Der er blues og stærk, rocket kvindevokal på Michelle Birkballes 2023.
Pladen indeholder også flere feministiske vinkler, der trækker tråde frem og tilbage i bevægelsen – hvordan man så som lytter vil forholde sig til dem, må vel netop være op til lytteren.
Det kan nok være, der ikke er så mange der har efterspurgt en bluesplade med stærk kvindevokal.
Men det er hvad man får hos Michelle Birkballe og selv om det er helt, helt klassisk meget af det, der foregår, så er det også sejt lavet og spillet. Og så den der rå stemme…
Det kan nok også være, at Danmark i forvejen har ligget rigtig godt i – ja, undskyld udtrykket – rockmama-vokaler. Sanne Salomonsen, senere Kira Skov har været bannerførende for ikke-så-mange-dikkedarer rock-stemmen med højere eller lavere grad af overdrive. Michelle Birkballe giver dem kamp til stregen og bærer sit eget flag på ”2023”. Hey! Selv titlen indikerer at der ikke er så meget pis…
Det kan nok også være, der er nogen der vil finde women-empowerment elementerne på pladen lidt for meget og nærmest kopierende af maskuline (u)dyder. Men der ER altså noget over, når Birkballe i Once Upon A Time først nævner hvor normalt det er for ældre mænd at rende rundt med unge piger. Og så følger op med subtilt at indikere at nu er det måske lidt hendes tur… Eller i hvert fald at de gamle mænd jo nok er døde nu, så…
Det bestyrkes i balladen, He Cares For Me, hvor det erkendes at ungdommen er forbi – og Birkballe så alligevel i teksten lader sig engagere med en yngre mand selv om der er en klar udløbsdato på forholdet: For han viser lidt omsorg. Bare for en stund. Der er, med andre ord, et tema her om ungdommen i datid, men livet der fortsættes. Og leves.
Pladen har også et tema om at denne vilje til at leve har sin pris: I Don’t Wanna Keep It Down handler om hvordan et forhold forliser da fortælleren altid ender med at gøre ’kvindearbejdet’ og selv om der bliver talt om det, så ender de altid i de samme roller. Manden er et skvat.
Det kunne jo næsten være skrevet af Sanne Søndergaard!
Rent produktionsmæssigt er det en virkelig fin bluesrock-plade. Det er så usnobbet og genretypisk som det kan være – skal vi have skomagerbas og slide-guitar? Don’t mind if I do – men også med en flosset træblæser til at lægge en bund, der klæder hovedpersonen; denne stærke rockvokal fra forsangeren.
Der er også et lidt kuriøst fænomen: Birkballe har flere steder klassike danske udtaler på sine engelske tekster; ‘awound’, ‘zink’. Den slags. Det finder jeg dog ganske charmerende og hjælper også med at give en vis lokal forankring på noget blues, der ellers kunne være lavet snart overalt på planeten. Hey! Vi har jo også en radiovært, der siger ‘Pok-cast’ i stedet for ‘Podcast’ i landet… Vi er her i samme territorie: Charmerende!
Er det hele så dead serious og én eller anden tidlig iteration af feminisme? Nej. Der er luft, overskud, syre – men også humor på 2023: Det mest tydelige og karikerede billede på dette er, når pladen slutter med Japanese Car, der handler om hvordan fortælleren hellere vil køre i sin Suzuki Swift end lade sig imponere af diverse sheikers Mercedeser, Volvoer mv. Ud over en stærk, humoristisk vinkel, så siger det vel også noget om forskellige økonomier mellem visse segmenter af mænd og kvinder.
Der er mange måder at lytte til 2023 på. Som med alt muligt andet kunst, må det være op til forbrugeren at tolke det derhen man vil.
Det kan nok være, der er nogen der vælger at blive forargede. Jeg hører dog en stærk bluesvokal oven på et velspillende band og glæder mig over alle de små detaljer, man har fået ind i vel verdens ældste rockgenre.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
