Lørdag blev Midsommer Festival ramt af både lummer varme, regn og en række fine koncerter fra navne som K22, Hoy La, Nelson Can og Luster.
Der hvor jeg begyndte, og endte, i gårsdagens reportage var vi egentlig nået til lørdagen, for beretningen fra felten indeholdt også min spændende færd fra samme formiddag. Tidligt op efter en omgang skodsøvn i et måske lidt for lille telt, så jeg var ikke den eneste der var lidt ramt på den konto. Op og skrive løs og gennemleve fredagens koncerter en gang mere – den sædvanlige festival rutine.
Jeg fik også lavet en anden Ken-klassiker, i al min iver efter at få hamret noget materiale ud, så glemte jeg alt om morgenmad og kom igennem formiddagen på vand, en cola, en energidrik og to kopper kaffe… underligt nok havde min mave det bedre end min hjerne efterfølgende? Will I ever learn… (næppe, red.). Nå, det skal Midsommer Festival i hvert fald ikke klantres for, jeg har det bare med, at glemme “det første måltid” når jeg er kommet på græs.
På græs kom jeg også til K22, der indtog den den udendørs hovedscene, Midsommer Scenen, klokken 12.00 med toner der falder godt udenfor vores dækningsområde. Men, så træder en af vores mange uofficielle festivalregler i kraft, “når vi er på festival, må vi smage på alle varerne”. Nå ja, og så er det forresten mig selv der bestemmer, ha! Så jeg satte mig sammen med fotografen og vores 6-årige assistent, som jeg vist glemte at nævne vi havde med som hjælper i går, endda på et tæppe! Could I be anymore Heartland? Eller, det vil sige, det lykkedes mig faktisk at ramme lidt forbi tæppet, så rent teknisk sad jeg i græsset – og det er vist OK??
Nuvel, K22’s bløde, skvulpende og dvaske reggae/dub/ryger-toner passede perfekt til en lummer middag, hvor man ikke skulle gøre meget andet end at vippe roligt med en eller anden legemsdel og ellers bare ha’ det chillarn’. Setuppet var en 2-3 pladevendere, hvoraf den ene også bidrog med noget live-rap af og til, en dude på, øhhh, andet elektronisk isenkram og en ægte, levende saxofonist, der truttede lystigt med. Jeg synes altid det er lidt “sjovt” når det organiske og elektroniskes veje krydses og i dette tilfælde flyder sammen, og det fungerede rigtig fint, selvom det aldrig blev andet end et lidt enslydende baggrundssoundtrack. Men det var nok også hensigten, at give folk en blød start på dagen.
Det så også ud som om, at der var en del der kunne trænge til netop det: en blød start! Hvis vi havde en lidt hård nat i teltet, så var der en del der lignede nogen, som havde haft en hård nat udenfor teltene. Så yogaen klokken 11 hjalp ikke? De to yoga-damer opfordrede mig forresten til, at kigge forbi og være med, da vi stod i kaffekø på samme tid om morgenen. Desværre så stoler jeg ikke helt på folk der skal have mælk i kaffen, så jeg svarede lidt undvigende og skyndte mig ind og sidde på en stol på kontoret igen!
“Born to dub”, stod der på den ene fra K22, det ved jeg nu ikke lige om jeg er, men gruppen var.. gruppen? Bandet? Crewet? Hvad kalder man sådan en flok dub-bananer?? Anyway, da der var en times tid, plus det løs, til næste musiknavn efter de gik af scenen besluttede vi at pakke bilen. Det var hele tiden planen, at rykke efter Christian Hjelm om aftenen, da der jo også, som landet ligger, er noget familieliv at pleje – det er en del af pakken nu til dags, så man må gå lidt på kompromis. Det var da varmt at pakke sammen, så kampsvedig, og kamplysten, prustede jeg ud mens Hoy La gjorde sig klar til, at indtage teltscenen ved 14.30 tiden.
Frøken Hoy La er fra Norge, men bosat i København, og optrådte her med “fuldt” band. Stilen er en lidt opdateret version af triphoppen, og altså, igen, udenfor vores normale græsgange, men, nu vi var her og der ikke var alternativer, så skulle det da have en chance. Eh, OK, det var nok Midsommer Festivals første fuser. For at sige det pænt, så var det bare godt, gammeldags kedeligt. Jeg synes der manglede noget mere SMÆK på lyden og bandets klang, der manglede mere fængende beats og rytmer, og bedre sange og så var udstrålingen på og fra scenen nærmest ikke-eksisterende.
Det er OK, at være tilbageholdende, eller indadvendt, kejtet, genert og alt det der, også når man står på en scene. Nogle gange kan det endda være med til, at fremme udtrykket og passe godt til musikken. Men, når den musikalske del, som her, er lidt ordinær og ikke-fængende, i mine ører, så skal den reddes på karisma og udstrålingsfronten og da kom hele bandet lidt til kort. Faktisk virkede frontkvinden nærmest som en undskyldning for sig selv, grænsende til det selvudslettende.
Måske var det bare mig, men jeg synes ærlig talt ikke, at der var meget at komme efter her. Det skal siges, at jeg synes der kom mere tyngde og nosser i lyden og nogle af sangene som sættet skred frem, og et nummer der blev præsenteret som “Rose” var helt fint, men det var langtfra nok til, at trække det samlede indtryk op. Men hey, jeg fik mig en halv rosinbolle til morgenmad under koncerten! Mere mad er overvurderet…
Hvor dagen var startet lummer ud og blev helt trykkende lige over middag, så blæste det mere op som eftermiddagen, og mit ølindtag skred frem. Jeg nåede vist, at smage 5 forskellige øl, det er jo en del af jobbet, at teste udbuddet, am I right?! Nå, hvor der ikke er meget at vælge imellem på madfronten, så skulle det i hvert fald være muligt, at finde nogle drikkevarer, med og uden alkohol, som man synes om. Så jeg var ved helt godt mod, da klokken nærmede sig Nelson Can tid.
Nelson Can
Fra første sekund var man ikke i tvivl om, at trioen har noget af det allervigtigste der skal til for, at nå længere ud med deres musik end “bare” de små scener rundt omkring. De har den der udefinerbare, lad os kalde det, x-faktor, som er svær helt at præcisere. Det er noget med udstråling, scenetilstedeværelse og den der tiltrækningskraft, som gør at man lytter og kigger. Som sættet skred frem, så kunne man også mærke hvad det er, der måske stadig lige mangler, inden bandet tager det sidste skridt: nok fremragende sange til, at fylde et helt sæt ud.
Forstå mig ret, bundniveauet er godt, men nogle af sangene er ikke helt af samme kaliber som materialet fra deres seneste udspil, den fremragende EP3, fra sidste efterår. Når ældre, lidt mindre numre flettes ind i sættet, så skal den bæres hjem på den der x-faktor. Og det er da også tæt på at være nok. Men det kræver nok lidt mere gavmilde rammer og publikum end her, med al respekt for de fremmødte, så var det her en klassisk arbejdssejr der kom i hus på vilje, stædighed og professionalisme – og det er OGSÅ vigtige egenskaber, hvis man vil frem i denne verden.
Og det vil Nelson Can utvivlsomt, en sang som “Glorious”, der faldt mod slut i sættet blev præsenteret af bassist Signe SigneSigne som omhandlende deres vision om, at overtage verdensherredømmet. Naturligvis med glimt i øjet noget af vejen, men, så alligevel. Den indædte og insisterende måde der bliver leveret på, så er man ikke i tvivl om, at der er noget om snakken. Nelson Can virker mere sultne end nogensinde, og denne dag var det Midsommer Festival der skulle ædes, om de så ville eller ej.
Inden andet nummer forklarede forsanger Selina Gin, at folk fik lov til, at sidde lidt endnu, men så var det tid til at komme op at stå og danse. Der sad også mange, mens de stående, inklusive undertegnede, var søgt ud i siderne under koncertens indledning. Man er jo så høflig, at man ikke vil stille sig forrest og blokere udsynet for de siddende, hvilket jo egentlig er lidt underligt og den omvendte verden. Det er ikke som sådan en kritik af de siddende, det er stadig en festival med afslappet hygge i højsædet, det er ligesom en del af præmissen og skal der være plads til. Men det må være et lidt underligt syn, og ikke mindst en udfordring for dem på scenen.
Det lod Nelson Can sig dog ikke mærke af, og stor ros og respekt for “challenge accepted” attituden de gik til opgaven med. Og det virkede. Nok var de alle tre klædt i hvidt, men der var ikke meget uskyldsrene engle over den hårdtarbejdende trio. Ikke kun fordi, at en af sangene har den lidt lumre titel “Call Me If You Wanna Get Laid”, men fordi man fornemmer, at der er “fare på færde” når gruppen slippes løs på en scene. “Downtown” blev også sidste sang for de siddende, så blev de presset i vejret af de tiltagende dansevenlige toner, der gik over i hittet “Miracle”. Hvis du kan sidde stille til den, så skal du have et lægetjek.
De dansevenlige og smittende rytmer gør det dog ikke alene, Nelson Can, og ikke mindst Gin i front har noget kommanderende over sig i hele hendes fremtoning og performance. Det virker både som en opfordring og en ordre til, at være med, når hun danser rundt, men også som om der ulmer et eller andet inden i, der kæmper for at bryde ud. Det kan virke helt besat af og til, grænsende til det maniske, både bevægelserne men sandelig også de spiddende og intense blikke som sendes ud til publikum. Det uden, at det kommer til, at virke ubehageligt, det er mere dragende på den der “hvad er det egentlig der foregår deroppe” måde. Der er noget på spil her.
Det fornemmer man også i den samlede musikalske pakke, Maria Juntunen giver virkelig de stakkels trommer nogle seriøse prygl, en anden form for uddrivelse og smittende energi, mens Signe SigneSigne behandler bassen som var den en melodibærende guitar – og det er jo også den funktion den har her. Det er dog også her der ligger en lille hæmsko, i hvert fald når vi skal op på og over tre kvarters koncert. Setuppet ER lille og med indbyggede begrænsninger, hvad mulighederne for variation i lyden og sangenes opbygning angår. Det stiller så ekstra høje krav til sangskrivningen, og så er vi tilbage ved start.
De mangler lige lidt flere af de store sange. Her trak de den næsten hjem på performance og x-faktoren, der også inkluderede en veltimet pause inden første omkvæd i herligt pågående “Move Forward” og en Selina Gin, der vandrede ud i publikum og koksede lidt ud under “Go Low”. Men jeg tænker, at de får lidt mere “hjælp” fra publikum når det gælder Roskilde Festival om et par uger.
Så får vi måske ligefrem lidt fællessang under lukkeren “Break Down Your Walls”? Det kunne da være meget fint, for hold kæft hvor spiller og synger de også det hit fedt live.
Hurtigt over til teltscenen igen, hvor man kunne få lov til, at se hvad all the fuzz med Luster is about.
Luster
Gruppen har momentum for tiden, ligesom Nelson Can så venter Roskilde Festival forude, dog “kun” på Rising Scenen. Hvilket også, trods alt, virker som den helt rigtige størrelse og booking lige nu.
Luster stiller op i lidt alternativ formation, hvor forsangeren, der også fungerer som bassist, er placeret yderst til højre på scenen. Hvorfor mon det, og er det vigtigt? Det ved jeg ikke, men det er da svært ikke at lægge mærke til når man er vant til den klassiske formation. Men, naturligvis, lige meget når musikken spiller.
Og det gjorde den rigtig godt for Luster, i hvert fald i den halve time sættet varede?! Det var da en kort fornøjelse. Først byttede de spilletid med Christian Hjelm og dernæst leverede de hvad der i sammenligning med alle øvrige navne virkede som et forkortet sæt? Var det en form for kompromis/deal for, at der ikke var et koncertoverlap med Danmark-Peru VM kampen, der blev vist i “laden” på Midsommer Festival?
Anyway, det gav jo så Luster muligheden for, at sende et “all killer, no filler” sæt i smasken på folk, og det lykkedes da også næsten!
Der blev lagt forbandet effektivt og smittende ud med singlen “New Pleasure” og dens iørefaldende, hakkende melodi og catchy omkvæd. Det er sgu et vaskeægte radiohit det der, men pludselig slog det mig også, at nummeret lyder som om man har lånt den simple rytme fra “My Sharona” i verset, mens omkvædet muterer over i noget 80’er inspireret via Superheroes/Thomas Troelsen dansepop/rock. Effektiv cocktail.
Jeg kunne ikke helt slippe 80’erne i andet nummer, som jeg ikke ved hvad hedder (ta-dah), hvor vi efter et sang præget af nogle dybt stødende rytmer nåede hen til lækkert stykke med el guitar, der på en måde mindede mig om en lidt hårdere udgave af Duran Duran?! Og 80’er referencerne stod nærmest i kø under koncertens første halvdel, for en anden single, “You’ve Got The Heat” og dens guitarfigur og klang lyder som snydt ud af næsen på The Cure, når de er i deres mere janglede hjørne. Det er ikke forstyrrende, som sådan, men det bringer da nogle minder frem. Sangen glider så langsomt over i noget mere sommerligt, der giver én lyst til at tage til Californien, finde en bil uden tag og bare cruise derudaf med varme og vind i håret. Fremragende nummer.
Efter et lidt mere stille nummer greb forsangeren mikrofonen og snakkede om, at der var fodbold klokken 6, så de måtte hellere sætte tempoet lidt op. Og det gjorde de så på ganske effektiv vis med “Running Through Fire”, hvor de fik vist en mere tungt rockende og bidsk side af bandet, ikke mindst ved de intenst råbte “FIRE” i sangens sidste halvdel. Det er ikke sol og sommer det hele! Men den vendte dog tilbage mod det korte sæts afrunding, hvor næstsidste nummer var til sommerskoene, så var afslutteren mere til dansefødderne. Men samtidig en, igen, ret tungt rockende sag.
Jeg er, måske, stadig lidt i tvivl om, hvilket slags band Luster egentlig er, og gerne vil være, det stritter en smule i forskellige retninger. Men, i sådan en lidt over 30 minutters destilleret form, da har de sange nok af en vis kaliber til, at det ikke gør så meget at det samlede indtryk er lidt spraglet. Men, man fornemmer lidt, at bandet enten kan “nøjes” med at være et “godt” rockband, eller et glimrende sommer jangle pop/rock et. Kan man være begge dele?
Kan man det hele, selvom man gerne vil? Virkeligheden pressede sig på, der var nu pludselig et koncerthul på 2 timer indtil Christian Hjelm, der både er noget mere etableret end de fleste andre optrædende på Midsommer og som man nok snart kan fange igen. Fotografen, der også fungerede som chauffør hjem til hovedstadsområdet havde fået en lige så fantastisk søvn som undertegnede og den 6 årige assistent begyndte også, at virke lidt tung i optrækket. Så jeg traf en lidt svær, men egentlig ikke, ledelesbeslutning: det var nok for i år for os på festivalen.
Fornuften sejrede, det er en del af pakken nu, hvor man bruger åndssvagt meget tid på at lege musikskribent i sin fritid, men må gå lidt på kompromis, for alles skyld, så vi satte kursen hjemad. Heldigvis med en række rigtig gode oplevelser i bagagen, både de musikalske, men også hele det samlede indtryk af Midsommer Festival, der skal have en stor anbefaling herfra, hvis man leder efter en lille, hyggelig og intim festival, med et kvalitetsbevidst musikprogram og styr på sagerne.
Rammerne i baghaven i Præstø (og Præstø selv) er særdeles smukke og indbydende, og de fungerer til en festival på denne størrelse og med sådan en profil. Det er ganske imponerende hvad en flok frivillige ildsjæle har fået stablet på benene og bygget op. Det er både flot at se på og tingene fungerer. Jeg vil altid gerne have mere mad for færre penge, for jeg er nemlig sulten (især når jeg glemmer at spise morgenmad)! Men, igen, en toast bod og en food truck gik lige an, og hvis man var sulten på mere, og mere for pengene, så ligger festivalen så centralt placeret, at man jo bare kunne gå en lille tur ud på gaden og finde en bager eller et pizzaria.
Én ting jeg synes kunne udbedres og gøre det hele lidt bedre for alle er toiletforholdene. For det første var der kun 3 på pladsen, det var lige i underkanten og skabte en del kø i flere perioder og for det andet blev det bestemt ikke bedre af, at der ikke var noget pissoire af en art til mændene. Så de fyldte op i toiletkøen i stedet for. Javel, der var da hække og deslige, men, man undgår da helst, at pisse i folks baghave. Toiletvognene var udstyret med håndvask og brusekabine, det var sådan set fint nok på den lille campingplads, hvor folk måske havde brug for en skyller. Men, på selve pladsen kunne den model toiletvogn med held måske byttes ud med en hvor der bare var 6 toiletter i stedet for?
Nok om tis, tid til at runde af. Midsommer Festival er en dejlig lille perle i hjertet af Præstø, du får nok ikke en musikalsk mavepuster af den aggressive slags, men det er heller ikke festivalens mål. Den udspringer af en familie/vennesammenkomst, og sådan virker stemningen og ånden overordnet også stadig.
Tak for hyggen!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard
