my life / thinking of those times just makes me smile…”

Fedt nok, Tramp, men hvad betyder det for os, at du havde det fedt engang?

Mindst lige så stilrent er det i balladerne som den Rhodes-drevne ‘Die with a Smile on Your Face’ og ‘Homesick’, som byder på aldrende rockstjerne med grødet stemme. Jeg vil sige lig Rod Stewart som jo også var edgy da han kom frem, men langsomt mistede sin relevans. Og som Stewart vil Mike Tramp da sikkert også have nogle aldrende damer, der i mindet om hvordan han så ud med Spinal Tap-hår kan svømme lidt hen i sentimentaliteten. Var det ikke fordi det bliver spillet rigtig fint, ville det være voldsomt kvalmt.

Klicheerne står i kø for at komme til i teksterne, men heldigvis holder Tramp sig til engelsk – ellers havde det været decideret tåkrummende.

Derfor er overraskelsen også stor, da et nummer som ‘Messiah’ med sit lah-kor ikke er helt forfærdeligt, og den patetiske, episke ‘No End To War’ viser pludselig en kvalitet og nerve, der ellers ikke har været skyggen af. Ja, det er helte-tertsguitar og et godt, gammelt emne. Men det synes faktisk som om, Tramp har noget på sinde her.

Bedst står ‘One Last Mission’, som faktisk kunne lyde lidt af REM. Og da der lukkes helt fint ned med ‘You Ain’t Free Anymore’, så er det faktisk et sejt rockende nummer og virker som om den gamle rockmusiker har fundet hjem. Lidt sent, men dog.

Pladen slutter på den vis noget bedre, end den starter. Meget af dette er betinget af, at numrene bliver mere og mere stadionrockede – som nævnt kunne ét lyde af REM, et andet af Dire Straights. Måske ville Mike Tramp have lavet en god plade, hvis han havde holdt sig til denne genre?

Hvorom alting er, så er den stærkt sentimentale start på pladen lidt hård at komme igennem. Ikke fordi der spilles eller synges dårligt – mere fordi spørgsmålet om, hvor vidt en 50+ rocksanger da ikke har andet at byde ind med, end sentimentalitet?

Dette spørgsmål trænger lidt i baggrunden som numrene bliver bedre under pladens afslutning, men altså ikke så gode, at vi her taler om en god plade.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag